Vinter-tid

"Er det det, det hedder?" undrer jeg mig, mens jeg hopper ud af bussen, og er lige ved at vælte en passerende cyklist. Det der, hvor man skal stille uret en time tilbage, for i hele to uger at få en oplevelse af, at det måske ikke er så vinter-mørkt om morgenen alligevel? Pis. Cyklisten råber et eller andet gutturalt efter mig. Jeg har aldrig styr på, hvornår fanden det er. Efter at have mistet et armbåndsur - en gave fra mine forældre - en gang for lang tid siden, svor jeg, at jeg ikke ville gå med et igen, indtil jeg genfandt gave-uret.  Der er efterhånden gået et par år eller fem... plus. Men det var et godt ur! Jeg kunne godt lide det. Simpelt uden at være kedeligt. Det havde den her funktion, hvor den automatisk styrede de der tider for mig. Hm. Må anskaffe vækkeur. Eventuelt pakke den kalender ud, som Far i sin store bekymring for min fremtidige organisering har givet mig. Cyklisten forsvinder om et hjørne, og jeg venter på grønt. Bah. Finder nok ud af det, førend det bliver aktuelt. Det kan vente.