Skyld med skyld på

Hmf, tænker jeg, og trækker dynen lidt længere op om snuden på mig selv. Opgaveskrivning. Og så midt i sommerferien. Jeg har endda selv bedt om det. Søgt om dispensation til det endvidere. Jeg hader officielt mig selv, og alt der er godt ved livet. Jeg ligger og arbejder hårdt på at ignorere solskinnet udenfor, for jeg er li'som ikke rigtig i humøret til at lege frydefuld fotosyntesefantast. Kæresten har af flere omgange forsøgt at muntre mig lidt op, tålmodigt og prøvende, hvilket jeg selvfølgelig har tiet ihjel og blankt afvist som værende fuldstændig unødvendigt. Kan selv, vil selv. Min sindsstemning er ikke dit ansvar, vrissede jeg måske også engang. Det gav mening dengang, efterrationaliserer jeg for mig selv, mens jeg lige så stille forstår, at jeg har meget at være taknemmelig for, og at jeg ikke altid udtrykker det godt nok. Endsige overhovedet. Alting blev lige lidt mere trist, end det var i forvejen. For opgaven er uskrevet, jeg er alene, og jeg er nu, ved jeg, selv ude om det hele. Jeg er et fjols.