Som man nu gør

Enten første eller anden juledag bliver det for meget for nationens yngre generationer. De får kollektivt julefnidder, og der er kun én kur. Drik hjernen ud på den lokale Danse Daisy, vælt ind i alt og alle på dansegulvet og knæk dig i en bås på toilettet i kælderen. Sådan, du er kureret, parat til en endeløs række julefrokoster, hvor du får lov til at spise den samme mad, drikke den samme snaps, og snakke om præcis det samme, som året før. Og året før det.

At Marie ringer og annoncerer, at vi skal mødes med alle de andre, at vi ikke skal på Danse Daisy men på Plastique og Safran, at hun skal rende rundt og nive mig i røven og kalde mig Snuske, Sveske og Pullermand hele aftenen, det lover som sådan kun godt for min indre traditions-kritiker. Men hey. Det er Marie, for helvede, Marie fra folkeskolen. Som jeg gik til guitar og badminton med. Min biblioteks-buddy. Min flider-frænde. Medstræberinden. Det skal sku nok blive godt. Det bliver bedst at se hende igen, for der er næsten gået et år, men det skal nok også blive helt fornuftigt, alt det andet.

At vende det andet lår til

- Er du bange?
- Æh...
- Tør du ikke danse med en ældre kvinde?
- Øh, deeet, jeg, eh, jeg er ikke, sådan, jeg danser bare ikke generelt.
- Så må jeg jo lære dig det!

Det er lørdag aften, og jeg står på Sidebar. Nærmere bestemt i den øverste bar. Der er Swing Ting, og stedet er pakket med glade mennesker, der snakker, griner, danser, hælder drinks ud over hinanden. Alle hygger sig, alle har sig en fest. Til højre for mig står der en lille dame, midt i trediverne vil jeg tro, og gnubber sig op ad mit lår. Til venstre står Emil og snakker med Sophie, der står og morer sig over, at mit højre lår får så meget opmærksomhed, som det nu engang gør. Ude af stand til at finde på den høflige måde, at få den lille dame til at indstille lår-gnubberiet på, tager jeg et sip af min vodka martini, og indstiller mig på at vente, til hun bliver træt af det. Kan ikke blive ved med at være sjovt. Kan det?

Skriveøvelse I

"Få noget søvn, siger de. Bliv rask og kom og besøg os. Der er gået så lang tid, får han at vide. Så lang tid. Siden hvad? Er det noget vigtigt, vi ikke kan leve foruden? Han vender blikket ned i sit skød, hvor en hånd knuger en filt-pen, en anden støtter en notesbog. "Hvis man ikke har mistet, undværet, så kan man ikke værdsætte, hvad man har". Han skriver ordene, den samme mening, om og om igen, ændrer konstruktionen, ændrer et ord hist og her. Han kan ikke ignorere følelsen af, at det er det vigtigste og det mest banale, han nogen sinde vil skrive. Hvor uheldigt. Han er en blomst, der er al hans begrænsede ynde og kulør bevidst, idet han blomstrer. Han ved, at også han vil visne. Han bliver fortalt, at han stadigvæk folder sig ud, forandrer og begejstrer, fortryller nu og da. Men han er ikke narret. Vi er alle muld, og vi kan kun håbe, at blomster og ikke ukrudt vil tage næring fra os. Med det håb sidder han der, en klump velformet muld, og får at vide, at han burde få noget søvn. Blive rask. Besøge."

Man må ikke snyde-skrabe

Det går helt og aldeles forrygende med min skrabejulekalender. I kan lige så godt give op, alle jer med-skrabere, for der er ingen tvivl. Jeg vinder en million, og jeg har store planer, for hvad den skal bruges til. Emil kiggede forbi til lidt aftensmad i fredags, og så satte vi en lige en kort og præcis liste sammen over de ting, som jeg så afgjort mangler i mit beskedne hjem. At udskifte det beskedne hjem med et andet er så godt nok et punkt for sig selv. Hm.

