4. dec. 2009

Traditionen tro

I morgen bliver en dejlig dag. Fra kl. 11 af skal der købes julegaver sammen med Line, ganske som der er tradition for siden 2005. Traditionen omkring denne mission går mestendels ud på at spendere mere tid på en café end ude i butikkerne. Line skal købe til 43 familiemedlemmere, mens jeg i samråd med de kære søskende har organiseret og planlagt mig til kun at skulle købe et par stykker. Så jeg kommer til at gå ved siden af Line, tynget ned af velvilje og eksemplarisk gentleman opførsel (dvs. alle hendes poser). Hvad man må forstå her er, at Line, når hun smyger sig igennem mængden, bøjer hovedet og fører en opmærksom samtale, forstår det her med at være to om en simpel ting. Hun er helt okay med at sidde på gulvet og drikke rødvin, og lytte til det her album fra '97, som vi begge to elsker. At hun lige må sidde stille i sollyset, for min ene potteplante kaster en skygge, der tegner blade og grene op ad hendes hals, og jeg må og skal tage et billede, lige nu. I morgen bliver, på trods af manglende solskin, en dejlig dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar