Anakronisme: Sovepuden

Hun lader hendes hånd strejfe min, smiler med øjne og mund, og forsvinder ud i køkkenet. Det er svært kun at være i nuet i dette selskab. Vi snakker om poesi, om at se lyde og smage billeder, om at DVD optageren måske har arbejdet forgæves, og at det vist er ved at være sengetid. Om alt det, der er så uhåndterbart, at det kun kan svæve over vores hoveder til daglig. Hun er så meget til stede. Det eneste, som jeg har lyst til at bemærke. Hun får mig til at føle mig som en mand. En mand, der kan passe på, en mand, der kan forsvare. En mand, man kan stole på. Tvivl og usikkerhed er ligegyldig. Så længe hun tror på mig (og hun tror på mig, for hun ligger med en hånd på min brystkasse med søvn og sikkerhed i hele hendes ansigt), så længe er det ikke så svært, at tro på mig selv. Jeg kysser hende godnat på hendes pande, men hun er allerede væk, langt inde i et drømmeland. Perfekt. Jeg vil våge til den sidste glød er slukket. Så længe hun har brug for det, vil jeg våge.

Ikke helt cuteoverload.com men tæt på

Jeg hører op til flere begejstrede grin og "Naaaaij"-hvin i løbet af dagen, i takt med at mine små gaver bliver opdaget. Mor griner ude fra køkkenet. "Hvem har lagt den her?" spørger hun, og der er smil i stemmen. Hun står med en kalender fra Dansk Blindesamfund i hånden. September-førehvalpen får forfrosne vinterlæber til at bryde ud i betagede smil, ganske som planlagt. Det er uden tvivl et spørgsmål om tid, førend Snubbi den Anden skal passes og plejes og leges og tumles og gåes ture og jages egern med. Jeg har nemlig genoptaget et gammelt projekt, som nødvendigvis må resultere i en firbenet tilføjelse til familien. Det er kun et spørgsmål om tid.

Indtil den tid oprinder må forældrene hygge sig med pludselige skift af baggrundsbilledet på deres computer til noget mere pelset. De må lære at leve med udklip af uspoleret firbenet begejstring på køleskabet. Der vil undertiden være e-mails i indbakken med links til hundeglæde på YouTube. Som sagt, kun et spørgsmål om tid.

Studieinaktivitet

Der var engang, hvor jeg tænkte, at jeg ville finde en hel del inspiration til denne blog i mit studie. Du ved, Star Wars nørder i ømfindigt slagsmål med Star Trek nørder midt i forelæsningen, pludselige møder med spændende mennesker klokken midt om natten i IT-husets bibliotek, hede blikke til nørdinderne fra digitalt design på tværs af printere. Den slags.

Men så fandt jeg ud af, at jeg ikke var en nørd. Eller, nej, jeg er ikke nørd nok. Lige så stille er det blevet til, at jeg sprang ud over rælingen på semester-skibet, fordi det skuda var et nederen skib. Så hellere snorkle lidt rundt lige her. Jeg har alligevel en eksamen eller to fra det forrige, som jeg kan bruge tiden på. Spørgsmålet er så nu, om jeg bør melde SU fra, selvom jeg er berettiget. Man kunne gemme til det sidste semester, hvor man ellers er SU-løs. Eller man kunne leve et sødere liv, sådan, lige nu. Hmmm. Beslutninger, beslutninger.

Anakronisme: Mødet med Hr. Tudse II

I dag blev jeg kørt fra Viborg, drejede til højre, og så til venstre, og så stod jeg af. Foran mig var der en sti, og jeg begyndte at gå ud af den. "Hvor er det grønt og vådt," tænkte jeg, mens jeg gik. "Det hele virker så tungt og virkeligt," mente jeg, og kiggede op fra stien og ud i luften.

