Det er en god ting, tro mig I

Killer, tænker jeg, mens jeg skuer ud over festlokalet. Fyldt til randen, en 40-50 mennesker, og jeg kender ikke en sjæl. Ud over Rasmus, Mathilde og Maja. En lille men udvalgt flok, slet ikke dårligt selskab. Men øh, right. Må hellere blive forholdsvist tilpas beruset inden alt for længe, hvis jeg skal overleve det her.

42 minutter senere er jeg i gang med at forklare Evelyn Glennie look-a-liken, hvor totalt meget hun ligner den her virtuose skotske perkussionist, der i øvrigt er døv. Evelyn-klonen kigger på mig lettere uforstående, usikker på hvor stort et kompliment, der egentlig er tale om. Jeg forsøger at overbevise hende om, at slagtøj aldrig har været det samme siden Evelyn. Reaktionen udebliver. Jeg konkluderer, at hun enten ikke har nogen interesse har for slagtøj, eller at hun ikke er tilfreds med at blive sammenlignet med en døv skotte - hvorfor det for helvede kan være lige meget. I baren med mig.