Som man kun kan tænke på en lørdag aften, når man er lidt alene

Der går flere og flere evigheder, imellem at jeg skriver, og jeg holder det ikke ud. Jeg har haft så pisse travlt med at blive til en kæreste og at lave 60 ECTS på ét semester, at jeg ikke helt forstår, at jeg nu bare kan slappe lidt af. Men det er svært. Pisse svært. Mens jeg forsøgte at lære at slappe af igen, efter at have afleveret et middelstort hav af opgaver, startede studiet op igen. I mellemtiden lærte jeg imidlertid ikke at have eller at være en kæreste, og nu skal vi flytte sammen til starten af oktober.

Det lugter lidt af panik, dette indlæg, gør det ikke? Som om, at jeg er bange for, om det nu er en god idé. Usikker på det hele. Men det er ikke sandt, heldigvis. Næh, duften af panik kommer et andet sted fra. Fra frygten for at det er forkert. At nogen er forelsket i nogen af forkerte årsager. At det måtte holde op. At Hr. Dvinge vågner op en morgen, uden en arm om mine skuldre, forvirret over, hvad han egentlig laver i denne seng med dette kedelige, utiltalende og snotdumme drengebarn. Der er med sikkerhed et eller andet derude, der er mere interessant.

Hr. Dvinge tåler mine neuroser med et smil og lejlighedsvise forsøg med aversions terapi, men jeg fornemmer, at jeg tærer på en begrænset ressource, hvorfor jeg selvfølgelig er begyndt at bekymre mig om, at jeg bekymrer mig om, at miste ham. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Min fornemmelse kan være forkert. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl. Åh gud, bare jeg tager fejl. For jeg har aldrig haft det så godt, med at være mig selv, som i hans selskab. Jeg har aldrig været lykkeligere. Det har aldrig før været så enkelt og let at være til, som når jeg kan vågne om morgenen, med en sovende Hr. Dvinge ved siden af mig, og hans arm om min skulder.