Anakronisme

Det er morgen, og jeg er i København. Helt præcist hvor er jeg ikke sikker på. Nogen taster på en bærbar, ikke engang en meter fra hvor jeg ligger; prikker huller i stilheden med små plastik-firkanter. Noget vådt siler ud af min mundvig og ned på luftmadrassen. Åh gud, hvorfor skal jeg altid falde i søvn på maven, og så savle på alt og alle? Jeg har ikke turdet åbne mine øjne endnu, for jeg har lært lektien. Lig HELT stille, og så opdager tømmermændene dig måske ikke. Så jeg vælger at lade som om, at jeg stadigvæk sover, og møffer mig rundt i min sovepose med et stille suk. En meget lille bevægelse, det burde kunne gå an. Ingen lynende hovedpine. Et godt tegn. Jeg er tryg her. Stadigvæk træt og fyldt med følelser. Og tørstig efter mere. Jeg er ikke sikker på, hvor ingenting begynder og alting stopper i dette selskab, hvilket er helt okay. Alting er på den anden side af alting. Alting er okay.

Lavet i den helt rigtige gryde

"Åh gud," tænker jeg på den indvendige side af mig selv. Jeg er blevet voksen. Det kan godt ske, at vi kun sidder i hovedretten, men inden alt for længe har jeg serveret fire retter til seks personer. Der er hvid dug, levende lys, seks glas til hver gæst. Stuen er det her sted, hvor man ikke overvejer at tænke tanken, at der måske var andre steder at være. Det er hér. Nej. Ikke kun voksen. Jeg er blevet min mor.

Jeg regner med, at jeg har været vidne til ca. 17 jule, hvor mor har stået med hendes juleforklæde på i køkkenet, to dage i streg. To gange har ovnen svigtet hende, hvorefter vi oplevede et studie i ord, som vi ikke måtte bruge i skolen. Blod, sved, tårer, hele omgangen, det er alt sammen sket og oplevet i køkkenet. Men jeg ved, at hun smiler, når hun sender det første fad ind. Jeg begynder lige så stille at forstå hvorfor. Mors mad er sandeligt det bedste i verden.

Fristelse, under evne

På trods af at have brugt dagen på mange fornuftige ting, så har jeg ingenting at skrive om. Dagen er udelukkende gået med, at jeg har foretaget mig ting, som jeg burde gøre. Fornuftige, endsige dejlige ting! Vennetjenester, rengøring, opgaveskrivning, aflevering af bøger på biblioteket. Handlet ind. Den slags.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en engelsklærer, der mente, at jeg var besat af en 'imp of the peverse' - en karakter i en Edgar Allan Poe novelle. Denne dæmon opfordrer os til at gøre alle de ting, som vi ikke burde, netop fordi vi ikke burde. Det er det sugende imperativ, der byder os at hoppe, idet vi læner os op ad rækværket på en altan på 7. sal. Det er at blive ved med at spise af osten, lille bid efter lille bid, indtil der ingenting er tilbage, også selvom der skal være til den næste uge. Det er at træde på den varme asfalt, bare lige for at se, hvordan dét egentlig fungerer. Det er at være fristet over evne. Måske det er at være hedonist.
Min engelsklærer mente, at jeg måtte have en sådan dæmon i mig, for hvad ellers kunne forklare de idiotiske komma- og syntaksfejl i et ellers dejligt engelsk. Jeg ville jo nok nærmere sætte mine penge på dovenskab.

Under alle omstændigheder har jeg været meget artig idag, ikke ladet mig friste af noget eller nogen - og gud hvor har det været kedeligt.

Studie-syndromer

Weizenbaum-syndromet

Symptomer:
Grænseløs begejstring ved gennemlæsning af den relevante tekst. Latter og tårer afløser hinanden, kun afbrudt af indtegningen af små hjerter i teksten for at markere specielt dejlige afsnit. Læser vil evt. prædike tekstens budskaber til følgende forelæsning. Ekstreme tilfælde resulterer i toilet-grafitti. Ref: matematisk instituts toilet faciliteter. Dog ikke begrænset til naturvidenskabelige tekster.

