Godt nytår!

Nytårsaften. Lige om lidt. Jeg har knoklet i de sidste mange dage, synes jeg, for at nå det hele. I dag har jeg så haft travlt med at hvile, sove, besøge min dejlige tvillingesøster og derefter Vinpusher-Lars. Nu har jeg 1½ time til at iklæde mig et jakkesæt , pakke en gave eller to ind, skrive lidt i en bog. Hvilket jeg nok skal nå. I dag går den ikke at være sent på den. Ingen fashionably lateness. Jeg er ventet og fuld af tusindvis af små forventninger. Det bliver en dejlig aften. Må I have en tilsvarende sikker aften i selskab med jeres kære. Pas på jer selv og jeres familier, og må alt være vel, når vi ligger os til at sove ind i et nyt år.

Stedfortræderi

I modsætning til cirka alle mine venner på Facebook, så nægter jeg at skrive en statusopdatering om, at jeg nu har set Avatar. Så jeg skriver et blogindlæg i stedet, og er dermed kun en hykler af en eller anden ubetydelig og mindre rang.

Ud over at nære et brændende ønske om at være høj (højere end jeg er i forvejen), langlemmet (igen, mere end jeg er allerede), blå (nej, er ikke blå på nogen måde for tiden) og iført et lændeklæde(...), så er jeg efterladt med en vis ro. Der er mange tanker og ideer, der helt sikkert vil være selvfølgelige for biologer, nyhedninge og miljøaktivister, i filmen. Når man nu ved, at filmen vil blive set af mange individer, så kan ens indre såvel som ydre hippie meget belejligt håbe, at disse tanker og ideer vil rodfæste sig, vokse op og udsende sporer i alle retninger. Kender jeg mine sporer og ideer ret, så er de allerede i gang.

Fordi!

Efter min chef's chef udtalte, at han kunne snakke alle til at gøre alting for ham, er jeg begyndt kategorisk at sige nej, når han beder mig om et eller andet. Hvorefter jeg griner for mig selv, fordi det er overlagt kontrært, og derfor fjollet. Han synes vist ikke, at det er helt så underholdende, som jeg gør. Men altså, det er da hovmod at påstå den slags. "Se mig, jeg har så vindende en personlighed og så rund og blød en mave, at jeg umuligt kan være andet end harmløs. Gør iøvrigt lige dette og hint". Niksen biksen, mester. Som om det ikke er let nok, at være på tværs sådan generelt, så er der en endnu større fornøjelse ved at være kontrær med vilje. Kan anbefales i det små. Prøv det!

Lykkelig uvidenhed

Så. Sidste egentlige julefrokost var i dag. Nu kan man begynde at spise lidt varieret igen. Hvis jeg overhovedet havde et behov for svin i første omgang, så er det stillet nu. Nu og et års tid frem. Måske er det på grund af alt griseriet, at jeg sidder med den her helt enorme skyldfølelse. Et eller andet har jeg gjort eller ikke gjort, som jeg burde. Jeg har glemt noget eller nogen. Der er begået en forbrydelse mod sociale konventioner, og jeg er gerningsmanden. Det nager og gnaver, og jeg kan overhovedet ikke huske, hvad fanden det er.

Så dette må være én af mange bodsgerninger. Jeg vil gerne undskylde over for alle, som jeg måtte have gjort uret. Du har, givetvis, ikke fortjent det. Lige pludselig kommer jeg i tanke om det, og så kommer jeg rendende med favnen fuld af undskyldninger. Og chokolade. Hvem kan ikke lide chokolade?

Slægten

Pakkeleg. Gaver i flere lag hele vejen ned af langbordet. Flere gaver end vi havde under træet. Oldeforældre, der stjæler pakker fra grædende oldebørn. Voksne mænd, der smider terning og bæger gennem lokalet, mens de forbander samtlige hellige og uhellige magter, de kender. Marcipanjuletræer, dekoreret med marcipanmus, der spiser marcipanost i et puddersukkerlandskab. Lysende måske-dildoer i vindueskarmen. Cirkeline-erstatnings-hunden, der er meget krøllet, meget salig og meget begejstret for at slikke på ens fødder. Det er jul på en lidt anden måde hos familien Sørensen, og jeg synes, at det er pisse hyggeligt.

Huset, hvor det hele foregår, har altid været mit private Amerika. Mulighedernes hus. Her kan vi skændes uden at gå og spare op til det i flere år på forhånd. Her gør vi det behageligt for alle, hvem man end så er. Ikke så meget hysteri omkring at holde på former. Bare glæde og begejstring. Nogle vil kalde det simpelt, andre vil bruge ordet 'grotesk'. Jeg vil kalde det anderledes, og hylde det og alle dets facetter. Fejl og mangleder inklusiv.

Så hellere lidt funk, tak.

