Uden en smøg

Der er en larm af sommerliv. Højtalere på hjul, der drøner forbi nede for enden af gaden. Begejstret latter og øjeblikkets utilsvinede ligegyldighed vælter ud af vinduer. Insekter, eller måske bare flere biler i det fjerne, forsyner luften med en bagrundssummen. En velkommen vind i mit ansigt og i mit hår, kolde sten under mine baller. Dette føles som sommer. Den sommer jeg kyssede Marie Louise. Den sommer jeg kyssede Cecilie. Den sommer jeg kyssede Kathrine. Den sommer jeg kyssede Brian. Den sommer, den sommer, den sommer.

Fuldstændigt fortabt i minderne om det hele overraskes jeg af en pige fra festen. Undskyld, siger hun, mens hun kigger ned på mig, undrende. Det skal du ikke undskylde for, siger jeg, og forstår ærligt talt ikke, hvad problemet med noget som helst skulle være i øjeblikket. Jeg ville bare, øh, ja, du har vel ikke en smøg, spørger hun. Desværre, beklager jeg, ikke helt overbevist om, at jeg nu egentlig også mener det. Så du sidder her bare, uden en smøg, fortsætter hun. Hendes deduktion af åbenlyse tilstande overbeviser mig om, at hun måske er mere ædru end jeg, men ikke nødvendigvis mere interessant af den årsag. Jep, svarer jeg. Uden en smøg.