Collage

"Jeg kunne være i Bergen." Fortidens megalomaniske ambitioner krøller sig sammen i mine ideers harmonikasammenstød. Geværer og uniformer hvirvler sammen med dissektionsbestik og gigantiske mikroskoper, støder ind i sejlende bowlingkugler, plettet malertøj og forgyldte, evig-kolde stetoskoper. Håndtryk følger smilende anerkendelse følger håndtryk. For enden af det hele er en bog, som ingen vil læse. Når muligheden for at opleve alting igen, alting som det altid har været, melder sig, så melder alt det, der kun har været delvist, sig også. Det forkludrer enhver tanke, eksisterer som et kaos af billeder, lyde, smage, følelser, et kaos der ikke ønsker at være andet, end det enste, jeg sanser. Det gør det umådeligt besværligt at koncentrere sig om noget som helst.

Som en si

Forfrossen og fordrukken stavrer jeg igennem natten. Vejen er øde. Jeg fornemmer ingenting, ud over mig selv og kulden. En enkelt cyklist overhaler mig på et eller andet tidspunkt, og jeg bander i min ukontrollerede fuldskab over, at jeg ikke tog min cykel med. Så ville jeg være hjemme nu.

Uden at mæle et ord forlod jeg det gode selskab. Menneskerne, larmen, lugtene, øllet, barens mørke, det hele blev for meget, og jeg måtte ud og have noget frisk luft. Ude af stand til at sige ordentligt farvel valgte jeg at foretage et lydløst men ikke ubemærket exit. Må huske at undskylde ved lejlighed, tænker jeg, og åbner døren ud til en lydløs nat.

Den kolde vind hjælper imidlertid ikke på kvalmen. Jeg pakker mig selv ind i mine arme, og forsøger at lade være med at klapre tænder. Aldrig mere, mumler jeg for mig selv, og griner lidt af det hele. I morgen vil jeg ikke huske kulden. I morgen har jeg det fantastisk dårligt, og jeg vil mene, at det er sidste gang. Sjovt, fniser jeg, hvordan aldrig bliver til altid.

Teenager og lidt til

Hm, tænker jeg, og undrer mig over, hvad dælen der er sket. Dette er en ny ting. Jeg har lige, for første gang nogen sinde vil jeg påstå, følt en art fornøjelse ved at rode rundt med mine konti i webbanken. En følelse, som jeg troede hørte Halløjskolens beboerer til. Er jeg blevet ansvarlig og lige frem begejstret for det?

Vås, konkluderer jeg, og fortsætter mit budget-projekt. Selvfølgelig er det nok nærmere resultatet af mit roderi med cifre og konti, der fornøjer mig på forhånd. Det lyder sandsynligt. Én ting er sikkert. Forældrene må aldrig høre om dette. Hverken projektets formål eller fornøjelsen derved. Nu har jeg brugt næsten 26 år på at være helt og aldeles uinteresseret i bekymre mig for meget om det materielle, mens de har brugt næsten 26 år på at forsøge at undervise mig om vigtigheden af et vist mål bekymring. Ville det nogensinde få en ende, hvis jeg første begyndte at give dem ret?

Gave fører til fest fører til noget anderledes

Det er nu meget smart, det der Facebook. Jeg kan takket være Facebook se, at jeg er den eneste mand/fyr/dreng, der med sikkerhed kommer til aftenens fest. Resten af de inviterede repræsentanter for mit køn, kønnet der opfandt uvurderlige ord som 'dingleribs' og 'smatkasse', står alle som 'dukker måske op'.
Her begynder man så at føle en art panik-angst. Skal aftenen i sandhed gå med at diskutere X-factor og Twilight Sagaen? Jeg har for helvede allerede købt en gave til fødselsdagsbarnet, og jeg har egentlig ikke bedre ting at tage mig til. Afsted skal jeg.

Så længe jeg finder en plads ved siden af pigerne fra holdet, pigerne som jeg i det mindste kan føre en umiddelbar samtale med, så skal jeg nok overleve indtil det punkt, hvor jeg og de resterende gæster er blevet så tilpas snaldrede, at alle er gode venner med alle, hvilket i øvrigt er det helt rigtige tidspunkt at introducere mig selv til det halve håndboldhold, der åbenbart også dukker op.

Det skal nok blive en... en anderledes aften.

Hurtig middag på en fredag uden nogen speciel anledning overhovedet

Jeg havde svært ved ikke at grine af det ældre par, der sad ved siden af os, mens vi i åbent forum diskuterede menukortet. Den ældre herre, der sad tættest på Cecilie, blev ved med at læne sig til en side, så han bedre kunne beskue hendes røv. Enten beundrede han hende i al hendes skønhed, eller også var han forarget over hvordan hun valgte at beklæde hendes selvsamme. Cecilie så ingenting, og det føltes ikke som det rigtige tidspunkt at påpege, at hun blev begloet af et mosefund. Mosefundets kone sad trods alt over for ham, og selvom hun var blind, så var hun vist ikke døv. Så langt var der heller ikke imellem vores borde. Cecilie ville endvidere med en vis sikkerhed være ude af stand til at håndtere situationen på en diskret måde. Selvom det ville være underholdende, så ville det vist være bedre at gemme disse nøje indsamlede informationer til på mandag, hvor vi ses igen. Så jeg spider et stykke and på min gaffel og ærges endnu engang over, at jeg ikke kan finde ud af at confittere.

Tid til pausefisk

Man tror det er løgn, men jo, jeg forsikrer dig, den er god nok: i dag fik jeg en noget nær uimodståelig lyst til at gå til eksamen.
Jeg lader den lige stå lidt. I mellemtiden kan du beundre pausefiskene:

Sådan. Det må være rigeligt.

Jeg tror, at lysten udsprang af, at jeg egentlig ikke fandt dagens arbejde særlig spændende. Intet ved det hele forekom vigtigt. Det var jo bare endnu en dag. Udsigten til at blive konfronteret med endnu flere dage af denne slags var ikke overraskende voldsomt motiverende. De der eksaminer, som jeg egentlig har gået og været lidt ligeglad med, var måske ikke helt uvigtige, også selvom selve faget er det.

Det er år siden at jeg stod af ræset med at blive hurtig færdig, så man kunne bruge resten af ens dage på... tja. Mening og ekstentionel relevans udi et personligt lyst- og ambitionsunivers har taget overhånd. Selvom det er født af at stå meget tidligt op og udføre hårdt fysisk arbejde, så er det lidt rart at føle sig motiveret igen. Motiveret til at blive til noget andet. Motiveret til at høste ECTS point, motiveret til at færdiggøre og afslutte. Forandring fryder.

Hot-snot liste #3

Hot

- Tilbud på Bastogne kiks i Føtex, når man går og har den her enorme lyst til at dyppe dem i sort kaffe, og så ellers proppe dem i fjæset.
- At overnattende gæster folder afskeds-origami, nu når de alligevel forlader lejligheden mens jeg har travlt andetsteds. Afskeds-origami lavet af penge og blå karton.
- At man nødvendigvis må rejse til London for at købe en Nexus One. Øv altså!

Snot
- At telefonen nu har forladt denne verden til fordel for de evige jagtmarker. Marker, hvor telefoner jager hoveder, facehugger-fra-Alien-filmene-style.
- Chefens entusiasme for at udbetale en hel månedsløn i råvarer. Nej, kære chef, jeg er ikke en blåhval, og jeg spiser slet ikke så meget endda.
- Nidkære ekspedienter, der insisterer på at lave et tilgodebevis på 25,-, nu når man kun har formået at bruge de 575,- af de 600,- som den oprindelige vare var værd.

I modsætning til i dag

I morgen bliver en helt anderledes dag. Korkpropper skal flyve fra morgenstunden, for en ven bliver formodentlig færdig som arkitekt. Jeg skal stå tidligt op, så jeg kan møde op i tide. Så jeg kan blive middagsberuset, gå hjem og sove en lang eftermiddagslur og efterfølgende være aftenfrisk. Normalt ville jeg spille lidt natguitar i den forbindelse, men i går skar jeg en god luns af min pegefinger på venstre hånd. Det var ikke helt med vilje, men det er resultatet af overdreven brug af strygestål. Dét og så lidt for stor entusiasme og ivrighed omkring finsnitningen af skalotteløg. Under alle omstændigheder gør det en anelse avs at bruge enden af min pegefinger, og lige præcis enden af pegefingeren anvendes ret ofte, når man spiller guitar. Og skriver på den bærbare. Nuvel. I det mindste bløder jeg ikke ud over det hele længere.

Flyttelyst

Og så var det min tur til at være døden nær. Af ren og skær træthed valgte jeg i hvert fald at falde om i min seng i går aftes, udmattet efter alt for meget arbejde på alt for få dage. 70 travle timer fra tirsdag til lørdag, cirka. Søndag gik med at hjælpe Anna og Thomas med at flytte, hvilket heller ikke just var ren afslapning. Men det var et lækkert sted, og de bliver med garanti meget glade for det. Hvilket de nu også fortjener. Efter at have set lejligheden, så fik jeg selv lidt kriller. Man kunne jo måske godt flytte i noget lidt større, specielt nu hvor man har penge til overs. Man kunne få sig et ordentligt køkken. En egentlig stue. Et rigtigt soveværelse. Måske endda et kosteskab. Mmm. Kosteskab.

Det var en lille fornøjelse at betragte deres fælles eksistens, fordelt i flyttekasser og komprimeret til uigenkendelighed. Vidunderet var selvfølgelig at se, hvordan det at få velvalgte ting blev sat på plads i det nye hjem gjorde den store forskel. Et andet vidunder er, at de kan have fem, f-e-m, flyttekasser, proppet med kogebøger. Måske det er mere forunderligt end vidunderligt. Men hvad. Man glæder sig til at besøge under alle omstændigheder.

Upsadasse

Næsten død. Ikke helt i live. Lad os sige, at det har været en lang og hård dag, og at jeg tabte min telefon ned af fem trappetrin på vej ud af døren. Trappetrinene var, viste det sig, lavet af den hårdeste art sten, der overhovedet er at finde på denne planet. Og der var kun lige nok til de fem trappetrin, skal det siges. Fancy! Men telefonen kunne ikke lide at blive tabt på den måde, endsige at lande på noget så hårdt. Så den gik lidt i stykker. På en måde. Jeg kan ringe fra den, hvis jeg holde de to dele, som den nu er i, med begge hænder. SMS'er tør jeg slet ikke tænke på at overveje at vurdere at forsøge at skrive. Så nu er den næsten død. Ikke helt i live.

Det må betyde, at det er helt i orden, ja, endda nødvendigt for mig, at begynde at overveje hvilken HTC telefon, jeg skal købe mig inden alt for lang tid. Oh well!