Verdensmester i stilhed

Først idet en række næsten-synkroniserede brøl og jubelråb knalder ud fra oplyste, varme stuer, ud igennem lukkede vinduer, og ud i søndags-mørket, hvor stilheden forskrækket fortrækker sig til det modsatte hjørne af den mørklagte fodboldbane, der til dagligt befolkes af folkeskolens mest fysisk aktive og mest larmende elever, går det op for mig, hvad der foregår. Århus har aldrig været så stille som nu, undtagen for de sekunder, hvor nogen har skudt/smidt/kastet en bold ind i et net. Byens stemmer rejser sig, vånder sig, fejrer sig selv, forstummer igen med en nervøs forventning om næste forestående lejlighed til at råbe, skrige og hoppe i sofaen. Noget man burde gøre noget oftere, sådan generelt.

Frihed for

Der var en decideret kold sensommer aften, hvor jeg sad med Peter og drak champagne på en restaurant, som kun to herrer, der i virkeligheden ikke har andre forpligtigelser, end over for sig selv, kan gøre det. Vi snakkede om, hvordan man skriver. Hvis man skriver. Hvad er der, der er værd at skrive om? Hvad man bør skrive om. Er der nogen, der har brug for, at blive skrevet til overhovedet?

Mens Tjener-Niels bidrog med sin venlige opmærksomhed, sad jeg nervøst og tog noter. Nej, ikke nervøst. Ængstligt. Det var besynderligt, følte jeg, at så kold og foruden Peters selskab i øvrigt helt ordinær aften, skulle være den aften, hvor jeg skriblede ord og sætninger på papirsdugen, der alle beskrev grundvilkårene for et lykkeligt liv. Det føltes så vigtigt. Så væsentligt og så reelt. Dette er min fremtid værd, tænkte jeg med en stille begejstring. På trods af den tvingende nødvendighed af diskussionen og dens produkter, så føltes det hele meget farligt, men frygten forsvandt i lige dele champagne og fornemmelse for skæbne.

Alting er stadigvæk meget farligt. Men mere nødvendigt end nogen sinde før.

Før eller siden

Det eneste, jeg hører for tiden, er salgstaler for København. Salgstaler pakket ind i gode intentioner for min fremtidige non-akademiske karriere, mit kærlighedsliv, mit generelle velbefindende. Der er ikke den ting, som den by ikke kan klare for mig. Men jeg ved ikke helt, om jeg er færdig med Aarhus (det er man måske ret hurtigt). Under alle omstændigheder er jeg ikke færdig i Aarhus. Så jeg lytter til talerne, mens jeg smiler, drømmende, og bliver lidt glad for at høre, at der er noget København savner. Mig.

Forberedelser og forbedringer

Ligger i sengen med favorit-puderne i ryggen og spiser Them ost på TUC kiks. Er i gang med at udarbejde en liste over alle de film, som jeg skal nå at se, så jeg kan være forberedt til Oscar-night i BioCity med Peter, Martin, Tobias, Jens, Jeppe, Stine og Stine's veninde. Jeg elsker de her puder. Bedste gave i år, sammen med den der dims, der gør, at jeg kan bruge min Xbox 360 controller til at kontrollere VERDEN! Det er ret sejt.

Hævnen

Det hele fortabte sig i mindet om alle de mennesker, som jeg har elsket, skarpt efterfulgt af mindet om alle de mennesker, som jeg har villet ondt. Det næste naturlige skridt er mindet, om dem, som jeg har gjort ondt. Om dem, der har gjort mig ondt. Og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal stille op med det hele. Men jeg husker flere og mere, idet jeg går hjem, end da jeg kom.

Det er en sjælden film, som jeg tvivlsomt vil se igen. Indtrykket, som det har efterladt, er så dybt og klart defineret, at jeg til hver en tid vil kunne hive det hele frem til nærmere inspektion. Det er kunst, det er håndværk uden lige. Det er en eksploration af hævn som et allestedsnærværende væsen, og hvordan det kæmper om magten med overbevisninger, filosofier og det generelle ønske om at være et godt menneske. Eller ej.

PS: Måske ikke en date-film (OVERHOVEDET), men der er aftalt en re-date. Må have gjort et eller andet rigtigt over kaffen før filmen. Wooh!

Status!

Tid til en lille update! Alt muligt er sket på meget kort tid, og jeg aner ikke, hvad det nogensinde skal ende med. Er det ikke spændende? Og, ja, sådan lidt, du ved, angstprovokerende? Anywho, her er nogle overskrifter.

1 - Blev foreslået at/opfordret til at søge en ph.d. Som om jeg ikke har læst nok i forvejen. Har snart brugt 1½ uge på at tænke grundigt og længe over, hvorvidt det nu er en god idé. Jeg er jo ikke rigtig klog, vil jeg mene. Jeg lader bare som om.

