Tog er nu ellers ikke nederen, som sådan

- Ja ja, nu skal det ikke blive for personligt.
Jeg glaner op på billetkontrolløren, der åbenbart ikke, i modsætning til jeg, har forstået, at man altså ikke snakker højlydt i en fucking hvilekupé. Men man må åbenbart godt snakke, nej, man skal snakke med billetkontrolløren, og man har lige præcis så lang tid det tager, at give stempel-saks-maskine-tingen et upassioneret klem, og kaste billet, kørekort og wildcard ned på bordet foran mig, til at indlede en personlig samtale.
Han kunne i det mindste have kigget på mit wildcard, nu når jeg brugte 26 minutter på en tømmermænds forkrøblet fredag morgen på at stå i kø, så jeg kunne få det fornyet. Den rammer mig en gang imellem, denne tilfredshed med at have gjort noget ordentligt. Rigtig. I følge reglerne. God dreng, dygtig, her er en kiks. Og alle folk er ligeglade. Specielt billetkontrolløren.