Og pludselig er der noget, der bevæger sig ved mine fødder; det er en tudse. Nej, to tudser, den ene større end den anden. Jeg går i hug og prikker lidt til den lille tudse med en finger. "Så, afstedafsted, ud i græsset med dig. Også dig, big guy."
"Jaja, det er ikke fordi du er helt mikro selv, at du ved det," svarede den store tudse, mens den pustede sig selv op, og lod mig tage fat om den, så jeg kunne løfte den ud i græsset. Den lille sidder der allerede. Jeg smilte stort til den store tudse. "Du er lidt næsvis af et amfibie at være," svarede jeg, mens jeg begyndte at gå videre ud af den tusmørkende sti, med de våde blade og grene hængende ind over mig. Inden jeg forsvinder ud af hørevidde hører jeg et spagt "Du er bare misundelig," og det lød lidt som om, at det var en lidt stor tudse, der sagde det.

Anakronisme: Mødet med Hr. Tudse I

I aftes løb jeg ud af en sti, og jeg fandt en tudse. Jeg satte farten ned, standsede, og pustede lidt ud i luften, mens jeg kiggede bekymret på den. Den kiggede igen og foldede sig lidt sammen. "Puh hvor er du stor!" mumlede den, mens jeg bøjede mig ned, og tog fat om den med hele min højre hånd - uden at klemme for hårdt. "Jaja, men du er så blød, du vil elske at være ude i græsset." Så jeg satte den af i det korte græs. Og så løb jeg videre.

I aftes løb jeg tilbage af den samme sti, og jeg fandt en tudse. Jeg satte farten ned, løb forbi den, stoppede op, vendte om, løb tilbage til den, standsede, og pustede lidt ud i luften, mens jeg kiggede på den med en anklagende mine. Den kiggede igen og mumlede "Lad mig nu bare være her på de solvarme sten. Jeg bliver så doven af at få kolde tæer, at du ved det." Jeg tænkte "Jaja," og sagde "Du er stadigvæk blød, og stenene bliver kolde om lidt alligevel," hvorefter jeg samlede den op med hele min højre hånd, og satte den af i det samme korte græs. Og så løb jeg videre.

I aftes løb jeg ud af en sti, og jeg ville ønske, at jeg var en tudse.

Der var engang

Morgener er i sig selv svære at holde af. At vågne fra en herrelækker drøm på en gennemsnitlig morgen gør ikke rigtig den partikulære morgen mere elskværdig. Nu skal I høre.

Jeg er i min lejlighed, og min PA ringer, og informere mig om, at hun er på vej med kaffen. Tilsyneladende er jeg pludselig meget rig og meget britisk, hvorfor jeg naturligvis må bo i et palads af en art et eller andet sted. Hvor finder man den slags i Århus? Uden for ringvejen, nødvendigvis. Så vi cykler ud og afsted i jagten på en passende bolig. Midt i solbeskinnede blomstermarker finder vi det, og den ellers så annonyme PA forvandler sig til min udkårne, og jeg beordrer opførelsen af en næbdyrsplantage i det ene drivhus. Sandeligt, næbdyr er både en fugl, et pattedyr, et reptil og nu også en plante, hvorfor de kan dyrkes. Vi bliver lykkelige her, tænker jeg, og tager et sip af min kaffe. Mmm. Kaffe.

Og så vågner man. Næbdyrløs. Rig på opvask. Ubritisk. Man tænker 'Hvor særdeles utilfredsstillende,' og forsøger at ælte sig ind i drømmen igen. Man giver op. Forbandede talentløse tirsdag morgen.

Tilbedelse af en række ukendte og kendte personer

Jeg læser webcomics, og jeg gør det religiøst. Det er det første, jeg gør, når jeg står op, og det er det sidste jeg gør, før jeg går i seng. Cirka.
Når man så er fanatisk omkring læsningen af udvalgte webcomics, så bliver det også lidt vigtigt, hvornår de opdateres. Og at det sker til tiden. Man ser frem til de forskellige dage med is, bittesmå sommerfugle og tålmodighed i maven. Hvad nu, hvis opdateringen ikke kommer alligevel? Der kunne være sket et eller andet i tegneserie-tegner-land, jo. Nu og da sker det da også, at opdateringen ikke kommer. Livet sker, som regel.

