Historien om Den Sorte Hånd og Hvordan Emil Tabte til et Uheld

'Er du klar til badminton om 36 minutter?' står der. Jeg overvejer et kort øjeblik, at ignorere beskeden, og så bare falde i søvn. Ligger alligevel her i min seng, klokken er 18:24, og jeg har lidt søvn at indhente. Søvn for et par dage helt præcist. Jeg sukker højlydt for mig selv, og ringer til Emil for at undskylde mig selv.

16 minutter senere sidder jeg i bilen med Emil på vej ned til DGI Huset for at spille badminton. Hvordan fanden gør han det, undrer jeg mig, mens jeg piller lidt ved min gamle ketcher. Emil har allerede bortforklaret hans mulige nederlag, idet han stadigvæk er øm i armen efter en influenza vaccination. Han banker mig garanteret alligevel, tænker jeg. Hm. Lidt slidt i indbindingen på grebet. Skal nok gå en enkelt kamp. Maksimum tre set. Derefter søvn.

En time og 14 minutter senere har jeg i tredje set besejret den stor-grinende Emil. Indbindingen på min ketcher havde, opdagede vi, i koordineret samarbejde med mit sved farvet min højre hånds håndflade helt og aldeles sort. Emil spotter det først, og dør efterfølgende af grin. Det er Den Sorte Hånds skyld, at han taber, mener han, for det ser simpelthen for åndssvagt ud.

10 minutter senere sidder jeg, igen, i Emils bil, denne gang på vej hjem. Og jeg er totalt frisk. Det føles helt enormt rart at gøre noget med det hele. Ikke at være bundet til et skema. At tage ud og spille badminton med selvfølgelighed på trods af søvn-deficit, planer dagen efter, og mange andre fornuftige ting at tage sig til. Emil mener, at jeg er overtræt, og at det er en helt enormt elendig idé, at drikke en øl nu her. Han er givetvis ret. Så jeg går i seng efter et forholdsvist kort bad. Den Sorte Hånd er ikke mere, men det er stadigvæk fredag. Klokken er 22 før jeg falder i søvn, og drømmer om voodoo-forbandelser, indtørrede afhuggede hænder i sylteglas, og hvordan jeg stadigvæk er awesome til badminton.