Jeg ringer, når det bliver hverdag

Efter at have konsulteret få men udvalgte venner, så er det gået op for mig, at jeg er et svin. Jeg er et svin over for mange mennesker på samme tid, og jeg anede det slet ikke. Det er altid træls at være et svin, men jeg vil nu mene, at det er endnu mere at være ét, og så ikke være klar over det. Hvordan skal man nogensinde gøre det, hvad det end så er, godt igen? Og var der ikke nogen, der kunne have sagt noget lidt før, tak!?

Men det er for sent nu. Jeg er klogere, nu. Jeg har nemlig lært, at man altid altid ALTID skal ringe eller skrive til hende pigen, der gav hendes nummer til én klokken mega-sent, lige før baren lukkede. Selvom hendes meget kønne øjne ikke formåede at fokusere på min næse, der ellers har en udmærket størrelse til at blive fokuseret på, så skal/må/kan man som mand ikke tillade sig, at tænke tanken, at det måske er bedst, hvis man, sådan, ja, glemmer det hele. Forsøget på at bevare hendes værdighed er meget sødt, men det er en fejlslutning, bliver jeg fortalt. Måske hun bare har drukket sig mod til? Det er jo ikke noget, man bare sådan gør.

Tja, tænker jeg, konfronteret med den forklaring, og begynder straks at undre mig over, at samtlige de telefonnumre, som jeg får smidt i hovedet, altid kommer fra meget 'umodige' piger. Jeg må enten se farlig ud, eller også er jeg bare det kønneste ansigt der er tilbage, lige før baren lukker.

Pjat, får jeg efterfølgende at vide, nu sidder du bare og finder på undskyldninger for ikke at skrive til dem, fordi du selv er 'umodig'. Modløs? Umoden? Hm.

Det er vist også min egentlige pointe. Jeg har ingen bevidste intentioner om at være et svin. Til gengæld er jeg en målrettet omend ærlig tøsedreng. Derfor skal der hermed lyde et kollektivt men stadigvæk dybfølt undskyld til Josephine, Tina, Anja, Dorte og Anne. Jeg beklager, at der nu er gået en hel uge, og jeg har ikke skrevet til nogen af jer. Jeg er et svin.