Frihed for

Der var en decideret kold sensommer aften, hvor jeg sad med Peter og drak champagne på en restaurant, som kun to herrer, der i virkeligheden ikke har andre forpligtigelser, end over for sig selv, kan gøre det. Vi snakkede om, hvordan man skriver. Hvis man skriver. Hvad er der, der er værd at skrive om? Hvad man bør skrive om. Er der nogen, der har brug for, at blive skrevet til overhovedet?

Mens Tjener-Niels bidrog med sin venlige opmærksomhed, sad jeg nervøst og tog noter. Nej, ikke nervøst. Ængstligt. Det var besynderligt, følte jeg, at så kold og foruden Peters selskab i øvrigt helt ordinær aften, skulle være den aften, hvor jeg skriblede ord og sætninger på papirsdugen, der alle beskrev grundvilkårene for et lykkeligt liv. Det føltes så vigtigt. Så væsentligt og så reelt. Dette er min fremtid værd, tænkte jeg med en stille begejstring. På trods af den tvingende nødvendighed af diskussionen og dens produkter, så føltes det hele meget farligt, men frygten forsvandt i lige dele champagne og fornemmelse for skæbne.

Alting er stadigvæk meget farligt. Men mere nødvendigt end nogen sinde før.