In memoriam

Det er sommer. Små insekter svirrer over det hele. Sammen med bølgebruset i baggrunden skaber de en vedholdende bruse-summen. Der er aldrig rigtig stille ved vesterhavet. Vi har forladt sommerhuset, så forældrene kan se fodboldkamp på den lokale pub. Noget med at det er en betalingskanal, som de ikke har. Efter at have drukket min Guiness, forlader jeg pubbens terrasse til fordel for bilen. En fodboldinteresseret kan passende tage min plads, og jeg kan få ro til at læse. Hvor langt kan man egentlige læne det her sæde tilbage?

En halv time går, og jeg kan ikke holde det ud længere. At ligge og læse i en bil på en parkeringsplads ville ikke være så slemt, hvis man ikke blev sådan et trækplaster. Hvis jeg var en abe, ville jeg rulle vinduet ned og smide lort efter de nysgerrige forbipasserende. I stedet forlader jeg bilen, og går på opdagelse. Villaveje, små stier, grænsende til industri.
20-25 meter foran mig går en labrador ud på vejen, vender sig imod mig og kigger. Den rykker sig ikke ud af stedet, men bliver bare stående og stirrer undersøgende på mig. Den misser med øjnene til hilsen, idet jeg kommer hen til den, og nusser den lidt bag øret.

- What up, dawg?
Hunden sitter. Ikke helt ny, lidt slidt her og der. Men glad! En glad gammel hund. Jeg sætter mig på hug, og vedbliver at klappe den. Hvem der havde plads til en vaps i eget hjem.
- Sofus?
Lyder det inde fra en hæk.
- Sofus?!
En kvinde kalder på Sofus fra den anden side af hækken.
- Øh, hedder din hund Sofus?
- Ja, er han hos dig?
- Hvis Sofus er en labrador, så er han.
- Gider du lige vende ham?
- Eh. Vende ham?
- Han er næsten døv, så han kan ikke høre, når jeg kalder på ham. Bare peg ham i min retning. Han kan godt se.
- Øh...
Jeg vender forsigtigt hundens hoved ind imod hækken, usikker på hvordan man egentlig vender en labrador. Sofus har åbenbart røntgensyn, genkender sin ejer gennem hækken, og lunter afsted.
- Tak skal du have!
- Så lidt.
Farvel Sofus, tænker jeg, og vandrer videre i vesterhavs-sommeraftenen. Sofus interesserer sig garanteret heller ikke for fodbold, endsige at blive efterladt i en bil. Sofus og jeg ville have været gode venner, ville vi.

Mad og motiviation

Har en fabelagtig lyst og motivation til at lave mad resten af mine dage. At skrive om det endvidere. En meget almindelig indskydelse, vil jeg tro, hvis man lige har set Julie & Julia, og egentlig godt kan lide at lave mad. Jeg vil bare gerne have et større køkken. Og en opvaskemaskine! Langt over halvdelen af al den tid, som jeg bruger på at eksperimentere og producere katastrofer går med at tage opvasken. Forfærdeligt koncept, at skulle vaske op i hånden.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg har produceret hele tre tekster inden for det samme døgn. Den opmærksomme læser vil huske, at jeg har lovet mig selv og netop den opmærksomme læser, at skrive 365 tekster på 365 dage. Betragt de tre tekster som mit forsøg på at indhente det forsømte. Må jeg være ansvarlig og underholdende at læse for eftertiden.

Jokerface

Min far er lidt en joker. Altså, sådan ifølge religionsfaglig terminologi. Så snart han er involveret i en eller anden sag, så går det først helt galt. Han bliver skældt ud, drillet, faktisk mobbet. Dernæst gør han et eller andet, og lige pludselig er alting egentlig bedre, end det var før alting gik helt galt. Ingen ved hvordan eller hvorfor, mindst af alt min far.

Hans seneste projekt i min lejlighed var, at fikse mit gardin i mit soveværelse. Spørger man mig, så var der ingenting i vejen med mit gardin. Javist, det hang på en lidt underlig måde. Måske lidt skævt, men aldrig konsekvent skævt. Det var et lille eventyr udi skæve gardiner, hver gang man trak i dets snore.

For øjeblikket er jeg halvvejs i hele joker-processen. Gardinet hænger mere skævt end nogensinde, men det kan i det mindste trækkes for. Spørgsmålet er, hvor lang tid der går, førend familiens favorit joker kigger forbi, og retter op på det hele. Indtil da vil jeg bestræbe mig på at være overskuds-person, og ikke klandre ham for det. For joker mener altid alting godt. Og han er jo den eneste joker vi har.

Og så blev der stille

For nu. Umiddelbart midt i opvasken blev der stille, cirka samtidig med at jeg fik den her idé, til det her manuskript. Jeg lod dybe tallerkener fortsætte med at være både beskidte og dybe, og gik i gang med at skrive. Kapitler, udkast, titler, navne, steder. Skitser udvikler sig til noter, noter bliver til tekst, og teksten bliver gransket og omskrevet. Seks sider inde rammer den mig så. Tvivlen.

Det er jo banalt, det her. Hvor er indsigten? Hvor er det spændende perspektiv? Hvor er det (u)tvetydige diminutive glimt af virtuositet, der gør det hele læseværdigt? Og hvad fanden bilder jeg mig ind? 25 år gammel og så har jeg noget at byde på? Så ved jeg noget om et eller andet, som andre kan lære noget af? Hah. Hovmod, det er, hvad det er.

Så jeg gemmer dokumentet, arkiverer det som 'Manuskript#142' i min rodekasse-mappe, og vender tilbage til mine dybe tallerkener og min stilhed. Når jeg bliver gammel, tænker jeg, så vil jeg lære, at være ligeglad.

Nattero, tak!

Jeg er et nattedyr. Jeg studerer bedst om natten. Skriver bedst om natten. Spiller bedst guitar, hygger mig mest med rengøring, tænker bedre. Alt sammen om natten. Min mor mener, at det hele stammer fra da jeg var helt lille og havde kolik. Som kolik-barn er man åbenbart umulig at få i seng, så hun mener, at der skete et flip allerede dér. Jeg er ikke sikker. Men natten viste sig at være det bedste tidspunkt til at tænke, skrive, studere, spille guitar, og i det hele taget at have ro til at koncentrere sig.


Så flytter man til Århus (for anden gang) for at læse medievidenskab, og man er pludseligt omgivet af mennesker, der ikke nøjes med at sove om natten. De spiller computer, de støvsuger, de snakker, de knalder, højlydt. Går også ud fra at de studerer, men det hører man af gode grunde ikke.

Nu ligger jeg så i min seng, og bliver lidt arrig, ude af stand til at sove, som jeg er. Hele ideen med at være et natdyr, var at have ro og stilhed. Kræver dog en art monopol. Overvejer at vende tilbage til at sove om natten, og at være vågen om dagen. Det ville fryde min mor, er jeg sikker på. Og hvem ved? Måske alle andre sover på det tidspunkt?

Sssh

"Nåh for søren, julemand Jørgen", tænkte jeg. Efter at have overhørt et ellers meget interessant Lotte Hansen foredrag, er jeg lige så stille kommet til den konklusion, at det der politiske kommunikation måske ikke er noget for mig alligevel. I hvert fald ikke det praktiske arbejde. Hvem havde troet, at det skulle være så beskidt en branche? Lidt smudsig i kanten, javist, men det er jo bare spændende. Der er dog forskel på en smudsig kant og en gylletank.

Jeg havde ellers den her idé om, at jeg ville være god til den slags. Det er dog lidt svært at føle sig indsigtsfuld eller kompetent nok til at bestride nogen som helst stilling, efter at have knoklet rundt i alting i et par døgen uden søvn til li'som at afbryde det hele. Man ved, at det er galt, når Lotte Hansens ansigt begynder at flimre for ens øjne. Under alle omstændigheder er det ikke hendes skyld. Måske jeg er indbildsk og udhvilet nok i morgen, til at være kommet på andre tanker.

Stakkels man.

Så man skal på en art date. Man vasker og stryger tøj. Man gør rent. Man gennemgår pænheds-ritualet, der dog ikke synes, at være nær så effektivt, som man ønskede det.

