10. feb. 2010

I babyhud til halsen

Så. Jeg er tilbage. I mandags blev jeg endnu en gang indlagt, og det skulle så blive onsdag, førend jeg blev sendt hjem. Men i modsætning til mit kortere visit i forrige uge, så tror jeg, at jeg kom det helt rigtige sted hen i denne omgang. Nu kan jeg i det mindste tale igen. Og spise og drikke! Jaaa, spise! Jeg har måske ikke lagt en specifik plan for min fede-kur, men jeg er afgjort ikke uden ambitioner. Jeg skal tage 6 kg på igen, og det kan man gøre på mange velsmagende måder.

I morgen skulle jeg gerne være lidt mere restitueret. Måske der endda kommer en ordentlig tekst? For lige at kompensere lidt for de seneste dages tavshed, så kommer der i hvert fald et par øjebliksbilleder fra sygesengen. Her er de:

- Dr. Hulk mærker efter hævede kirtler ved at plante to silkebløde hænder på min hals, hvorefter jeg bliver enig med mine 40,7 graders febertåger, at hans eksistens ikke giver nogen mening. Så firskåren. Så meget skæg. Så blød. Hvordan?
- Sygeplejerske Helena griner af det toneleje, som den noget ældre sygeplejerske Kirsten ligger for dagen, idet hun næsten anklagende konstaterer, at jeg ikke er stor, hvorefter hun graver et telt af en t-shirt ud af skabet til mig. Helena griner efterfølgende af mig, idet jeg forsøger, lidt betuttet, at udtrykke, at det er jeg vel nok ikke. Uden at kunne snakke. Helena er meget charmerende. Helena må gerne.
- Dr. Navnebror spørger, om jeg har foretaget mig et eller andet eksotisk på det seneste. Jeg ville ønske, at jeg havde foretaget mig et eller andet eksotisk på det seneste. Jeg svarer nej, og drømmer den nat om mange eksotiske ting, som jeg hellere må få gjort noget ved inden alt for længe.

3 kommentarer:

  1. "Dr. Hulk mærker efter hævede kirtler ved at plante to silkebløde hænder på min hals, hvorefter jeg bliver enig med mine 40,7 graders febertåger, at hans eksistens ikke giver nogen mening. Så firskåren. Så meget skæg. Så blød. Hvordan?"

    Det er nok det sejeste, jeg nogensinde har læst!

    Godt du er tilbage og god god bedring! Der findes mange meget værre projekter end at fede sig op :D

    SvarSlet
  2. Sødmælk med proteinpulver ved hvert måltid (ikke i stedet for). Så skal du nok blive buff.

    SvarSlet
  3. Stine: Hehe, glad for at kunne begejstre :) Og ja, det gør der helt sikkert. Har endda en kammerat, der er med på at sympati-æde med mig. Livet er a-okay!

    Morten: Uuh, lyder godt. Sødmælk er der i huset, men må nok smutte ind til storbyen efter proteinpulver. Hjemstavnen er ikke blevet mindre landlig siden sidst, desværre.

    SvarSlet