Travlhed

Hov! Der skulle have været et indlæg fra d. 10 hér. Men øh, ja, nu skal i høre noget spændende om supplering på multimedier! Hurra! Sjov!

Okay, okay, så vi har de her to forelæsere til  det her multimedieprogrammeringsfag, der hver især er fornuftige. Hvis man kombinerede dem, så ville man måske få én god forelæser, men jeg er hverken sikker eller i humøret til at eksperimentere. De giver os opgaver til hver fredag, som vi må og skal løse, førend vi kan få lov til at gå til en endelig eksamen. Fair nok. De fortæller bare ikke alt for meget om løsningen af disse opgaver. Hm. Så er det godt, at der er en tekstbog til faget! Hvis den så bare kunne informere os tilpas meget til at kunne løse samtlige opgaver. Men nej. Hmhm. Måske instruktor kan hjælpe os? Lad os spørge. "Hva'? Nej? Det burde stå i jeres tekstbog. Det gør det ikke, siger du? Jamen har de ikke fortalt jer om det her til forelæsningerne? Nej?! Jamen... øjeblik så, jeg skal lige hjælpe herovre." Hvorefter han flygter, og efterlader os, de stakkels studerende, med ikke ret meget andet end frustrationer og manglende nattesøvn. Jeg er ikke udelukkende fan indtil videre, men det er måske nok kun fordi, jeg ikke kan finde ud at programmere/kode. Suk!

Who's there?

Han hed garanteret Jørgen. Han lignede en Jørgen. Idet han svinger hans clip-board frem, skjult bag hans ryg som det var, ser Jørgen en anelse selvtilfreds ud. Hans gammelmands-goatee skjuler ikke et saligt smil. De store røde ikoniske bogstaver på clip-boardet efterlader ingen tvivl. Jeg er blevet licens-mand-fuppet. Af en Jørgen. Og her kommer panikken. Jeg har virkelig ikke lyst til at betale for en service, som jeg ikke bruger, specielt ikke ud af et SU-baseret budget. Kan jeg nå at smække døren i? Hvad nu hvis han sætter hans fod i klemme, og dør-smækket brækker den, og jeg bliver sigtet for (utilsigtet) legemesbeskadigelse af licens-mand i funktion? Kan jeg benægte, at jeg er mig? Tvivlsomt. Interviewet begynder mere pludseligt, end jeg bryder mig om.

- Har du TV?
- Øh, ja, ved du hvad, jeg har sku lige smadret det ned i gulvet i en brandert i lørdags, så lige nu er det mest af alt intallationskunst. Det må være et nej.
Joken er tabt på Jørgen. Clip-boardet er åbenbart mere interessant end de sø-forklaringer, som jeg måtte have. Han fortsætter nidkært ned af listen.
- Har du radio?
- Som i den teknologiske efterfølger til telegrafen? Næh, det har jeg så faktisk ikke, nej.
Endnu mere panik-komik går til spilde. Clip-boardet fortsætter med at være fokus for Jørgens interesse. Er det mon kilden til hans licens-kræfter? Hvad sker der, hvis jeg tager det fra ham?
- Har du en computer?
Eh. Gad vide om han ville tro på én, hvis man sagde nej? Har de adgang til ISP-regnskaber og den slags? Kan de se, at jeg har en 20 gigabit forbindelse?
- Eh, jo, det har jeg da.
- Så skal du betale medielicens!
- Nåh...
Jørgen sætter et kryds på et ark papir på hans clip-board, og ser meget tilfreds ud med alting generelt. DR-koloniseringen af Amager kan fortsætte, takket være Jørgens snedighed. Hvis bare alle licens-mændene var lige så snu som Jørgen.
- Farvel!
- ...
Jørgen vender på en studs, og forsvinder op ad trappeopgangen. Jeg lukker døren, sætter vand over til dagens pasta-ration og lover mig selv at kigge på folk gennem kig-hullet i mindst 15 sekunder fremover. De kommer garanteret igen, nu når jeg ikke betaler mine girokort. Men til den tid er jeg forberedt, kære Jørgen. Bare kom.

