En D-dag

Jeg går, og er træt af mig selv. Uddannelsen interesserer mig ikke, og får derfor meget lidt opmærksomhed. Min økonomi fungerer udelukkende på et måned-til-måned basis. Jeg er en elendig kæreste. Min kærlighed til det skrevne ord er, som du nok har bemærket, reduceret til en forbigående omend i øjenlikket dybfølt interesse. Jeg besøger ikke mine bedsteforældre ofte nok. Studiejobbet er blevet til et arbejde, som jeg kun glæder mig til at få fri fra. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad i samtlige helvedes etager jeg skal stille op med denne guddommelige gave, som det liv, jeg er blevet givet, er, og det føles meget som om, at jeg spilder min tid, og hvor er det dog respektløst. Nåh ja, og så blogger jeg ikke nok.

Så jeg tænker, mens jeg sidder i et hjørne af min seng, og forsøger at mønstre en afart af interesse for nattens film, at det måske vil hjælpe, hvis jeg nu forsøgte at skrive lidt om det. Du ved, organisere det hele lidt. Overveje min situation idet jeg formulerer den. Måske et eller andet skiller sig ud. Måske en årsag kan findes.

Men det eneste, som jeg har fået ud af det, er en række ord, der starter med det samme bogstav, men alle ender med et spørgsmålstegn. Det må være en start i det små.