Plink og plonk

Jeg tænkte det nok, tænkte jeg. Jeg har nu siddet og balanceret på armlænet på en sofa i en 1½ times tid, tydeligvis under påvirkningen af umoden rosé og en gin og tonic for meget. Og så hiver værten guitaren frem, og beder mig om at give et nummer. Festligt, kunne man tro, og hvis jeg ikke var sådan en festlig person, så havde jeg nok tænkt lidt mere over det faktum, at jeg tydeligvis ikke er i stand til at spille guitar lige nu. Men nej. Så jeg slog først Bach ihjel. Derefter parterede jeg Vivaldi, hvorefter jeg drænede Dionisio Aguado for samtlige kropsvæsker - og drak dem. Så kan man måske for helvede få lov til at sidde og balancere på armlænet på en sofa i en 1½ times tid i fred.