OoooooooOOOOOOoooooo

Jeg kan godt lide, at have luret hvordan jeg kan printe til 0,- kr per side, men jeg kan ikke undlade at have lidt ondt i min træ-karma. Må og skal undervisere distribuere læsestof digitalt? Vil døde træers vrede ånder hjemsøge mig før eller siden, fordi jeg printer artikel efter artikel ud i håbet om at få læst dem alle sammen, mens jeg kun kommer halvvejs igennem den første?
Her er så måske sagens kerne. Hvis man nu vidste, at man ville ende med at gøre en forskel på denne her planet (i træernes favør), så kunne man retfærdiggøre det. Men det kan man af gode grunde ikke vide, hvorfor man er ladt tilbage med ambitioner, drømme og gode intentioner. Jeg tvivler bare på, at ambitioner er en valid møntfod for vrede træ-ånder. Det er sku nok nærmere ens sjæl, der skal til. Forbandet!

Festuge Skrifterne #6

"Urk," tænker jeg, idet kokkene fra Mefisto sejler ind i lokalet, og optager to borde bag ved mig. En tjener følger efter dem, med hvad jeg senere hører er en dårlig champagne. Jeg glider lidt ned i stolen, snakker om at være frivillig ved Århus filmfestival med Michael (den mand er frivillig over alt, åbenbart), og håber, at de ikke genkender mig.

For jeg kom til at svine den mad, som de lavede til de frivillige på Mejlen. Ikke sådan som i at jeg svinede den, mens jeg troede, at de ikke lyttede. Næh, det her var lige op i deres fjæs. Jeg tror, at jeg kom til at sige, at det jo ikke var det samme som dét man fik på Mefisto (kompliment), men at det var fint (ikke et kompliment... ved nærmere eftertanke).

Senere samme aften bliver jeg flankeret af to kokke og én ejer af Mefisto. "Urk!" tænker jeg igen, men det ligner ikke, at de genkender mig. Hvilket de heller ikke gør. Indtil Michael, den lille rotte, udbryder, "Hey, det var ham her, der svinede jeres mad!"

Tre par øjne vender sig imod mig, øjnbryn hæves, og jeg skrumper ind til ingenting, idet jeg forsøger at forklare mig selv. Jeg er ikke sikker på, at det gik så satans godt. Med lidt held, så vil tilpas meget af den dårlige champagne udslette ethvert indtryk, som jeg har efterladt mig. Fucking champagne.

In vino veritabel katastrofe.

Man undres når man vågner til et fjernsyn, der er trillet/smidt/lagt om på siden. Fyrfadsstagen, der ligger helt og aldeles fladmast på gulvet, giver et hint om hvad der helt præcist er foregået. Den tomme vinkaraffel på skrivebordet vidner om, at det var dér det hele startede. Jep, afgjort, for resten af aftenen står meget klart. Specielt gåturen hjem fra Europaplads. Fucking Randersvej. Nåh. Trængte alligevel til et nyt fjernsyn.

PS: Det raslede da jeg vendte det om. Tør ikke tænde det af frygt for at det eksploderer og sætter ild til mig.

Festuge Skrifterne #5

Den sidste tjans var at være vagt ved Fremtiden er Jazz arrangementet i Musikhuset. For de uindviede kan jeg afsløre, at det var et 24 timers jazz maraton. Guderne ved, at jeg var uindviet. Min vagt var fra kl 02:00 til 06:00, torsdag morgen, hvilket passede mig fint, natdyr som jeg er. Mit eneste forbehold var, at bare det ikke var fusions jazz, så skulle jeg nok overleve.

Fra kl. 03:00 til 05:00 var der, åbenbart, fusions jazz på programmet. Det positive? Det holdt mig vågen, og jeg var faktisk ikke ved at blive sindssyg i processen, stik imod hvad jeg forventede. Blev holdt ved selskab af to regissører fra konservatoriet, en gut, der var pianist og en tøs, der var... fløjtist? Fløjteur? Hvad fanden? Hun spillede på fløjte, okay.
Sammen fik vi natten til at gå med at betragte de meget specielle typer, der går til jazz maraton, snakke forskellen på konservatoriet og universitetet... og fusions jazz fik vi da også lige vendt. Pigen fandt hendes nyindkøbte tværfløjte frem, og gav sig til at øve fingerbevægelser i henhold til et nodeark. Jeg stod og betragtende hende, tog mig selv i at håbe, at hun ville begynde at spille. Noget drømmende, tak! Så kunne jazzfolket være jazzfolket, og jeg kunne slappe af med noget, som jeg - forhåbentligt - kunne forstå.

