Hævnen

Det hele fortabte sig i mindet om alle de mennesker, som jeg har elsket, skarpt efterfulgt af mindet om alle de mennesker, som jeg har villet ondt. Det næste naturlige skridt er mindet, om dem, som jeg har gjort ondt. Om dem, der har gjort mig ondt. Og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal stille op med det hele. Men jeg husker flere og mere, idet jeg går hjem, end da jeg kom.

Det er en sjælden film, som jeg tvivlsomt vil se igen. Indtrykket, som det har efterladt, er så dybt og klart defineret, at jeg til hver en tid vil kunne hive det hele frem til nærmere inspektion. Det er kunst, det er håndværk uden lige. Det er en eksploration af hævn som et allestedsnærværende væsen, og hvordan det kæmper om magten med overbevisninger, filosofier og det generelle ønske om at være et godt menneske. Eller ej.

PS: Måske ikke en date-film (OVERHOVEDET), men der er aftalt en re-date. Må have gjort et eller andet rigtigt over kaffen før filmen. Wooh!

Status!

Tid til en lille update! Alt muligt er sket på meget kort tid, og jeg aner ikke, hvad det nogensinde skal ende med. Er det ikke spændende? Og, ja, sådan lidt, du ved, angstprovokerende? Anywho, her er nogle overskrifter.

1 - Blev foreslået at/opfordret til at søge en ph.d. Som om jeg ikke har læst nok i forvejen. Har snart brugt 1½ uge på at tænke grundigt og længe over, hvorvidt det nu er en god idé. Jeg er jo ikke rigtig klog, vil jeg mene. Jeg lader bare som om.

2 - Mandags-date! Jeg er så pisse spændt, at jeg skider sommerfugle. Det er første gang i ufattelig lang tid, at jeg har set frem til at stå op på en mandag. Hvilket nok er den præcise årsag til, at jeg ligger her, ude af stand til at falde i søvn.

3 - Smuglytning ved meget spændende borde på reserve-tjener-arbejdet. Det er nu sjovt, at lytte til etablerede professorer, der sidder og bitcher over en kollega, der vist tror, at han/hun har genopfundet shotsglasset. Det kan godt ske, at professorer også kun er mennesker, hvorfor de selvfølgelig sladrer og bagtaler. De er bare så velformulerede, når de gør det.

4 - Blev anklaget for at være terrorist, da jeg kigger forbi køkken-arbejdet. Kokke-personen, der måske/måske-ikke var den nye køkkenchef, kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde set mig dernede, nu når han havde arbejdet der i en hel uge. Jeg kunne jo være hvem som helst. Jeg kunne jo have en bombe i den taske, som jeg ikke havde med mig, for en gangs skyld.
Jeg udfolder måske den begivenhed lidt mere på et senere tidspunkt. Det er så forfærdelig indviklet, så ufatteligt absurd og fyldt til bristepunktet med 36 forskellige slags ironier. Hm.

Jeg prøver lige det der søvn igen. Måske det virker nu. Hvis ikke, så kommer der flere overskrifter. Whoopie!

Tog er nu ellers ikke nederen, som sådan

- Ja ja, nu skal det ikke blive for personligt.
Jeg glaner op på billetkontrolløren, der åbenbart ikke, i modsætning til jeg, har forstået, at man altså ikke snakker højlydt i en fucking hvilekupé. Men man må åbenbart godt snakke, nej, man skal snakke med billetkontrolløren, og man har lige præcis så lang tid det tager, at give stempel-saks-maskine-tingen et upassioneret klem, og kaste billet, kørekort og wildcard ned på bordet foran mig, til at indlede en personlig samtale.
Han kunne i det mindste have kigget på mit wildcard, nu når jeg brugte 26 minutter på en tømmermænds forkrøblet fredag morgen på at stå i kø, så jeg kunne få det fornyet. Den rammer mig en gang imellem, denne tilfredshed med at have gjort noget ordentligt. Rigtig. I følge reglerne. God dreng, dygtig, her er en kiks. Og alle folk er ligeglade. Specielt billetkontrolløren.

Brb

I må undskylde tavsheden, men jeg går og arbejder på den her gigantiske opgave. Det arbejde går ud på at bruge ufattelig meget tid på at sidde foran en computer, og lave absolut ingenting. Som enhver studerende (eller has-been) ved, så er det en essentiel men ufattelig uproduktiv del af opgaveskrivningprocessen. På et eller andet tidspunkt sker der dog, heldigvis et eller andet. Ord og sætninger former sig på skærmen, og danner egentlige meningsfulde konstruktioner. Jeg glæder mig på forhånd, og det må gerne ske snart. Ellers er jeg fucked.

Det er en god ting, tro mig III

39 minutter senere skøjter Maja og jeg rundt på dansegulvet. For meget beerpong og alt for dansabelt musik har forvandlet gulvet til en glat affære. Men vi morer os, og Maja er en storsmilende fornøjelse at se på. Jeg behersker mig, og undlader at fortælle hende, at hun smiler som en ung Tyne Daly. Det har ikke rigtig virket så godt for mig her til aften, det der med at sammenligne folk med andre folk. På trods af intentionen.

