Som man nu gør

Enten første eller anden juledag bliver det for meget for nationens yngre generationer. De får kollektivt julefnidder, og der er kun én kur. Drik hjernen ud på den lokale Danse Daisy, vælt ind i alt og alle på dansegulvet og knæk dig i en bås på toilettet i kælderen. Sådan, du er kureret, parat til en endeløs række julefrokoster, hvor du får lov til at spise den samme mad, drikke den samme snaps, og snakke om præcis det samme, som året før. Og året før det.

At Marie ringer og annoncerer, at vi skal mødes med alle de andre, at vi ikke skal på Danse Daisy men på Plastique og Safran, at hun skal rende rundt og nive mig i røven og kalde mig Snuske, Sveske og Pullermand hele aftenen, det lover som sådan kun godt for min indre traditions-kritiker. Men hey. Det er Marie, for helvede, Marie fra folkeskolen. Som jeg gik til guitar og badminton med. Min biblioteks-buddy. Min flider-frænde. Medstræberinden. Det skal sku nok blive godt. Det bliver bedst at se hende igen, for der er næsten gået et år, men det skal nok også blive helt fornuftigt, alt det andet.