Eminem har vist skrevet en sang om det her

Privatfest. Hyggelig stue, stearinlys, 90'er musik for sjov, enkelte fremmede individer. Generel dejlighed over det hele. Og så alt det her navne-halløj.


- Okay?
- Øh, ja, den er god nok.
- Heh, kender bare ikke så mange, der hedder...
- Mhm, nej, det gør jeg faktisk heller ikke, nu du siger det.

Eller, nej, det er faktisk løgn. Jeg kender én, og han var en alkoholiseret douchebag. Helt præcist, så var han en tysk kok, der hældte lidt for lidt sherry i maden, og lidt for meget i sig selv. Han blev tysker-hidsig, når man ikke respekterede hans fremskredne alder og tvivlsomme kompetence. Ingen kunne forstå ham, når han var tysker-hidsig. Stiv tysker, der skælder ud - på tysk. Det er ikke just fair.

Men så tænker man over de mange gode grunde, der måtte være, for at jeg skulle hede, som jeg nu engang gør. Måske en art bedre-by-proxy, igen. Nej. Heller ikke noget med eventyr at gøre. Det er kun mig selv, der kan lide den tanke. Næh, det må være noget med ejerskab. De gav mig et navn, og alt andet i universet. Dét kan jeg godt være taknemmelig for. Det kan godt kompensere for douchebaggery fra navnefæller.