Årsag:
Sen nattelæsning, overtræthed, for meget sukker i kaffen og for meget kaffe.

Kur:
Mindre nattelæsning, mere søvn. Forsøg med studieorganisations-kurser har vist sig succesfulde i det omfang patienten har holdt sig til den anbefalede organisering af studieaktiviteter.

Wittgenstein-syndromet

Symptomer: Indre ro, Mona Lisa-lignende smil, overskud, næstekærlig omgang med frustrerede metodefags-, videnskabsteori- og studium generale-studerende. Overdreven frekvens af brug af følgende udtryk: "sprogspil", "Hvis en løve kunne tale...", "Ord er betydning, og betydning er ord."

Årsag: Introduktion til og tilegnelse af Philosophische Untersuchunge.

Kur: Ingen kendt. Auto-suggestiv terapi m. følgende mantra har vist sig at have afdæmpende effekt på symptomer: "Han forklarer jo ingenting, han forklarer jo ingenting, han forklarer jo ingenting..." Gentag ad nauseam.
Patient bør holdes væk fra løver og sociale spil.

Dag efter dag, uge efter uge

Mandag morgen:

"Unf. Nej. Gåvæksol. Kaf'. Nu."

Tirsdag morgen:
"Umf. Neeej. Væksol! Kaaaffe!"

Onsdag morgen, hvor jeg først møder kl 13:15:
"Zzz"

Torsdag morgen:
"Ikke mere kaffe? Ikke leve uden kaffe. Må købe kaffe."

Fredag morgen, hvor jeg ingen timer har. Overhovedet:

"Af en klump gas, der er gået ild i, så tager den godt nok sig selv ret alvorlig. Om igen ville jeg nok også tage min funktion ret alvorligt, hvis jeg havde lavet det samme siden tidernes morgen. Well done, sol, well done. En inspiration for os alle; umulig at ignorere, som du er."


Lørdag morgen:
"Mmm. Opvask, tøjvask, gulvvask. Og SÅ læsning. Ej. Opvask, tøjvask, gulvvask, guitarspil, kaffe-indkøbing, læsning. Ja. Sådan må det være. Skal bare liiige læse nyheder..."

Søndag morgen:
"Aldrig. Mere. Vin."

Skuleskolen

"Kaldte du mig lige 'nuser', sergentelev Lange?"
"Øh nej, hr. premierløjtnant, jeg sagde 'nu så?'. Som i, eh, om jeg skulle gå ned til..."

Premierløjtnant Quang er et halvt hovede højere end jeg. Han har, hvad der ligner et hareskår, men jeg er ikke sikker. Premierløjtnant Quang er en hård banan, og hårde bananer får nok nærmere ar efter at have nedkæmpet talebanere, hvidhajer, Godzilla'er; den slags. Ud over et lastbilkørekort, har jeg taget én ting med fra det grønne cirkus. At skule. Premierløjtnant Quang har lært mig alt, hvad jeg ved, om at skule.

"... altså, ja, gå ned til... før jeg..."
Premierløjtnanten skifter sit er-du-total-idiot-skul ud med et meget passende dumme-sergentelev-ikke-sjov-længere-skul.
"Ja, sergentelev Lange, gør det nu. Så."

Vinter-tid

"Er det det, det hedder?" undrer jeg mig, mens jeg hopper ud af bussen, og er lige ved at vælte en passerende cyklist. Det der, hvor man skal stille uret en time tilbage, for i hele to uger at få en oplevelse af, at det måske ikke er så vinter-mørkt om morgenen alligevel? Pis. Cyklisten råber et eller andet gutturalt efter mig. Jeg har aldrig styr på, hvornår fanden det er. Efter at have mistet et armbåndsur - en gave fra mine forældre - en gang for lang tid siden, svor jeg, at jeg ikke ville gå med et igen, indtil jeg genfandt gave-uret.  Der er efterhånden gået et par år eller fem... plus. Men det var et godt ur! Jeg kunne godt lide det. Simpelt uden at være kedeligt. Det havde den her funktion, hvor den automatisk styrede de der tider for mig. Hm. Må anskaffe vækkeur. Eventuelt pakke den kalender ud, som Far i sin store bekymring for min fremtidige organisering har givet mig. Cyklisten forsvinder om et hjørne, og jeg venter på grønt. Bah. Finder nok ud af det, førend det bliver aktuelt. Det kan vente.

