I mangel på bedre

Da jeg faldt i søvn i min seng med den bærbare ved siden af mig, lystigt afspillende 9ende sæson af South Park, ville det være ulogisk andet, end at jeg næste morgen vågner med et sæt, idet jeg skubber den ud over sengekanten. For den slags larmer. Meget. Det lyder lidt som et godt gammeldags skraldebang, men der er flere komponenter i braget end som så. Der er lyden af backspace-tasten, der endnu engang flyver ud af tastaturet (og rikochetterer af bogreolen og ud i køkkenet). Der er lyden af uret i mit højre hjørne af skærmen, der ikke vil tolerere en sådan behandling, og stædigt insisterer på at klokken er 00:32, og klokken er formodentligvis 9:06. Der er lyden af mig, der slår en flad hånd imod egen pande, og lover mig selv, at jeg aldrig vil putte med den bærbare igen.

Det må nødvendigvis gå ud over en eller anden

Takket være nogle ønskesedler, som jeg aldrig fik sendt ud, er jeg nu blevet givet så mange penge, at det er ved at være på tide at træffe et valg. Skal det være en western, så jeg kan instrumentalisere og strangulere Riverwide. Måske en 12-strengs, så jeg kan lade som om, at jeg er Matt Uelmen. Hvad med en elektrisk, så jeg kan udforske hvor meget én nabo kan hade en anden. Det ville kun være passende.

Det største problem er dog nok, at jeg egentlig ikke har lyst til at træffe valget. Nu hvor jeg kan, så er det li'som ikke så spændende længere. Herregud, det er jo bare endnu en guitar. Måske jeg bare skulle lade pengene stå og blive til flere i al deres kedsomhed... Hm.

Set til Oscar Night I BioCity

- Stine og Stines veninde, der stolt hiver ud i deres stræk-bukse-benklæder for at demonstrere helt præcist, hvor fleksible de er. I ved, den slags bukser, der har en art elastik i maven, og derfor er vildt behagelige. Først senere forstår jeg vigtigheden af at have behagelige bukser på til Oscar Night.

- Mig der med en småsmilende selvtilfredshed 'Undskyld mig'er og 'Jeg smutter lige forbi'er mig tværs igennem den lange snoede kø til dametoilettet, så jeg kan komme ind af døren til herretoilettet. Det kan godt ske, at de har bryster, dem i køen, men jeg pisser fanme, når jeg har lyst. Sku.

- Pedro, der grundet en kompleks etnicitet mener, at hans "land" har vundet bedste udlandske film lige meget hvilken film der vinder. Pedros forfædre har været vidt omkring, og de har ikke været bange for den lokale befolkning. Pedro snakker derfor alle sprog, også under filmen, og får efter kort tid at vide, at han skal holde kæft.

Sentimentalia

Jeg har spist så meget kage, at det føles som om, at jeg kunne skide en kagemand, komplet med flag, forklæde i marcipan med navn og år og alting. Lad det være sagt, det har været en MEGET hyggelig dag, også selvom der har været travlt med det hele. Problemet med al den travlhed er, at jeg ikke har haft tid til at snakke i telefon eller besvare fødselsdagsbeskeder, selvom lysten til at hoppe ud af vinduet og ryge en hengemt cigaret ude foran mit gamle værelse, mens jeg snakker i telefon, absolut har meldt sig. Som i gamle dage! Dengang man var... yngre.

Men nu er man ældre. Og hvad så? Svaret til dette spørgsmål er: Lige præcis. Tak for hilsnerne og kærligheden, kig forbi, hvis du har lyst til overskuds-fødselsdagskage. Men nok inden onsdag. Tror ikke, at det er friskt meget længere end til på onsdag.

Dublinaise

I morgen kunne jeg godt tænke mig at være i Dublin. Spise morgenmad hos den gamle mand, der har indrettet hans dagligstue til et meget privat, meget gult og meget besynderligt spisested. Han smiler og mumler ud af gebisset. Drikke den bitre earl grey the, som man kun langsomt lærer at værdsætte. Ønske ham guds velsignelse, og efterlade lidt drikkepenge i underkoppen. Møde byens summen, der aldrig rigtig stiger eller falder i intensitet. Mærke pulsen stige idet man vover at krydse en vej uden at være i nærheden af en fodgængerovergang. Som om det ville gøre en forskel. De kører som sindssyge i Dublin. Men i dag er det søndag, og byen har hverken energi, lyst eller interesse i at summe mere end højst nødvendigt. Bare lige, så man fornemmer, at det er en by. På en bænk i den der park, der ligger lige rundt om hjørnet for Trinity College, kan man suge den smule sol til sig, der finder vej igennem skyerne, og fornemme en svag duft af fortidens litterære spøgelser blandet med skydende anemoner.

Whilke teschtHIKler?

I et forsøg på at tage de sidste fem kilogram på, som jeg mistede i svinget for en lille måneds tid siden, kastede jeg mig for 23 minutter siden over en æske blommer i madeira, som jeg fandt nede i viktualierummet. Efter at have inhaleret den halve æske ligger jeg nu i min seng i en mild madeira-rus, der allerede har taget tilløb til en at udvikle sig til enkelte ambitionsløse tømmermænd. Jeg er officielt et skvat. Igen.