2 - Mandags-date! Jeg er så pisse spændt, at jeg skider sommerfugle. Det er første gang i ufattelig lang tid, at jeg har set frem til at stå op på en mandag. Hvilket nok er den præcise årsag til, at jeg ligger her, ude af stand til at falde i søvn.

3 - Smuglytning ved meget spændende borde på reserve-tjener-arbejdet. Det er nu sjovt, at lytte til etablerede professorer, der sidder og bitcher over en kollega, der vist tror, at han/hun har genopfundet shotsglasset. Det kan godt ske, at professorer også kun er mennesker, hvorfor de selvfølgelig sladrer og bagtaler. De er bare så velformulerede, når de gør det.

4 - Blev anklaget for at være terrorist, da jeg kigger forbi køkken-arbejdet. Kokke-personen, der måske/måske-ikke var den nye køkkenchef, kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde set mig dernede, nu når han havde arbejdet der i en hel uge. Jeg kunne jo være hvem som helst. Jeg kunne jo have en bombe i den taske, som jeg ikke havde med mig, for en gangs skyld.
Jeg udfolder måske den begivenhed lidt mere på et senere tidspunkt. Det er så forfærdelig indviklet, så ufatteligt absurd og fyldt til bristepunktet med 36 forskellige slags ironier. Hm.

Jeg prøver lige det der søvn igen. Måske det virker nu. Hvis ikke, så kommer der flere overskrifter. Whoopie!

Tog er nu ellers ikke nederen, som sådan

- Ja ja, nu skal det ikke blive for personligt.
Jeg glaner op på billetkontrolløren, der åbenbart ikke, i modsætning til jeg, har forstået, at man altså ikke snakker højlydt i en fucking hvilekupé. Men man må åbenbart godt snakke, nej, man skal snakke med billetkontrolløren, og man har lige præcis så lang tid det tager, at give stempel-saks-maskine-tingen et upassioneret klem, og kaste billet, kørekort og wildcard ned på bordet foran mig, til at indlede en personlig samtale.
Han kunne i det mindste have kigget på mit wildcard, nu når jeg brugte 26 minutter på en tømmermænds forkrøblet fredag morgen på at stå i kø, så jeg kunne få det fornyet. Den rammer mig en gang imellem, denne tilfredshed med at have gjort noget ordentligt. Rigtig. I følge reglerne. God dreng, dygtig, her er en kiks. Og alle folk er ligeglade. Specielt billetkontrolløren.

Brb

I må undskylde tavsheden, men jeg går og arbejder på den her gigantiske opgave. Det arbejde går ud på at bruge ufattelig meget tid på at sidde foran en computer, og lave absolut ingenting. Som enhver studerende (eller has-been) ved, så er det en essentiel men ufattelig uproduktiv del af opgaveskrivningprocessen. På et eller andet tidspunkt sker der dog, heldigvis et eller andet. Ord og sætninger former sig på skærmen, og danner egentlige meningsfulde konstruktioner. Jeg glæder mig på forhånd, og det må gerne ske snart. Ellers er jeg fucked.

Det er en god ting, tro mig III

39 minutter senere skøjter Maja og jeg rundt på dansegulvet. For meget beerpong og alt for dansabelt musik har forvandlet gulvet til en glat affære. Men vi morer os, og Maja er en storsmilende fornøjelse at se på. Jeg behersker mig, og undlader at fortælle hende, at hun smiler som en ung Tyne Daly. Det har ikke rigtig virket så godt for mig her til aften, det der med at sammenligne folk med andre folk. På trods af intentionen.

Og så er det lyst, pludseligt. Skræmmende lyst. Uvirkeligt lyst. Var det ikke efterår lige før? Skulle det ikke være mørkt fra nu af? Besynderlighed. Men aften, natten og morgenen er gået. Klokken er 07:30, førend jeg er i seng. Det er okay.

Det er en god ting, tro mig II

I baren møder jeg ham her dude'n, som er ven med Michelle-fra-studiet's kæreste. Han peger på mig, anklagende, og eksklamerer, at vi har mødt hinanden før. Hvilket er sandt! For et års tid siden sad jeg i hans små-snuskede sofa og røg en joint med Michelle, der på daværende tidspunkt var så fuld, at hun var begyndt at pive i stedet for at snakke. Altså, ja, ikke fordi hun var ked af noget, men fordi hun går over i et højfrekvent spektrum, når hun bliver tilpas beruset. Skinger kan vi også kalde det, men det lyder så hysterisk. Piver, som et tyggedyr til en hund, er det helt rigtige ord.

Alt dette vækker åbenbart minder hos the dude. Han griner, og supplerer historien med en observation om den hvidvin, som jeg, selvfølgelig, havde med derop. Rasmus, der indtil da har stået og måbet af min fortid som joint-rygende humanist, bryder her ind, lettet over at kunne genkende mig igen. 'Selvfølgelig havde han en fucking hvidvin med!'