Fra blomst til blomst

Aftenen er gået med at skrive på en D&D historie, som hurtigt nok skal se anvendelse*. I sagens natur hyggeligt, forholdsvist nørdet og meget som at skrive på et manuskript til noget skønlitterært. Vil jeg tro. Hvor fantastisk ville det så ikke være, hvis man bare kunne finde ud af det, nu når man egentlig godt kan lide at skrive og sådan. Men nej. Jeg stinker. Meget.

Jeg har skrevet et hav af fabelagtigt kvalmende dialoger. Beskrevet utallige farveløse landsbyer. Tegnet upræcise og uinteressante kort af en død og uspændende verden. Jeg er den værste D&D spiller nogen sinde - og jeg er ikke engang begyndt.

Så jeg sætter mig ned, for at se, om man ikke kunne skrive lidt til bloggen i stedet. For en gangs skyld, du ved. Fem minutter senere starter jeg så på endnu en historie, om at møde mennesker på Langelandsgade. Men hov, det lyder da lidt bekendt, det her med Langelandsgade, gør det ikke? Jo, det gør det faktisk. Helt præcist, så har jeg skrevet om ting, der er foregået på Langelandsgade, tre gange. Uden at være særlig overrasket over det, føler jeg mig utåleligt uoriginal. Jeg er ikke engang original nok, til at plagiere andre end mig selv. Endsige nogen med talent.

Så nu ligger jeg søvnløs og frustreret, og læser 'Vilde Svaner'. Måske man kan finde lidt inspiration der. Måske mine kære eventyrer skal udsættes for lidt kulturrevolution. Måske...

* Planen er lidt at smide historierne op her på bloggen, såfremt de modtages fornuftigt. I skal selvfølgelig skånes, hvis de... Ja... Du ved, flopper. I et forsøg på at gøre historierne underholdende omend ikke andet, så indeholder de blandt andet Kæmpepatternes Hule, nøgne homo-munke på mission - samt goblins. Jeg ville gerne kunne afsløre præcist, hvorfor goblins er underholdende, men det ville ødelægge historien på forhånd. Vent og se.