Verdensmester i stilhed

Først idet en række næsten-synkroniserede brøl og jubelråb knalder ud fra oplyste, varme stuer, ud igennem lukkede vinduer, og ud i søndags-mørket, hvor stilheden forskrækket fortrækker sig til det modsatte hjørne af den mørklagte fodboldbane, der til dagligt befolkes af folkeskolens mest fysisk aktive og mest larmende elever, går det op for mig, hvad der foregår. Århus har aldrig været så stille som nu, undtagen for de sekunder, hvor nogen har skudt/smidt/kastet en bold ind i et net. Byens stemmer rejser sig, vånder sig, fejrer sig selv, forstummer igen med en nervøs forventning om næste forestående lejlighed til at råbe, skrige og hoppe i sofaen. Noget man burde gøre noget oftere, sådan generelt.