Snuden i den rigtige retning

I morgen skal jeg hjem. Endelig, hjem til Århus. Der er næsten gået to uger, og jeg savner min guitar, min seng, mine bøger, min xbox, mit musik, mit eget tempo. For I kender det godt, alle jer, der er flyttet hjemmefra. Så snart man har vænnet sig til det, så kan man aldrig rigtig vende tilbage. Man kan tage hjem på forlænget weekend, nyde deja-vu på deja-vu indtil ængstelsen sætter ind. Den nagende fornemmelse af, at det vist snart må være nok. Man må hellere se at komme hjem.

Men så snart man er hjemme, så undres man. Hvad fanden gik det ud på? Hvad er det, der er så fantastisk ved studerekammeret, at det nødvendiggjorde så hastig en exit? Her dukker den dårlige samvittighed op. Man er 1 stks utaknemmeligt afkom, der ikke værdsætter forældrenes selskab. Den tanke hænger ved, indtil man kommer i tanke om, hvordan forældrene egentlig ikke opfører sig væsentligt anderledes over for deres forældre. Lettelse, ren og skær lettelse følger den dårlige samvittighed, for nu er det tilsyneladende bare sådan tingene er. Også selvom det er lidt modbydeligt, så er det i orden, for sådan skal det åbenbart være. Uafklaret og ikke spor klogere glemmer man alt om det indtil næste gang, det er ved at være tid til at komme ud af døren igen.

I morgen vil jeg øve mig på at være taknemmelig for, at jeg har nogen, der glæder sig til at se mig igen. For en afsked er en nødvendighed for et gensyn. Og så fremdeles.

X faktoren over dem alle

Erflglarb, tænker jeg, og roterer en omgang i sofaen. Mor har just slået kløerne i fjernbetjeningen, og dermed brækket halsen på enhver drøm, om at få lov til at se Simpsons. Jeg kan ikke se TV i min egen lejlighed, og jeg elsker det lidt. Ikke destro mindre er det en salig nydelse, at få lov til at se TV, når man så endelig kan komme til det. Men nu står den på hvad Far kalder 'fliksflakserier'. For Mor kan godt lide at se X Faktor. Hun kan bare ikke lide at indrømme det. Det er jo et forfærdeligt program, skulle man være i tvivl. Så Mor zapper mere eller mindre tilfældigt rundt, stopper nu og da op på DR1, bare lige i lang tid nok til at suge informationer til sig, og så fortsætter hun ellers kanalrundfarten indtil vi lander på DR1 igen. DR2, Top Gear, The Simpsons, alle godterne får cirka 7 sekunder til at gøre sig interessante i, og så er hun væk igen. De er pukkelryggede underholdnings-amfibier, der slet ikke kan måle sig med X Faktor, den lidt besynderlige men meget farvestrålende syngende papegøje.

Jeg er egentlig lidt ligeglad. Jeg har fået is. Men på et tidspunkt bliver det for meget for Far, der går ind på kontoret for at organisere frimærker ind i hans nye frimærke-skab. Hm. Det er den slags, der skal til, tænker jeg, førend man kan overleve i et ægteskab. Dyr på TV og tilstødende lokaler.

Anakronisme: En sommeraften i revers

- Urf.
- Haha!
- Det går fint, det går fint, fortsæt! Lidt til venstre, bare en anelse.

Jeg anstrenger mig for at se lige. Det føles som om, at jeg skeler en hel del, og det gør det lidt vanskeligt at styre bilen. Brian sidder i passagersædet og griner, mens Rasmus hepper fra bagsædet. Vi befinder os i en Opel Kadet på en grusvej, og vi er i gang med at tilbagelægge en strækning på tre kilometer. I bakgear.


- Ej, fuck, Brian, tag lige rettet lidt, jeg skal lige rettes ud.
- Hvad, nej! Skuda ikke Brian, han er ikke begyndt på kørekortet endnu!
- En eller anden skal bare tage rattet, og det skal være nu!
- Jeg har det, jeg har det!
- For helvede, Brian.
- Haha!

Jeg giver slip på rattet og strækker nakken ud. Den sidste halve kilomet har jeg styret bilen, samtidig med at jeg har kigget forbi Rasmus ud af bagruden. Det hele er et forsøg på at slette alle spor om turen til Q8 for at leje film. Triptælleren har da rullet baglæns, ikke? Så jeg sparer ballade og benzinpenge for en uautoriseret tur til tanken. Det er nice, det her. Sommernatten summer forbi de åbne vinduer, og jeg skruer lidt op for radioen. Småsten slår imod undervognen, gulbrunt støv hvirvler op foran kølergitteret. Motoren brummer og hviner på samme tid i en begejstret protest.
Vi er næsten halvvejs, og det går strygende. Rasmus insisterer på at tage rattet, fordi Brian er begyndt at slingre. Det føles som om, at vi tre kunne bakke til månen. Man kan meget på en sommeraften i en Opel Kadet, fyldt med de helt rigtige mennesker.

