Praktik eller døden

Hm, funderer jeg, mens jeg forsøger at fatte interesse for underviserens lovprisninger af at komme i praktik. Det er hårdt at være kandidatstuderende. Tilsyneladende er jeg dømt til at arbejde for Aldi's PR og marketings afdeling, hvis jeg er allerheldigst, nu når jeg ikke har de vilde planer om at komme i praktik. Underviseren ser skuffet på mig med den samme medlidenhed, som man ville se på en gråspurv, der ligger død og fluebefængt for foden af Nobelparkens kæmpe glaspartier. Dømt til døden ved pludselig kollision med nypudset glas, udelukkende fordi evolutionen ikke har fremtryllet den helt nødvendige hjernevinding, der ellers kunne have afhjulpet katastrofen. Har jeg da slet ingen ambitioner om storhed? Kan jeg da ikke forstå, at jeg er dømt til arbejdsløshed og uduelighed, såfremt jeg ikke kommer i praktik?

Storhed til mig? Nej. Det tror jeg ikke. Ambitioner om at udrette noget. Joh, jo tak. Men når man ikke lige har en idé om, hvad dette noget skulle være, så er det jævnt svært at piske en stemning op over at arbejde gratis, fuld tid, i et halvt år inden for en branche, der kun måske har noget med dette 'noget' at gøre. Men hvad. Det kan være, at det kommer, stemningen og interessen.