Minimilie

Hah, smiler jeg, mens jeg triller ned af Ringgaden. Det regner. Meget, endda, for jeg er aldeles gennemblødt. Men regnen er ikke kold, og der er stadigvæk grønt over det hele. Det er ikke mørkt endnu. Det regner på den der måde, der invitere til dans på glatte plæner. Til at sidde under træer, og lytte til ren luft imellem fugtige blade.

Men ikke lige nu. Ikke i dag, nej, for jeg skal på arbejde, og derefter på besøg hos Jesper, Mejse og Arthur. Til mit store held var arbejdet meget hurtigt overstået, hvorfor jeg fik ekstra meget kvalitetstid med den mindste familie nogensinde. Da jeg går derfra, syv en halv timer senere, regner det ikke længere, og jeg er tør. Tør, mæt, glad og inspireret. Det er måske en meget lille familie, men de har nu engang meget store og meget varme hjerter.