I babyhud til halsen

Så. Jeg er tilbage. I mandags blev jeg endnu en gang indlagt, og det skulle så blive onsdag, førend jeg blev sendt hjem. Men i modsætning til mit kortere visit i forrige uge, så tror jeg, at jeg kom det helt rigtige sted hen i denne omgang. Nu kan jeg i det mindste tale igen. Og spise og drikke! Jaaa, spise! Jeg har måske ikke lagt en specifik plan for min fede-kur, men jeg er afgjort ikke uden ambitioner. Jeg skal tage 6 kg på igen, og det kan man gøre på mange velsmagende måder.

I morgen skulle jeg gerne være lidt mere restitueret. Måske der endda kommer en ordentlig tekst? For lige at kompensere lidt for de seneste dages tavshed, så kommer der i hvert fald et par øjebliksbilleder fra sygesengen. Her er de:

- Dr. Hulk mærker efter hævede kirtler ved at plante to silkebløde hænder på min hals, hvorefter jeg bliver enig med mine 40,7 graders febertåger, at hans eksistens ikke giver nogen mening. Så firskåren. Så meget skæg. Så blød. Hvordan?
- Sygeplejerske Helena griner af det toneleje, som den noget ældre sygeplejerske Kirsten ligger for dagen, idet hun næsten anklagende konstaterer, at jeg ikke er stor, hvorefter hun graver et telt af en t-shirt ud af skabet til mig. Helena griner efterfølgende af mig, idet jeg forsøger, lidt betuttet, at udtrykke, at det er jeg vel nok ikke. Uden at kunne snakke. Helena er meget charmerende. Helena må gerne.
- Dr. Navnebror spørger, om jeg har foretaget mig et eller andet eksotisk på det seneste. Jeg ville ønske, at jeg havde foretaget mig et eller andet eksotisk på det seneste. Jeg svarer nej, og drømmer den nat om mange eksotiske ting, som jeg hellere må få gjort noget ved inden alt for længe.

Salivations!

Jeg går og indhenter lidt forsømt barndom/ungdom, og øver mig på at spytte. Mor eller Far mente ikke, at det så pænt ud, så det var ikke altid så let, at finde tid og sted til at øve sig i. Men jeg lærte det aldrig rigtig. I midlertid har sygdommen medført hyperaktive spytkirtler, hvorfor jeg nødvendigvis må finde et eller andet at spytte i, på eller ved siden af sådan cirka hvert 27ende sekund. Og det går fremragende.

Så jeg glæder mig til næste vinsmagning, hvor jeg kan få lejlighed til at fremvise mine nyerhvervede spytte-kompetencer. Vil godt lige se dem slå mit Eiffel-trick.

Tag en håndfuld af dem der om dagen, lidt af dem her hver 372nde minut og skyl efter med de to andre sjove størrelser dér

Hvalrossen har haft travlt med at snorke hele natten. Takket været Hvalrossen, har det at få en hel nats søvn været en umulighed. Lyden af luften, der hives ind igennem hans stoppede næsebor og ned igennem et tilslimet luftrør, hvor luften ikke blot suges igennem, men også sætter snot og slim i klæbrige vibrationer, blot for at nå sorte og trætte lunger, der opgivende raller luften samme vej ud igen - den lyd er svær at ignorere. Endsige falde i søvn til. Det må være en opgave for en beskytter af de svage, de uskyldige og de forulempede.

Næste morgen spørger Hvalrossen, mens han ser nyhederne uden at have taget høretelefoner på til formålet:
- Generer lyden dig?
- Undskyld?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg tænker: 'Lyden af dit håbløse åndedræt, der har holdt mig vågen hele natten? Forventer du, at jeg skal svare på det? Endvidere, hvis det er den lyd, du refererer til, så er du rent faktisk klar over, at det lyder hæsligt, og at det kun kan være forstyrrende. Ikke at gøre noget ved det, det er jo egentlig lidt at hade dine medmennesker. Mest af alt din kone. Alligevel stiller du spørgsmålet? Jeg nægter at tro det.'
- Lyden fra TV'et?
Åh.
- Nååh, næh, det er ikke slemt. Se du bare nyheder.

