Festuge Skrifterne #6

"Urk," tænker jeg, idet kokkene fra Mefisto sejler ind i lokalet, og optager to borde bag ved mig. En tjener følger efter dem, med hvad jeg senere hører er en dårlig champagne. Jeg glider lidt ned i stolen, snakker om at være frivillig ved Århus filmfestival med Michael (den mand er frivillig over alt, åbenbart), og håber, at de ikke genkender mig.

For jeg kom til at svine den mad, som de lavede til de frivillige på Mejlen. Ikke sådan som i at jeg svinede den, mens jeg troede, at de ikke lyttede. Næh, det her var lige op i deres fjæs. Jeg tror, at jeg kom til at sige, at det jo ikke var det samme som dét man fik på Mefisto (kompliment), men at det var fint (ikke et kompliment... ved nærmere eftertanke).

Senere samme aften bliver jeg flankeret af to kokke og én ejer af Mefisto. "Urk!" tænker jeg igen, men det ligner ikke, at de genkender mig. Hvilket de heller ikke gør. Indtil Michael, den lille rotte, udbryder, "Hey, det var ham her, der svinede jeres mad!"

Tre par øjne vender sig imod mig, øjnbryn hæves, og jeg skrumper ind til ingenting, idet jeg forsøger at forklare mig selv. Jeg er ikke sikker på, at det gik så satans godt. Med lidt held, så vil tilpas meget af den dårlige champagne udslette ethvert indtryk, som jeg har efterladt mig. Fucking champagne.