1 - En flaske vin. For at fejre millionen!
2 - Guitar komma stålstrenge. Eller bare en western guitar egentlig. For at kunne spille med lidt mere 'twang', end jeg allerede gør. Der er lidt mere... 'pling' over min nuværende guitar, hvilket er fint og godt. Nogle gange har man bare lyst til 'twang', og så er 'pling' kun en skuffelse.
3 - Lejlighed. Man får ikke meget lejlighed for en million, men man kan vel investere i et eller andet, og så lade indtjeningerne bidrage til huslejen. Må konsultere Far og-eller Storebror omkring det der økonomi-stads. Evt. Rasmus. Rasmus er awesome til den slags.
4 - Køkken-halløj til den nye lejlighed. Hurra, en ovn! En opvaskemaskine!
5 - Tamtam. For at fejre millionen i godt selskab i den nye lejlighed, hvor jeg har lavet mad i det tilhørende køkken med det nye køkken-halløj. Hertil vin.

Men hvad nu hvis man ikke vinder? Er det ikke lidt fjollet, at lave lister, og lægge planer på forhånd? At begynde at drømme på den måde? Jo, det er det faktisk. Men hvis det ikke er drømme man får, når man bliver givet en skrabejulekalender, så ved jeg ikke rigtig, hvad det er. Så jeg vil have lov til at drømme om 'twang' og køkken-halløj, mens jeg sidder og tæller juletræer. Der kommer garanteret til at mangle et. Der mangler ALTID et. Selv drømme kan være en tradition, åbenbart.

Ingen forventer den reciprokke adventsgave!

Mor og Far har afsløret, at de vil aflevere en adventsgave på, øh, torsdag? Eller var det fredag? Hm, der omkring. Cirka. De er under alle omstændigheder i byen i en eller anden anledning. Nå, jeg bad dem tage min reservenøgle med, så de selv kunne låse op, tage en kop kaffe eller lignende. Og selvfølgelig placere adventsgaven inden døre. Den passede tilsyneladende ikke ind i brevsprækken, kunne de afsløre. Så kunne de tage de allerede indkøbte og indpakkede julegaver med, så jeg ikke skal slæbe på syv tasker, når jeg skal hjem til jul. Alt dette er aftalt og forventeligt.

Hvad der ikke er aftalt er en reciprok adventsgave! Aha! Mor elsker overraskelser, hvorfor det altid er en fryd at overraske hende. Endvidere har Mors gode humør en unægtelig indflydelse på Fars generelle tilstand, hvorfor alle vinder. Perfekt!

Hvad nu hvis...

... Line var blevet helt vild tyk siden sidst, tænker jeg, og begynder at grine fjoget for mig selv. Jeg står og venter på hende, rettidig som jeg forsøger at være, på trappen foran banegården. Det er en fjollet tanke. Jeg ved, at det er umuligt. Lillebitte tynde Line, der er vegetar, kan umuligt være blevet helt vild tyk siden sidst. Men tanken, netop tanken om at hun kommer trillende med runde albuer og bløde, bløde kinder, er enormt underholdende. Fordi Line altid vil være lille og tynd, når hun på 50 meters afstand (hvilket er en betragtelig afstand foran en befærdet banegård) stikker et par handsker i vejret, og vifter begejstret efter min opmærksomhed. Umuligheden af eksistensen af en fed Line er i skærende kontrast med hvor lille og tynd hun til stadighed er, og jeg griner lidt bredere, end jeg plejer, idet hun giver mig et kram. Hendes fødder letter næsten fra jorden, idet hun hænger fra min hals. Stolt, som sædvanlig, over at være den mand, hun giver hendes fulde opmærksomhed i øjeblikket, fører jeg os ned af gågaden og ind i mængden. Vi er kun lige startet, og det er, sandeligt, en god dag allerede.

Traditionen tro

I morgen bliver en dejlig dag. Fra kl. 11 af skal der købes julegaver sammen med Line, ganske som der er tradition for siden 2005. Traditionen omkring denne mission går mestendels ud på at spendere mere tid på en café end ude i butikkerne. Line skal købe til 43 familiemedlemmere, mens jeg i samråd med de kære søskende har organiseret og planlagt mig til kun at skulle købe et par stykker. Så jeg kommer til at gå ved siden af Line, tynget ned af velvilje og eksemplarisk gentleman opførsel (dvs. alle hendes poser). Hvad man må forstå her er, at Line, når hun smyger sig igennem mængden, bøjer hovedet og fører en opmærksom samtale, forstår det her med at være to om en simpel ting. Hun er helt okay med at sidde på gulvet og drikke rødvin, og lytte til det her album fra '97, som vi begge to elsker. At hun lige må sidde stille i sollyset, for min ene potteplante kaster en skygge, der tegner blade og grene op ad hendes hals, og jeg må og skal tage et billede, lige nu. I morgen bliver, på trods af manglende solskin, en dejlig dag.

