Teenager og lidt til

Hm, tænker jeg, og undrer mig over, hvad dælen der er sket. Dette er en ny ting. Jeg har lige, for første gang nogen sinde vil jeg påstå, følt en art fornøjelse ved at rode rundt med mine konti i webbanken. En følelse, som jeg troede hørte Halløjskolens beboerer til. Er jeg blevet ansvarlig og lige frem begejstret for det?

Vås, konkluderer jeg, og fortsætter mit budget-projekt. Selvfølgelig er det nok nærmere resultatet af mit roderi med cifre og konti, der fornøjer mig på forhånd. Det lyder sandsynligt. Én ting er sikkert. Forældrene må aldrig høre om dette. Hverken projektets formål eller fornøjelsen derved. Nu har jeg brugt næsten 26 år på at være helt og aldeles uinteresseret i bekymre mig for meget om det materielle, mens de har brugt næsten 26 år på at forsøge at undervise mig om vigtigheden af et vist mål bekymring. Ville det nogensinde få en ende, hvis jeg første begyndte at give dem ret?