... skal folket have. Eller, ja, okay, jeg har fået et par opfordringer. Som i to. Hvilket er et stort tal, når man har et lille publikum. Men her er den altså, den famøse anmeldelse af Klassisk Bistro:
Søndag var den dag, hvor min gode veninde ringede, og insisterede på strandtur og aftensmad. Det var hendes tur til at give, og det skulle altså være nu, hvis det skulle være. Plus, der var jo de der skulpturer, som alle snakkede om. Men lad os snakke om restaurationsbesøget i stedet!
Vi ankom til restauranten kl. 21:00, velvidende at køkkenet lukkede kl. 22:00. Efter en doven søndag i solen var vi egentlig ikke specielt sultne, så en enkelt ret skulle være nok. Min veninde havde gode erfaringer med blåmuslingerne, og jeg havde aldrig været der før. Da vi så efterspørger muslingerne, får vi at vide, at de kun kan lave aftenens hovedret på dette tidspunkt. Og intet andet. Vi står og måber lidt til hinanden efter denne udmelding. Det kan godt være, at kokken er søndags-træt, og bare gerne vil hurtigt hjem, men at lukke køkkenet en time før annonceret er måske lige aggressivt nok. Hm. Vi finder et bord, og stiller os tilfreds. Det kan jo være, at det er én god ret.
To minutter går der, og så kommer hovedretten flyvende. Dette er næsten imponerende! Eller, ja, det ville have været imponerende, hvis man havde bestilt mad på McDonalds. Jeg havde måske nogle forventninger om at få serveret en ret, der var kræset lidt om. En forkælet ret. At den kan lande på mit bord efter så kort tid leder nærmere tankerne hen på præfabrikat, hengemte anretninger og kunder, der ikke var tilfredse med maden, og sendte den tilbage til køkkenet.
Man er vel sulten, men jeg er ikke helt sulten nok til at angribe retten med mine fingre. Bestik har vi imidlertid ikke rigtig noget af. Eller vin, for den sags skyld. Vi ville gerne have set et vinkort, men efter at have spurgt den stakkels lille kokkeelev, der kom med maden, om hvad han ville anbefale, så forsvinder han indenfor i jagten på en tjener. En tjener, der ved noget om vin, forhåbentligt. I hans iver glemmer han dog at fortælle, hvad vi egentlig har fået serveret. Han skal have et plus for at være ærlig omkring hans manglende vin-viden, og for at komme med bestik til os. Nåhja, og så var han jo både lille og stakkels.
Tjeneren vender tilbage med en vin, som han beder os smage på. Et vinkort skal vi åbenbart ikke forkæles med. Han fortæller, at det er en ny vin, som de lige har fået hjem, og at den vil passe godt til rettens tyngde. Uden at have smagt retten har vi lidt svært ved at vurdere, om dette er sandt. Vinen smager imidlertid dejligt i sig selv, og den får lov til at blive. Ikke sådan, whoop, sommereng og sommerfrugt og sommerfregner og sommerfugle'-dejligt, men bare dejligt. Ud over at den er for varm. Tilbage til maden!
Jeg kan godt forstå, hvis en gæst, havde sendt retten tilbage. Kalven var mør men uinteressant. Saucen smagte... fint, men ikke af noget bestemt. Kartoflerne var også dejlige, men jævne. Er rustik det samme som kedeligt, tænker jeg, mens jeg tygger mig igennem maden. Og hvad dælen har de gjort ved de her aspargeser, undrer jeg mig. Det lignede lidt, at de var landet i tallerkenen ved et uheld, og de så ikke helt tilfredse ud med deres situation. Jeg spiste dem nådigt, og var taknemmelig for det lille knas der var i dem. En skam at de var så små.
Jeg ville gerne kunne rose anretningen, hvis maden altså var anrettet. Mest af alt var det et praktisk arrangement af fødevarer i en dyb tallerken. Men bevares, på to minutter er det også svært at nå det hele. Jeg kunne nok ikke have gjort det meget bedre selv. I mellemtiden syder min borddame af utilfredshed, og jeg kan godt forstå hende. Ved nabobordet er der lige blevet serveret blåmuslinger. Vi har godt nok luret selskabet lidt, det ligner at det er venner af stedets ansatte, hvorfor de selvfølgelig skal forkæles lidt. Men det er nok ikke en god idé at forkæle dem, med hvad man lige har nægtet betalende gæster.
Det er ikke særlig fedt, at bestille mad og vin på en velanset restaurant, blot for at indtage begge dele af pligt frem for fornøjelse. Det skulle jo være den her små-særlige søndags-hygge-ting, og så ender det med at være sært som det eneste. Jeg går derfra, mens jeg overvejer hvor lang tid det tager at udtømme Århus som en kundekreds. Kan man overleve som restauration med éngangskunder alene? Jeg er meget i tvivl. Mest af alt er jeg glad for, at jeg ikke driver Klassisk 65, og at der findes fornuftige alternativer i byen. Klassisk 65 vil jeg være ked af at besøge igen.
Krible Krable Guf..
9 år siden