Hot-snot liste #1

Hot

• At skulle til jobsamtale. Hurra!
• At far kigger forbi kl. tidligt for at ordne min cykel, så jeg er fri for at gå 3 km for at komme til jobsamtale, og dermed nusse min nystrøgne skjorte. Mere hurra!
• Gorgonzola på knækbrød.
  

Snot

• At far banker på døren kl. jeg-er-lige-gået-i-bad, 1½ time før han burde ankomme. Han afbrød totalt meget min hår-vask-procedure, hvorfor jeg møder op hos frisøren med en fuglerede på hovedet.
• At punktere på vej hjem fra frisøren, så jeg er nødt til at gå 3 km for at komme til jobsamtale. Hvormed min nystrøgne skjorte blev nusset.
  
• At løbe tør for gorgonzola.
  

"Undskyld, vil du venligst gentage de sidste 45 minutter?"

Enhver seriøs studerende kender dette fænomen:

Du sidder til forelæsning. Det er kedeligt, fordi forelæser gennemgår hvad der forekommer som det mest banale og simple af alt, hvad der måtte være banalt og simpelt. Så du tænder din computer. Lytter til lidt flere selvfølgeligheder, mens den starter op. Oh fryd, den er parat til brug! Forelæser droner videre omkring 1+1 og hvordan det er lig med 2. Pff. Det er jo tærte, det er hvad det er. Du logger på nettet, og går tab-amok i Mozilla. Politiken, Facebook, Twitter, Blogspot, imv.au.dk, ted.com med mere. Og webcomcis, jeg har ikke læst webcomics i dag! Hej 54 tabs!

Pludseligt fanger forelæser din opmærksomhed ved at begynde at skrible på tavlen. Du kigger op fra din skærm. Og du måber. Hvor, helt præcist, kom de 250231 siders kode fra?! Hvad er en Mobius moderator, OG ER DET OVERHOVEDET HVAD HAN LIGE SAGDE!?!

Resten af forelæsningen går med at du, stakkels studerende, finder ud af hvor meget koldsved du egentlig kan producere. Du knokler for at finde ud af, hvor du blev koblet af, og hvad fanden du kan gøre, for at blive koblet på igen. Eller du skriver et blog-indlæg om det, og regner med at kunne forstå det ud af de slides, som forelæser (måske) uploader engang i næste uge.

Det er spørgsmålet...

Forældrene har fået svineinfluenza, men er endnu ikke begyndt at sige øf. Venter i spænding på det første grynt.
Planen var, at jeg skulle hjem og fejre fars fødselsdag med hele familien. Problemet er bare, at jeg ikke rigtig har tid til at blive syg, hvilket jeg med en vis sikkerhed vil blive, såfremt jeg tager hjem. Et andet problem er, at det måske ville være hensigtsmæssigt at få den milde udgave, eftersom der spekuleres i en lidt mere... virulent udgave til næste år. Hmm. Syg nu eller syg senere...

Festuge Skrifterne #4

Og så så man Hr. Lange cykle ned af Langelandsgade, stoppe undervejs for at rode med cykelen, der vist er ved at være pensions-moden, så han kan fortsætte længere ned af Langelandsgade. Nede ved Vestrebrotorv går det, galt kæden hopper af, og jeg hopper meget elegant af cykelen og begynder at trække. Efter at have rodet liiidt mere med cykelen. Destinationen er Festugens kontor, hvor is-billetter venter på mig.

På vej op ad Aros bakken, der til stadighed er plaget af vejarbejde, møder jeg op til flere folk. Og de glor. Som i tag-et-billede-moster. Overvejer hvorvidt jeg har mig en helt fantastisk hårdag, eller om jeg måske bare hare en se-godt-ud-generelt-dag. Den sidste type dage er sjældne, men de forekommer. På månen.

Inde på Maries kontor åbenbares jeg for sandheden, idet hun udbryder, at hun ikke kan koncentrere sig om hvad jeg siger, for jeg er sort i hele hovedet, og har den her Hitler ting kørende.

På månen. Som sagt.