Biograf-rage

"Jeg går aldrig mere i biografen" tænker jeg tvært, og kaster meget bestemt mit tomme popcorns-bæger i skraldeposen. Den unge biograf-person, der står og holder øje med, at folk husker at rejse sig efter rulleteksterne, skæver nervøst til mig. Jeg ignorerer ham med så meget passiv-agressivitet i mit generelle udtryk, som jeg kan mønstre, og følger efter Brian ud i natten.
"Nåh..." siger jeg.
"Ja..." svarer Brian, og sukker. Han ved, at jeg lige om lidt begynder at svine filmen, biografen og de øvrige biografgængere - han har givetvis hørt talen før. Af samme årsag forholder han sig som regel tavs, og venter på, at jeg er færdig. Dét sker typisk, idet vi passerer Finderup.
Jeg trækker vejret ind, for der er mange ting på aftenens liste. Jeg sad, som altid, ved siden af Stinke-Peter og hans kammerater, der alle gryntede begejstret af alle jokes. Som i - alle - jokes, de imponerende dårlige inklusive. Biograf personalet havde endnu en gang ikke skænket det en tanke, at mange mennesker producerer meget varme, hvorfor der var ulideligt varmt 1/3 inde i filmen. Stinke-Peter og hans kammerater begyndte på dette tidspunkt at stinke endnu mere. Og filmen. Er det helt utænkeligt, at producere en action film, hvor der rent faktisk er et manuskript, der er lidt mere sofistikeret end, hvad jeg kan finde i min 3 årige fætters Pixi-bøger? Og hvorfor skal vi altid se action film?
"Er det bare mig, eller..." begynder jeg.
"Skal du have en McFlurry?"
"Uuuh, de har fået ekstra mange krymmel-varianter, har de ikke? Jeg skal totalt meget have en Daim-M&M-Smarties-Chokosauce-McFlurry!"
Brian ved, hvordan jeg skal pacificeres. "Brian og jeg har været venner i lidt for lang tid efterhånden," tænker jeg, mens jeg sutter lidt i min McFlurry. I total stilhed passerer vi Finderup, og jeg har måske glemt alt om Stinke-Peter. For nu.