Fornøjelsen ved at gøre noget forkert, også selvom man burde gøre det rigtigt

Ehehehe, fniser jeg for mig selv, idet jeg vender restaurantchefen ryggen, og stryger i skjul i kælderen. Hun har lige kanøflet mig, anklagende, for først nu, to timer for sent, at have fortalt hende, at selskabet ved bord 10 blandt andet bestod af min gode ven Lars, der er vinhandler her i Århus. Jovist, hun kunne da godt genkende ham, men hun var ikke helt sikker på hvorfra. Den slags gæster kræver måske mere opmærksomhed end de havde fået, synes hun at sige, idet hun slynger endestykket af en baguette efter mig. Mit bagkloge svar, at hun jo så skulle have ladet mig tage bordet, eftersom de uddannede tjenere tydeligvis ikke havde greb om situationen, falder ikke i god jord, kan jeg udlede af det pludselig brød-nedbør. En gæst er en gæst, mener jeg for mig selv med et smil, mens jeg noterer mig, at jeg hellere må være ekstra grundig og måske lidt langsom med at rydde op hernede i kælderen. I sikkerheden.

Men først en lille pause

Så. Det var det. Semestret er så meget done for. 45 ECTS i hus. Tager lige 15 ECTS til her i ferien, tror jeg. Bare fordi. Det føles som en evighed, siden jeg sidst skrev noget herinde, og det er det sgu egentlig også. Jeg har skrevet en hel masse i det sidste halve år, men det er alt sammen så fandens akademisk og tørt, at alt det her migmigmig-skriveri virker helt forkert. Hvor er mine teorier, mit evidens?
Blargh. Skal lige ind i det igen, kære læser. Så skal det nok blive godt igen. Forhåbentligvis underholdende. Egentlig var min tanke, at skrive lidt små-kryptiske linjer omkring hvordan jeg ikke altid forstår Kæreste, på trods af min åbenbart bundløse affektion og velvilje, men nu har Kæreste lige ringet på døren, og jeg er

Dengang

Jeg sidder i læsekælderen i Nobelparken, og læser mine gamle skriblerier. Ikke den brugbare slags, ikke dem, som jeg nødvendigvis skal strikke sammen til en portion meningsfuldhed til på torsdag, så jeg kan bestå min eksamen. Næh nej.
Dem fra dengang jeg var 19. Dengang jeg var 22. Dengang jeg kyssede på piger, dengang jeg kyssede på drenge. Dengang udsigten til en nær-evighed vakte lige dele forventningsfuld rædsel over uendelighedens overvældende muligheder, lige dele alt-omfavnende, alt-knusende sorg over, at det måtte få en ende. Dengang jeg græd mig selv ud af min hud under en regndryppende fuldmåne.

Det er meget lang tid siden, forekommer det. Det er meget velment, synes jeg. Jeg ville ønske, at jeg skrev mere. Der er en vis befrielse over at kunne genopfriske et bekendtskab med en yngre mig. Et minde om hvad man har overlevet. En påmindelse om, hvad man er i stand til.

Støvede perler

Jeg havde aldrig rigtig regnet med, at jeg rent faktisk skulle komme til at sidde og mosle rundt i oldnordiske tekster. Sådan rent bogstaveligt. Men den er god nok. Mit liv er én stor støvet metafor. Har forsøgt at underholde både kæresten og familiemedlemmere med min nyerhvervede viden om, ja, oldnordisk religion, men ingen syntes at værdsætte de livlige genfortællinger af Kong Fjolnirs druknedød i mjød-tønden. Barbarer.

Dag 12 er endnu værre

Åh gud, tænker jeg, mens jeg forfærdet forsøger at danne mig et overblik over det harmonikasammenstød, der er mit visage. Det er dag to i eksamensskrivnings processen, og jeg ligner allerede noget der står på venteliste til et luftigt værelse i det nærmeste klokketårn. Så meget forfald og afskyelighed på så kort tid.