Julepunk. Når man kommer fra Viborg, så tager man til julepunk på Paletten d. 26 december. 'Man' inkluderer her den mere alternative crowd, måske mest de folk, der før eller siden har frekventeret Amtsgymnasiet. Derfor må og skal jeg til julepunk, også selvom jeg egentlig ikke har specielt meget lyst. På trods af tre år på Amtsgymnasiet. 'Bare rolig,' siger Marie, 'det kommer i morgen! Du skal bare lige lytte til Röd med Kent, Bon Iver's nyeste og The Balcony af The Rumour Said Fire, så er den hjemme!'. Men det er jo ikke punk, tænker jeg, og tilføjer de dikterede sange til min playliste på Grooveshark. Jeg kan egentlig godt lide rigtig mange musik genrer. Alt andet end metal og fusions jazz, plejer jeg at påstå. Men jeg bliver lidt venstreorienteret og lidt gammeldags, når jeg ikke har tilpas meget indsigt i eller sympati for kulturens diskurs, til at kunne værdsætte dens specifikke æstetik. Hm. Venstreorienteret, gammeldags og forstokket. Måske det lige præcis er julepunk, der skal til. Spøgelser kan garanteret ikke lide julepunk.

Venstrehånds skrivning

Så træt. Så mæt. Ligger i min seng, skriver med én hånd. Venstre hånd, bare lige for at gøre det hele lettere og hurtigere for mig selv. Dejlig dag! Dejlig aften. Juletræsdansen var ikke totalt horribel, og jeg fik den her grydeske, der bare er perfekt til risotto og alt muligt andet, hvor ting ikke må brænde bare lidt på. Awesomepants! Jeg betragter mig selv, som værende et ganske tilfreds og beriget menneske, når den helt rigtige grydeske er årets julegave.

Mine kære læsere, må I have en rigtig dejlig jul. Pas på jer selv, jeres familier og jeres maver. Jeg har ikke nogen gave til jer, også selvom jeg har fået så rigeligt af jer. Tak for velment kritik, konstruktiv feedback og stille begejstring. Det er tre ting, som jeg aldrig kan få nok af.

'Tis the season

Rå mængder af Fars hjemmebryggede gløgg er den helt rette ting, når man er ved at have fået for meget af familien. Familie-fnidder kalder jeg det. Man kommer på langt visit i forbindelse med den ene eller anden højtid, og så skal man rigtig hygge, for det bliver næsten som dengang man boede hjemme, og hvor var det hyggeligt dengang. Men der er gået seks år siden man boede hjemme, ens værelse er reduceret til et syværelse/motionslokalet, og hyggen forsvinder meget pludseligt i det sorte hul der opstår efter eksplosionen, der er resultatet af konfrontationen af nye og gamle vaner, nye og gamle intentioner.

Det hjælper selvfølgelig lidt på alting, at Storebror har slæbt et lærrede og projekter med hjem, så vi kan spille Xbox 360 i syrummet/motionslokalet. Storebror er viis for hans alder, for han er forberedt på familie-fnidder. Jeg må studere ham, lære af ham, helst inden jeg dør af gløgg-forgiftning. Tak.

Juleaften nr. to

Der er to juleaftener her i huset. Den ene er selvfølgelig den 24ende. Den anden er når Far kommer hjem fra sidste arbejdsdag før juleferien med firmagaver. Og det gjorde han så i dag.
Første pakke var en pose fra La Glace, fyldt med en masse små pakker og kasser. Vi fik ikke åbnet for det hele, men vi fandt chokolader, småkager, kaffe, the, en skærekage og en roulade (hvilket var meget underligt, synes vi, men det må være lidt interessant, nu når det er fra La Glace). Jeg rækker hånden ud, for at tage en smagsprøve, men Mor dasker den væk med et svirp i håndledet, der ville gøre enhver skolelærerinde i 1920'erne misundelig. Mor er stor fan af at dosere, hvad der er godt, hvilket er et standpunkt, som jeg for det meste er parat til at udfordre. Specielt når det gælder chokolade. Herregud, tænker jeg, det er jo bare chokolade. Til for at blive spist, ikke?

Anden pakke indeholdte seks flasker vin, der næsten alle sammen var ældre, end jeg er. Eller, nej, det er løgn, de var fra 2001 eller deromkring, men de kunne lige så godt være fra umiddelbart før Napoleonskrigene startede. Far rutter måske med mange ting, men ikke gave vinen. Jeg vinker farvel til vinen fra døren til viktualierummet (bedre kendt som vinkælderen) efter at han har katalogiseret, markeret og arkiveret den. Farvel vin, vi ses engang når jeg (forhåbentlig) arver dig. Mens Mor trods alt deler ud, så gemmer Far bare på tingene i rigtig lang tid. Herregud, tænker jeg, det er jo bare vin. Til for at blive drukket, ikke?

Tredje pakke bestod i en trolley-taske. Herregud, tænker jeg, den må han sku sende retur.

Meningsfattig figur

Jeg er hos min forældre, igen, og jeg har lyst til at skrive om alt det, der er foregået i dette hus siden vi byggede det. Så jeg kunne skrive om en hel masse, der før eller siden ville ende i klicheer og banaliteter. Det første kys. Den første orgasme. Det første spark i skridtet. Den slags. Men jeg er flyttet fra stedet. Man er blevet undervist og skolet, og man har udviklet en fornemmesle for tal. Tallet ét, og dermed første gang noget sker, er lige så unikt som tallet to, og dermed anden gang noget sker - igen. Hvis jeg så bare kunne huske mit andet kys, min anden orgasme, anden gang jeg blev sparket i klokkeværket, så ville jeg skrive om det.

Hvad jeg kan huske er, at jeg er fem tekster bagud. Jeg lover, at indhente dem inden året er omme. Måske man skulle skrive juleeventyret færdig? Altså, begynde på ét i hvert fald. Har den her idé om en haj, der også skal mærke, at det er jul...