For jeg har ikke alene tabt mine overskydende kilogram i sygdomsforløbet, men også min alkoholtolerance og dertilhørende testikler, åbenbart. Rigtige mænd kan jo tørlægge Frankrigs vinkældre, og stadigvæk være i stand til at unicykle til månen, mens de citerer Den Gamle Mand og Havet baglæns. Rigtige mænd skriver ikke som piger. Skulle du falde over et sæt kugler og tilhørende alkoholtolerance, så returner dem venligst til undertegnede. Tak.

Eksploration andetsteds

"Forår? På søndag?" Jeg kigger op og ud af vinduet, hvor sneflokke ikke nøjes med at komme vrimlende. De styrter i panisk angst ned mod jorden, som om hele fornemmelsen af at svæve og at være lavet af vand er forfærdelig, nærmest uudholdelig. "Jord! Sten! Tegl! Fast underlag, fri os for vores lidelser," skriger de lydløst ud i vinden. Radioavisen dør hen, og erstattes af Pink Floyd. Jeg kigger ned på mine gryder igen. Der er lunt i køkkenet, og alting simrer og damper og duften af eksperimentet er helt behagelig. Mor kigger nysgerrigt i en gryde, roder lidt rundt med en ske, og siger "Hm!". Det betyder, at det måske ser lidt spændende ud. Måske det også er godt? Hun håber. Jeg fisker en pære op af en gryde og deler den med hende. Denne gang et "Mhm!". Det betyder, at hun nu ved, at det smager godt. Hun er nu begyndt at glæde sig, til at det hele er færdig. Og det er jeg sku egentlig også.

Forventelige fornemmelser omkring at være et nyt og gammelt menneske

Nogle gange ryger de i svinget, vennerne. Ham gutten, som man spillede i ens første og (måske) sidste band med. Hende pigen, der lod én tegne en stjernehimmel på hendes mave.
De er ikke væk. Jeg ved bare ikke, hvor de er, og det ærger mig. Specielt når jeg sidder og er præ-fødselsdags sentimental og ude af stand til at forstå, hvad fanden der blev af dét år. What the fuck?

Andre gange bliver de hos én, og man hos dem. Man mødes efter et år, ude af stand til at forstå og indrømme, at der virkelig er gået et helt år. Det føles som i går. Ingenting er forandret. Vi bekender os, indrømmer og afdækker, hvad vi har brug for forståelse for, brug for hjælp til. Vi deler vores glæder og vores jubel, vi deler vores dans. Ikke alt det der udenoms pis.

Mit fortsæt for mit næste år som menneske er at ringe mere pludseligt til folk, og spørge, om de kan huske dengang en navle blev til en måne. Dengang vi spillede Cream ude i barakken. At ringe, og invitere.

De små ting

Det her kommer til at lyde enormt banalt, men I bliver nødt til at prøve det. Det er den særeste ting nogen sinde. Hvis I tilfældigvis befinder jer i nærheden af en opadgående rulletrappe, og hvis I tilfældigvis ikke ser noget problem i at tage en tur på den, bare fordi, så prøv dette. Stil jeg på et trin, vend ryggen til kørselsretningen, og bliv stående. Bliv stående og kig ud på det hele, mens det hele ruller væk fra dig. Radikal tænkning, ja, jeg ved det, men prøv det, førend du fordømmer det. Folk på trin under dig vil kigge op i dit åsyn, og de vil forundres, forfærdes. Hvad laver han dog? Kigger han på mig? Er der noget at se, går jeg glip af noget? De vil ikke forstå, at det er hele fornemmelsen af at hele tiden være ved at falde forover, mens man bryder så simpel en konvention, som hvordan man står på en rulletrappe, der gør det til en meget lille, men yderst udsøgt fornøjelse. Del det eventuelt med én, som du holder af.

Biograf-rage fortsat

'Hvorfor' undrer jeg mig, mens jeg bider tænderne sammen. 'Hvorfor lige mig? Har jeg gjort mig fortjent til dette på en eller anden måde? Er jeg et dårligt menneske?'. Jeg er endnu engang taget i biografen, og jeg er endnu engang usikker på hvorfor jeg overhovedet betaler for dette, den ene gang efter den anden. Filmen er god, filmen er virkelig fucking god. Men selskabet. Det forbandede selskab.

I dag sidder jeg foran fire velvoksne New Zealændere, der finder det umådeligt underholdende, at kommentere enhver besynderlig dialekt og accent, der klinger ud af højtalerne. Så de gentager, hvad de lige har hørt, og fniser efterfølgende. Det er den slags, der kan underholde en umælende nyfødt. 45 gentagelser senere vender jeg mig om, og beder dem om at holde kæft, hvilket kun er delvist succesfuldt.

Men er jeg uretfærdig? Er det en del af det sociale aspekt i at gå i biografen, at man skal møde mennesker på denne måde? Øves i at tåle manglende respekt for narrationen, såfremt narrationen er respekten værd, og så tage det som et gode også?
Måske jeg burde være ligeglad. Måske jeg ikke egner mig til at gå i biografen på trods af, at jeg elsker film. Måske jeg bare er et dårligt menneske.