Som en si

Forfrossen og fordrukken stavrer jeg igennem natten. Vejen er øde. Jeg fornemmer ingenting, ud over mig selv og kulden. En enkelt cyklist overhaler mig på et eller andet tidspunkt, og jeg bander i min ukontrollerede fuldskab over, at jeg ikke tog min cykel med. Så ville jeg være hjemme nu.

Uden at mæle et ord forlod jeg det gode selskab. Menneskerne, larmen, lugtene, øllet, barens mørke, det hele blev for meget, og jeg måtte ud og have noget frisk luft. Ude af stand til at sige ordentligt farvel valgte jeg at foretage et lydløst men ikke ubemærket exit. Må huske at undskylde ved lejlighed, tænker jeg, og åbner døren ud til en lydløs nat.

Den kolde vind hjælper imidlertid ikke på kvalmen. Jeg pakker mig selv ind i mine arme, og forsøger at lade være med at klapre tænder. Aldrig mere, mumler jeg for mig selv, og griner lidt af det hele. I morgen vil jeg ikke huske kulden. I morgen har jeg det fantastisk dårligt, og jeg vil mene, at det er sidste gang. Sjovt, fniser jeg, hvordan aldrig bliver til altid.