Alligevel har jeg altid været lidt irriteret, når det er sket. Hvor svært kan det være? Der er en deadline, og der er et plot, endsige et script at følge. Hvis man gentagne gange overskrider deadline må man jo justere udgivelses-intervallet, så man selv kan følge med, og ikke dø i processen.

Nu, næsten halvvejs i mit projekt har jeg måske lidt mere forståelse for deadline-døden. For det er en lille død, når man misser ens deadlines. Man har svigtet, fejlet og forulempet op til flere personer med blot én overspringshandling for meget. Det er ikke sjovt, det heller ikke altid overlagt, og det er ikke meningen.

Derfor vil jeg i dag, hvor jeg ikke har skrevet i to dage i træk, sende mange anerkendende nik efter alle de bloggere, tegnere, video-loggere og podcastere, der overholder deres deadlines. Det er fanme godt klaret. Og vil I så venligst ikke lige lære mig, hvordan fanden man gør det?

En anbefaling

Hvis man ikke havde bedre ting at tage sig til mellem den 7. februar og den 26. april i år 2009, så kunne man meget passende besøge Enter Action udstillingen på Aros. Man kunne finde vej til Mark Hansens og Ben Rubins Listening Post, og man kunne fortabe sig i et evigt forandrende øjebliksbillede af den menneskelige bevidstheds fokus. Et snigende audiovisuelt landskab ville skubbe den lyttende og den seende ind i et forundringsunivers, hvorfra man ikke føler noget behov for at undslippe. Man ville opleve fuldkommen indlevelse. Et glimt af et teknologisk himmerige.
Jotak.

Mumleklub

I dag ligner Morten ikke Chris Martin. James Blunt er heller ikke rigtig på spil. James Franco, måske? Klokken er 9:45, og Morten rejser til Australien om et par måneder. Der skal han så være, indtil det ikke er sjovt længere. Man kan misunde ham det, eller man kan være glad på hans vegne. Jeg lander et eller andet sted midt imellem. Kun et menneske.

I dag indskrives Morten i den efterhånden lange liste over højt skattede velgørende individer, der bidrager til min fedekur. Han har et gavekort til Emmery's, der nødvendigvis skal fyres af inden han rejser. Fredagsbrunch er aldrig en dårlig idé. Jeg må tage hævn ved lejlighed. Hævn spredt over en seks-syv retter.
Ud over at være den eneste person, som jeg kender, der mumler mere end jeg selv, så er Morten min eneste gaming buddy. Han giver lammere, når jeg falder af helvede til i Pixel Junk Eden. Jeg redder hans røv i Gears of War. Nogen må nødvendigvis erstatte Morten, indtil han vender tilbage til den nordlige halvkugle. Vedkommende må godt være elendig til at give lammere. Mumleri fuldt ud acceptabelt.

Arvesok

Jeg fandt en sok i mit vasketøj. Der står 'Thursday' på den, og det er ikke min sok. Der må være tale om en arvesok. En sok, der allerede var i maskinen, førend man proppede ens beskidterier ind til den. Hvad stiller man helt præcist op med en arvesok?

Man kunne hænge den op på opslagstavlen i vaskerummet. Den opslagstavle, som ingen kigger på. Man kunne tape den fast på indersiden af døren, hvormed den ville være svær at ignorere. Når man er på vej ud i hvert fald. Man kunne hænge en seddel op i alle tre opgange, efterlyse en ejer til hr. Thursday. Om igen er det bare en fucking sok. To sokker er i det mindste af en vis værdi, men en enkelt sok?

Kender jeg mig selv ret, så ender det med at jeg en eller anden fortravlet formiddag smider den i viceværtens postkasse, for nu er det nok, nu har den generet min to-do-PostIt i lang tid nok. Så kan hr. Thursday ende i den sorte plastiksæk sammen med alle de andre fodløse single-sokker, hvor han i det mindste ikke er alene. En knapt så krank skæbne, måske. For en sok.