Til Hvalrossens held blev jeg udskrevet i dag med en kilometerlang recept. Han får lov til at leve lidt endnu, på trods af mine feber-frustrationer. Nu skal der bare gufles piller, og så ellers ikke drikkes alkohol i et par uger. Eller tre. Det bliver... ja, det bliver herligt.

Defekte nisser og en snorkende hvalros

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg end ikke ville forsøge, at blogge fra mobilen. Det er en lidt klodset platform, det tager rent faktisk en lille krig at skrive bare et enkelt afsnit. Men nu ligger jeg, lidt pludseligt, i en hospitalsseng i en stue med tre nisser. De har netop rullet den tredje herind, lige over for min seng. Jeg håber bare, at han ikke snorker lige så meget som min side-nisse. På trods af mange dejlige ting i mine to drops, så er jeg ikke rigtig i humør til stereosnorkeri. Jeg aner ikke hvornår jeg er hjemme igen, men så længe jeg ikke kan sove så grund af hvalrossen ved siden af mig, så skal jeg nok give lyd fra mig nu og da.

Fødselsdagsforberedelser

Åååh, fødselsdag. Det føles lidt som en skældsord. Sig det meget hurtigt, lav en vred grimasse, slå en hånd hårdt ned i bordet, og så er den der. Ikke destro mindre er det ved at være den tid på året igen. Hvad kan man gøre?

Nødvendigvis må man fejres. Jeg havde egentlig sagt til min (tvillinge-)Søs(-ter), at jeg ikke rigtig syntes, at der skulle ske noget i år. Herregud, vi bliver jo bare 26, ikke?
Men nu har hun sendt invitationer ud. Hun har planer om at lave mad. Hun har arrangeret lagkagebagning. Brugt tid på at opfinde manøvrer og strategier, så Farmor ikke kommer til at smøre fødselsdagsbollerne. 5 cm smør er bare ikke det hit, som det har været. Alt i alt, så har Søs gjort det godt.
Søs burde måske belønnes med en hjælpende hånd. Hun mener det jo godt, og så god er hun heller ikke til at lave mad. Måske jeg skulle tage mig af den del, når hun er engang er færdig med at give mig lammere, for at jeg rent faktisk skrev det, lige her.

Døden nær med sikkerhed

På grund af at min hjerne er delvist lammet af feber, bliver dagens indlæg et såkaldt 'linkdump'. Hvilket lyder mere usanitært, end det egentlig er. Værsåartig!


http://www.ted.com/talks/jk_rowling_the_fringe_benefits_of_failure.html
JK Rowling holder dimissionstale for stakkels Harvard dimitanter, der med sikkerhed har uddannet sig til arbejdsløshed. Eller, ja, hmmm. TED.com er generelt favoritsiden, når man skal inspireres eller motiveres lidt. Føles i øvrigt ikke rigtig som en overspringshandling, når man lærer noget.

http://drmcninja.com/
The Adventures of Dr. McNinja - en webcomic om en irsk ninja, der også er læge. Altså. Ninja, læge, irsk. Læge, irsk, ninja. Lige meget hvilken måde man vælger at håndtere konceptet, så er det AWESOME. Meget vittigt, meget godt skrevet.

http://www.ultimate-guitar.com/
Til når man skal finde en sang, som åbenbart har fortjent at blive kvalt på guitaren. Det er meget rart, at der kun findes dette ene gode sted, så man ikke behøver at trawle google igennem.

Med vanlig fornuftig timing

Pis. Pis og lort. Jeg ligger i min seng, iført en t-shit, en undertrøje, en skiundertrøje, en striktrøje og en dyne. Og jeg fryser. Nå ja, og bukser og de gode strømper, som jeg fik af Farmor til jul. Jeg tror minsandten, at jeg har feber.
Normalt er jeg ikke ked af at være syg. Det er nødvendigvis noget man er nu og da. Normalt har jeg bare undervisning at tage mig af, og undervisning er i sagens natur noget, man ikke altid er til alligevel. Det går ikke nogen steder.

Men i morgen er ikke en normal dag. Det unormale består i, at jeg skulle på roadtrip til Kolding for at lave mad, og det havde jeg egentlig glædet mig til.
Det vil være en rigtig dårlig idé at blande influenza i salaten, nu når jeg alligevel står og roder rundt i den. Det vil være en bedre idé at blive rask, ja. Så nu drikker jeg vand, the og suppe på livet løs, og håber på, at det hjælper.