Ærlighed frem for alt

Hvad fanden bilder jeg mig ind, tænker jeg, og spørger den blonde Expert medarbejder om hjælp. Jeg har lige taget mig selv i at overveje, hvorvidt det er en god idé, at spørge netop hende, om hun ved noget om de her LED fjernsyn, som de har til at hænge. Hvorfor skulle hun ikke vide noget, om de her LED fjernsyn, som de har til at hænge? Fordi hun er blond? Fordi hun har bryster? Fordi hun er attraktiv? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg er tydeligvis fordomsfuld omkring blonde, bebrystede og attraktive Expert medarbejdinder. Så jeg føler mig enorm nedrig, sexistisk og fladpandet, mens hun venligt og yderst kompetent besvarer samtlige mine spørgsmål om fjernsynet. Efterfølgende føler jeg mig lidt bedre tilpas, idet jeg demonstrerede en korrekt mængde skam, over at være helt ukorrekt fordomsfuld. Dagens lektion hermed overstået.

Historien om Den Sorte Hånd og Hvordan Emil Tabte til et Uheld

'Er du klar til badminton om 36 minutter?' står der. Jeg overvejer et kort øjeblik, at ignorere beskeden, og så bare falde i søvn. Ligger alligevel her i min seng, klokken er 18:24, og jeg har lidt søvn at indhente. Søvn for et par dage helt præcist. Jeg sukker højlydt for mig selv, og ringer til Emil for at undskylde mig selv.

16 minutter senere sidder jeg i bilen med Emil på vej ned til DGI Huset for at spille badminton. Hvordan fanden gør han det, undrer jeg mig, mens jeg piller lidt ved min gamle ketcher. Emil har allerede bortforklaret hans mulige nederlag, idet han stadigvæk er øm i armen efter en influenza vaccination. Han banker mig garanteret alligevel, tænker jeg. Hm. Lidt slidt i indbindingen på grebet. Skal nok gå en enkelt kamp. Maksimum tre set. Derefter søvn.

En time og 14 minutter senere har jeg i tredje set besejret den stor-grinende Emil. Indbindingen på min ketcher havde, opdagede vi, i koordineret samarbejde med mit sved farvet min højre hånds håndflade helt og aldeles sort. Emil spotter det først, og dør efterfølgende af grin. Det er Den Sorte Hånds skyld, at han taber, mener han, for det ser simpelthen for åndssvagt ud.

10 minutter senere sidder jeg, igen, i Emils bil, denne gang på vej hjem. Og jeg er totalt frisk. Det føles helt enormt rart at gøre noget med det hele. Ikke at være bundet til et skema. At tage ud og spille badminton med selvfølgelighed på trods af søvn-deficit, planer dagen efter, og mange andre fornuftige ting at tage sig til. Emil mener, at jeg er overtræt, og at det er en helt enormt elendig idé, at drikke en øl nu her. Han er givetvis ret. Så jeg går i seng efter et forholdsvist kort bad. Den Sorte Hånd er ikke mere, men det er stadigvæk fredag. Klokken er 22 før jeg falder i søvn, og drømmer om voodoo-forbandelser, indtørrede afhuggede hænder i sylteglas, og hvordan jeg stadigvæk er awesome til badminton.

They set us up the bomb

- Hej, jeg har en gæst med til power yoga her til kl...
- P-P-Power yoga?!
- Øh, ja?
- Du sagde yoga!
- Gjorde jeg det? Hm, nå, men jeg mente altså power yoga.
- Jamen det skulle jo være helt vildt hårdt...
- Jeg sagde jo, at det var godt.
- Eeeeeehn.

To timer senere stavrer jeg på stive ben op ad ringgaden, begejstret over at have overlevet. Lettet falder jeg om i min seng, og er enormt glad for, at jeg ikke skal bekymre mig om post-graviditets strækmærker, endsige appelsinhud. Nej, jeg er glad for, at jeg er ligeglad i en sådan grad, at jeg ikke render rundt med en generisk dårlig samvittighed, over alle de ting, som jeg ikke udsætter min krop for på en daglig basis. Selvom det ville være sundt og godt og alting. Lige nu er jeg bare mørbanket oven på en alt for heftig og pludselig eksponering for yogamåtter, plingeling-musik og en salig stemme, der allervenligst beder mig om at tage fat i mine tæer. Som om jeg kan nå.