Man er nervøs. Man køber mint-pastiller, i tilfælde af snaveri. Man overspiser mint-pastiller, der indeholde sorbitol, hvorfor man får ondt maven. Man forsøger at holde en samtale kørende, på trods af at maven rumler afsted som Orient Ekspressen på speed. Man smiler og bider tænderne sammen på samme tid.

Man begynder at svede, hvorefter man beder sig undskyldt. Man bruger tilpas lang tid på toilettet på at pjaske vand i hovedet til at daten spørger, om man er okay, når man vender tilbage. Man har meget ondt i maven. Man er en katastrofe. Man har absolut ikke lyst til at snave midt i den tårnhøje elendighed. Man håber, at man har lært noget til næste gang.

Once more with feeling!

Sidst jeg var ude at løbe, så var alting egentlig okay. Altså, ja, ud over den lille episode med den forskræmte knægt. Mens han måske var ved at dø, så var jeg ikke. Ingen smerter, ingen tæer, der brokkede sig. Intet sidestik. Easy!

Smerterne kom først dagen efter i form af meget ømme muskler. Sådan i det generelle område, der er min krop. Der gik par dage med at vralte rundt og være pylret, og så var det dét. Så jeg måtte da hellere tage en tur til. Denne gang med fantastisk sidestik, asmatisk vejrtrækning og spektakulær opkast fornemmelse, der heldigvis ikke udviklede sig til andet end en fornemmelse.

Men det var en dejlig aften. Mild og lidt diset. Det afgrundsdybe mørke trak enhver lyd til sig, og gjorde alting meget stille. Øde villaveje, fyldt med efterladenskaber fra travle hverdage. Trailere med have-affald, glemt legetøj i indkørslen, en cykel med avisbudtasker på siden. Og så mig, der listeløber igennem det hele i et forsøg på ikke at genere nogen. Jeg er for helvede bare en turist.

Eminem har vist skrevet en sang om det her

Privatfest. Hyggelig stue, stearinlys, 90'er musik for sjov, enkelte fremmede individer. Generel dejlighed over det hele. Og så alt det her navne-halløj.


- Okay?
- Øh, ja, den er god nok.
- Heh, kender bare ikke så mange, der hedder...
- Mhm, nej, det gør jeg faktisk heller ikke, nu du siger det.

Eller, nej, det er faktisk løgn. Jeg kender én, og han var en alkoholiseret douchebag. Helt præcist, så var han en tysk kok, der hældte lidt for lidt sherry i maden, og lidt for meget i sig selv. Han blev tysker-hidsig, når man ikke respekterede hans fremskredne alder og tvivlsomme kompetence. Ingen kunne forstå ham, når han var tysker-hidsig. Stiv tysker, der skælder ud - på tysk. Det er ikke just fair.

Men så tænker man over de mange gode grunde, der måtte være, for at jeg skulle hede, som jeg nu engang gør. Måske en art bedre-by-proxy, igen. Nej. Heller ikke noget med eventyr at gøre. Det er kun mig selv, der kan lide den tanke. Næh, det må være noget med ejerskab. De gav mig et navn, og alt andet i universet. Dét kan jeg godt være taknemmelig for. Det kan godt kompensere for douchebaggery fra navnefæller.

Hver dag, cirka

Jeg har tydeligvis et lidt for travlt liv i disse dage. Endnu engang er der gået en lørdag, hvor jeg ikke fik skrevet. Pis! Og dog! For jeg har mig nogle dejlige dage for tiden. De byder blandt andet på:

- At være Connie Hedegaard.

- At drikke vin og snakke med Lene i et hjørne til den her fest, fordi det simpelthen ville være for tåbeligt, at hun skulle sidde tre takker til venstre på modsatte side ved bordet.

- Bryster. Falske bryster. Falske bryster lavet af vandballoner. Startede ellers så godt, ikke?

- Århus Filmfestival frivillighed.

- Søde, søde tømmermænd, der deles i godt selskab.

- Fantastisk hollandaise- og fiske-kursus. Nu med et drys ekstra fancyness, sådan lidt ud over alting.

- At vinke god rejse til Anna, der skal arbejde på Kong Hans i en uge, og at glæde sig meget til at høre om alting, når hun kommer tilbage.