Biograf-rage

"Jeg går aldrig mere i biografen" tænker jeg tvært, og kaster meget bestemt mit tomme popcorns-bæger i skraldeposen. Den unge biograf-person, der står og holder øje med, at folk husker at rejse sig efter rulleteksterne, skæver nervøst til mig. Jeg ignorerer ham med så meget passiv-agressivitet i mit generelle udtryk, som jeg kan mønstre, og følger efter Brian ud i natten.
"Nåh..." siger jeg.
"Ja..." svarer Brian, og sukker. Han ved, at jeg lige om lidt begynder at svine filmen, biografen og de øvrige biografgængere - han har givetvis hørt talen før. Af samme årsag forholder han sig som regel tavs, og venter på, at jeg er færdig. Dét sker typisk, idet vi passerer Finderup.
Jeg trækker vejret ind, for der er mange ting på aftenens liste. Jeg sad, som altid, ved siden af Stinke-Peter og hans kammerater, der alle gryntede begejstret af alle jokes. Som i - alle - jokes, de imponerende dårlige inklusive. Biograf personalet havde endnu en gang ikke skænket det en tanke, at mange mennesker producerer meget varme, hvorfor der var ulideligt varmt 1/3 inde i filmen. Stinke-Peter og hans kammerater begyndte på dette tidspunkt at stinke endnu mere. Og filmen. Er det helt utænkeligt, at producere en action film, hvor der rent faktisk er et manuskript, der er lidt mere sofistikeret end, hvad jeg kan finde i min 3 årige fætters Pixi-bøger? Og hvorfor skal vi altid se action film?
"Er det bare mig, eller..." begynder jeg.
"Skal du have en McFlurry?"
"Uuuh, de har fået ekstra mange krymmel-varianter, har de ikke? Jeg skal totalt meget have en Daim-M&M-Smarties-Chokosauce-McFlurry!"
Brian ved, hvordan jeg skal pacificeres. "Brian og jeg har været venner i lidt for lang tid efterhånden," tænker jeg, mens jeg sutter lidt i min McFlurry. I total stilhed passerer vi Finderup, og jeg har måske glemt alt om Stinke-Peter. For nu.

Skrift-skriften v. 2.0

"Forbandet LORT!" tænker jeg meget højt for mig selv. Jeg har langt om længe fundet den famøse stil; og jeg er forarget. I bunden af en små-fugtig papkasse, der siden 2003 har stået på mine forældres loft, fandt jeg den. I en folde-mappe, fyldt med andre gymnasie-stile, der alle havde store ambitioner om at blive mugne, lå den og var elendig. For den var og er elendig.

Det kan godt ske, at den var god taget niveauet i betragtning - men gudebenådet? Nok. Næppe. Benådet med en 2.g'ers (2.g, ikke 3.g som formodet) påståelighed og manglende respekt for retstavning, dét er den til gengæld. Nå ja, manglende respekt for noget som helst, åbenbart. Lige pludselig er jeg 17 år igen. Måske 18. Og jeg er en møgunge. Pis!

Jeg pakker kassen sammen, taper den godt og grundigt til, og bærer den op på loftet igen. "Den står på edderkoppespind og skammekrog til dig, mister" pludrer jeg til mig selv, og beslutter mig for med stor ydmyghed og respekt, at lænse blåbærbusken for blåbær. Dét har tiden lært mig. Ydmyghed. Respekt. Ja.

Udskiftning

Nabodullen skændtes altid med hendes kærester. Hendes kærester havde travlt med at gå rundt med franskbrød under armene. Armene slog i bordet, væggen og hvad der ellers stod i vejen. Vejen er i øjeblikket næsten blokeret af flyttekasser, for nabodullen er skiftet ud med klaver-Anders. Klaver-Anders spiller, tro det eller lad være, klaver, og det passer mig helt fint. Medmindre han er virkelig dårlig til at spille, så er det nok ikke værre end det ugentlige ursuppe-drama, der plejer at udspille sig inde ved siden af.