Lige pludselig er det ikke den store katastrofe, som det var tidligere på ugen, at Kæresten først har tid til at ses en gang i morgen. Med lidt held kan en kombination af sæbe, ansigts tonic, agurkeskiver, tandpasta, kamille-the-damp og fugtighedscreme nå at udrette et eller andet inden da. Alternativt en ansigtstransplantation. Nogle anbefalinger til en doner, anyone?

Forberedelser til fiasko

Fuck yeah, tænker jeg begejstret for mig selv, idet jeg forlader Statsbiblioteket med armene fulde. Det gør mig så ufattelig studieliderlig, det her med at proppe tasken med 43 bøger, af hvilke jeg med stor sandsynlighed kun får læst et par stykker. Men forberedelserne! Ritualet! Minen med hvilken man spadserer forbi café området, rodende i tasken efter sygesikringskortet. Det stille suk med hvilket man river den lille seddel af printeren, der fortæller én lige præcis, hvor alle ens bøger befinder sig på reolerne. Det her? Det gør jeg så ofte, at du slet ikke forstår det. Jeg er nemlig hardcore. Don't you know it.

I en lænestol med et skæg

"Han havde læst det hele. Han havde læst alt. Bag en bebrillet maske, som altid så så alvorlig ud, at ingen egentlig kunne huske, hvordan det så ud, når han smilte, gemte der sig grundige meninger. Al den tid med næsen i obligatorisk skønlitteratur havde skabt holdninger i ham til stort set alt. Kom man først igennem al snakken om de langsommelige russere, om modernitetens britiske mødre, om kulturradikale vestkysts-amerikanere, så var der kun ham selv, og hans umådelige had til det uordentlige tilbage."

Anakronisme: Før-semesterstart-slut-ferie-blues

Jeg har gået og følt mig lidt forladt. Forladt, du ved, som kun et barn på 3-4 år kan føle sig forladt. Farverigt legetøj i et butiksvindue lokkede, og lige pludselig er man kun omgivet af en evig strøm af bare knæer, brune bukser og svirpende skørter. Mors røde sommerjakke er helt og aldeles væk. Hun kunne lige så godt være død. Det føles som vinter indeni.

Mens jeg har haft travlt med at opleve alt muligt, alt muligt særegent og afgjort mange historier værd, så er det hele bare passeret. Lidt ligeglade men ikke ligegyldige, har sætninger og ideer slentret forbi mig, umiddelbart genkendelige, men helt og aldeles uinteresserede i mig. De kender åbenbart ikke mig. Hvad fanden? Mig, deres ihærdige tilbeder, der uden tvivl kunne lære dem, at elske mig, som jeg elsker dem, hvis de blot ville bruge lidt tid i min nærhed. Så hjælp mig dog, en eller anden.

Hot-snot liste #6

Hot
- Kæreste!
- Savle-bekendelser fra Kæreste, der ud af det blå erkender at have oversavlet min skulder i løbet af natten. Jeg opdagede ingenting selv, men synes nu alligevel, at det er rart at vide.
- Fire undervisningsuger tilbage. Wooh!
- Min nuværende fysik, der lige så stille tager form af noget, som jeg troede var tabt for evigt. Og så endda ved minimal indsats. Tak, gener, pisse meget tak.

Snot
- Eksaminer om fire uger. Booh!
- Opvask. Bare sådan generelt.
- Støv.
- At forsøge at finde på ting til snot-siden af denne liste, så snot-siden ikke forekommer helt så forsømt og alene, når man egentlig er lidt i tralala-humør langt det meste af tiden, hvorfor snot ikke betyder så meget. Vi er alle sammen venner.

Syllabus

Det er en badekarsdrøm, tænker jeg, mens jeg ubesværet flyder igennem timer, dage, uger. Jeg kunne svømme rundt sådan her for tid og evighed. Tasken, der altid er fyldt med bøger og kompendier, tasken der altid er på vej et eller andet sted hen, til møder, til lektioner og forelæsninger, til sportshaller og togstationer, vejer ingenting så længe jeg er nedsænket i denne varme. Solen skinner på blege kinder, og vintergækkerne nikker anerkendende til foråret