Og så er det lyst, pludseligt. Skræmmende lyst. Uvirkeligt lyst. Var det ikke efterår lige før? Skulle det ikke være mørkt fra nu af? Besynderlighed. Men aften, natten og morgenen er gået. Klokken er 07:30, førend jeg er i seng. Det er okay.

Det er en god ting, tro mig II

I baren møder jeg ham her dude'n, som er ven med Michelle-fra-studiet's kæreste. Han peger på mig, anklagende, og eksklamerer, at vi har mødt hinanden før. Hvilket er sandt! For et års tid siden sad jeg i hans små-snuskede sofa og røg en joint med Michelle, der på daværende tidspunkt var så fuld, at hun var begyndt at pive i stedet for at snakke. Altså, ja, ikke fordi hun var ked af noget, men fordi hun går over i et højfrekvent spektrum, når hun bliver tilpas beruset. Skinger kan vi også kalde det, men det lyder så hysterisk. Piver, som et tyggedyr til en hund, er det helt rigtige ord.

Alt dette vækker åbenbart minder hos the dude. Han griner, og supplerer historien med en observation om den hvidvin, som jeg, selvfølgelig, havde med derop. Rasmus, der indtil da har stået og måbet af min fortid som joint-rygende humanist, bryder her ind, lettet over at kunne genkende mig igen. 'Selvfølgelig havde han en fucking hvidvin med!'

Det er en god ting, tro mig I

Killer, tænker jeg, mens jeg skuer ud over festlokalet. Fyldt til randen, en 40-50 mennesker, og jeg kender ikke en sjæl. Ud over Rasmus, Mathilde og Maja. En lille men udvalgt flok, slet ikke dårligt selskab. Men øh, right. Må hellere blive forholdsvist tilpas beruset inden alt for længe, hvis jeg skal overleve det her.

42 minutter senere er jeg i gang med at forklare Evelyn Glennie look-a-liken, hvor totalt meget hun ligner den her virtuose skotske perkussionist, der i øvrigt er døv. Evelyn-klonen kigger på mig lettere uforstående, usikker på hvor stort et kompliment, der egentlig er tale om. Jeg forsøger at overbevise hende om, at slagtøj aldrig har været det samme siden Evelyn. Reaktionen udebliver. Jeg konkluderer, at hun enten ikke har nogen interesse har for slagtøj, eller at hun ikke er tilfreds med at blive sammenlignet med en døv skotte - hvorfor det for helvede kan være lige meget. I baren med mig.

Efter året

I grunden giver det ikke nogen mening, mener jeg, mens jeg tager en note om årstiden, der kun eksisterer i fremtiden. Men fucking hell. Decideret fuckstockings. Fuck! Jeg vil OGSÅ i praktisk på en ambassade.

Søs skriver jævnligt meget fortællende e-mails hjem fra Berlin, og det er svært ikke at ønske sig derned. Muligheden for udlandet og at være, sådan, professionel agtig du ved. I udlandet! Jeg vil det, og jeg vil det nu.
Lysten fortager sig ikke, da jeg henslængt i vindueskarmen betragter Rasmus, der laver fejrings-pandekager, fortælle om hans fremtidige praktikophold på ambassaden i Hanoi. Effing Hanoi. Jeg ved ikke engang hvor i KinaVietnam det ligger. Nord eller syd? Hvad helvede.

Jeg er måske ikke helt færdigbagt i den akademiske stenovn, til at blive sendt nogle steder. Endnu. Langtidshævning og sådan. Til gengæld har jeg allerede planerne på plads. Mit spansk skal genoplives, jeg skal ud og købe en blazer, jeg skal nyde et efterår, som man godt kan ignorere lidt. I modsætning til det danske.

Så hellere uvidenhed

Awwnutsnutsnuts, tænker jeg, mens jeg med begyndende hovedpine og svedperler i overskægget forsigtigt taster mit password ind på tastaturet. Hej webbank. Hvor jeg dog hader dig.

Efter halvanden uge i blomsterbestrøet, champagnesprudlende uvidenhed, har min økonomi-neurose prustende og storsvedende indhentet mig. Jeg ved udmærket, hvad der venter. Enten er det et forbavsende stor beløb med et meget lille minus foran, eller også er det et forbavsende lille beløb, der overhovedet ingen intentioner har, om at forsøge at se større ud. Lige meget hvad, så er det noget knep. Men Berlin, sommerhus og hvorvidt jeg skal nøjes med ét måltid om dagen resten af måneden afhænger af det.

Arg. Bare én overspringshandlig til. Derefter, rationel adfærd. Jeg lover det.

Det havde du virkelig ikke behøvet

Far har i et anfald af bundløs bekymring for mit videre velbefindende lånt mig et stks. FC København halstørklæde. Far er udmærket klar over, at jeg nægter at associere mig med fodbold og alt der har med sporten at gøre, hvorfor udlånet, velment som det er, for øjeblikket ligger henslængt over lænestolen. Hysterisk, måske, men på trods af løfter om ikke at tage billeder af mig, mens jeg ligger og sover med de blå-hvide farver omkring min hals, så stoler jeg ikke på ham. Så hellere hoste et par dage mere.