Undskyldundskyldundskyld!

Jeg beklager mange gange den totale mangel på fortsættelsen til historien om Helles bryster, men forfatteren døde meget pludseligt af travlhed. Forhåbentligvis får vi ham genoplivet en gang i morgen. Vi regner selvfølgelig ikke med at den totale mangel på ilt i over 1½ dag har haft en væsentlig negativ indflydelse på hans hjerne, i hvert fald ikke i et sådant omfang at du, kære læser, vil bemærke nogen synderlig forskel.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til II

- Jo, øh, du starter med at sætte knapperne i i denne side. Medmindre du er venstrehåndet, så er det klart det letteste.
Forklarer jeg Helle, mens jeg peger på den jakke-flap, hvori det altså er lettest at sætte knapperne i først.

- Jamen kan du ikke bare gøre det for mig? Det er vist det letteste af alt, hihi.
Griner Helle og afviser min instruktion. Jeg kigger på Helle, hendes fremstrakte håndfuld knapper og hendes smil. Det letteste ville så være, hvis du tog jakken af, tænker jeg, men jeg er ikke sikker på, at det er det helt rigtige forslag at komme med lige nu.

Så jeg går i gang med at sætte knapperne i jakken. Nødvendigvis må jeg stå meget tæt på Helle, for at kunne komme til, men det generer ikke Helle. Det er tydeligvis det optimale tidspunkt at small-talke, mener hun. Hvilket nok er meget rigtig. Bedre end koncentreret stilhed, eventuel pinlig tavshed, ikke?

- Nå men hvad laver du så, når du ikke er hernede?
- Jeg læser noget, der hedder medievidenskab.
7 knapper tilbage.
- Åh! Det er sådan noget, som vi andre slet ikke aner, hvad ER!
Griner Helle og hendes bryster, der danser lidt på stedet af latter.
- Det gør vi heller ikke, så bare rolig.
Mumler jeg, og får Helle til at fnise. 5 knapper tilbage.
- Hvor langt er du med dit studie, så?
- Jeg skriver på min bachelor for tiden, så lidt over halvvejs med det hele.
Uskyldig small-talk! Perfekt! Ingen latter eller boob-quakes. 2 knapper tilbage.


Fortsættes.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til

For at kunne fortælle dagens historie, må du nødvendigvis kigge på dette billede:

Dette er billedet af en giraf-kok*. Hvor svært det end måtte være, så er det eneste du skal bemærke, hvordan knapperne sidder i kokke-jakken. Det er vigtigt! Kig hellere en ekstra gang. Godt så. Dygtig!
Selve knapperne sidder ikke fast i jakken. De er som sådan bare nogle små løse plastikdimser, som man så presser igennem de dertil indrettede huller. Det lyder simpelt, og det er det også.

Nå. Arbejdsdag! Vi er blevet solgt til to veninder, begge to i midt 40'erne, vil jeg tro. Den ene hedder Dorthe, og den anden hedder Helle. I dag skulle Helle for første gang have en kokke-skjorte på, og det havde Helle lidt svært ved. Åbenbart. Hendes kavalergang er kun meget lidt hemmelig, idet jeg runder hjørnet ind til personaleomklædningen i jagten på min vandflaske. Helle ser op fra hendes bakseri med jakken, og ser pludselig meget lettet ud.


- Eh.
Siger jeg, og lyder virkelig som én, der har fået noget ud af 16 år på skolebænken.
- Hej! Kunne du måske hjælpe mig med de her knapper? Jeg kan vist ikke finde ud af det, tror jeg.
Siger Helle, og blafrer smilende med jakkens flapper. Og hendes bryster.

Fortsættes.

* Fordi giraffer er seje, og fordi jeg ikke kan glemme det her spil, der hedder Space Giraffe, hvor du er en giraf, der flyver ude i rummet. Hvilket du nok ikke havde gættet af titlen.

Søndags visit

Udover i dag, søndag, hvor jeg badet i mandigt sved (mit eget, heldigvis) savede en kvart skov i stykker med en fukssvans (det var måske mere en fornemmelse, det der med mængden af brænde, som jeg savede i stykker, end et præcist mål, men der var afgjort meget), hvorefter jeg savede endnu en halv skov i stykker med en motorsav, så har det været en forfærdelig afslappende weekend. Men det har været lige, hvad jeg har haft brug for, konstaterer jeg, idet jeg med en vis kådhed springer ud af gummistøvlerne, og ind under bruseren.

Måske det skyldes motorsavens funktion som potensforlænger? Det dødsensfarlige, brølende redskab, håndteret og underkastet min vilje. Måske det skyldes insektet, der kravlede rundt i mine krøller, til min store tilfredshed, fordi det fik mig til at føle mig meget hippie-agtig. Livet levet i et med naturen, i fuldstændig accept af, hvad det må indebære. Insekter på ens krop er én af de ting.

Gad vide om han nogensinde slap ud af mit hår, tænker jeg lidt for sent, mens jeg vasker shampooen ud. Hm. Bare ærgeligt. Død ved shampoo er også en del af naturen. Der er hermed selektere for ikke at befinde sig i mit hår umiddelbart før hårvask. Det er en god dag.

Hit me with your rythm stick!

I kender det med sikkerhed. Man bladrer igennem alt ens musik i jagten på et eller andet, som man er i humør til at lytte til - og man finder ikke noget. Så ved man, at det er tid; man trænger til at finde et nyt band, at kaste sig over.

Jeg synes ellers, at jeg er god til at finde musik, prøve nye genre, den slags. Imidlertid er alle mine ellers trofaste kilder til musik-eksploration tørret ud, hvorfor jeg føler mig lidt fortabt. Så jeg henvender mig til jer, kære læsere.

Hvis I har et bud på et eller andet, som jeg umuligt kan overleve ikke at lytte til lige nu, så giv mig et praj. Alt andet end døds metal er fint (beklager, døds metalfans, jeg ville gerne elske jeres musik, men jeg er for etableret og ordentlig og konform(får jeg at vide))!

En ikke-dag af en betydelig ubetydelighed

Min gode kammerat Brian har selvfølgelig købt sig en ny bil. Selvfølgelig, tør jeg sige, for hvad er der ellers at bruge pengene på, når man bor hjemme og i øvrigt ikke skal betale for det. Jeg har vist gjort det klart for Brian, flere gange, hvad jeg mener om den situation.

Brian ringede meget tidligt i morges, og proklamerede, at vi skulle ud og køre en tur. 'Okidoki', mumler jeg, mens jeg forsøger dels at vågne, dels at tage tøj på, dels at finde ud af hvad klokken er.

Det er en fin bil, synes jeg, og husker at fortælle det til Brian. Han siger ingenting, som sædvanlig. Han tænker, 'Det er jo bare en bil, den betyder i virkeligheden ikke noget', men jeg ved, at han er glad for den. For det er en fin bil.

Så vi kører rundt. Hvor aner jeg ikke. Solen skinner, marker, træer, buske, læhegn, alt muligt vokser om ørerne på os, og intet virker bekendt. 'Kæft mand', siger jeg, og Brian svarer 'Jep'. Vi er virkelig ude på landet.

Og så er vi hjemme igen, lige før myldertid. Eller, ja, det er en fornærmelse mod trafik alle steder, at kalde trafikken omkring kl. 16:00 i Midtjylland for myldertid, men der er øjnsynligt flere og flere biler på vejene. Vi har fået sol og vind i hår, snakket om kvindelår, og siddet i perfekt tavshed, og betragtet ingenting i særdeleshed. Det føles lidt som dengang i folkeskolen. Bare i en fin bil.

Utroligt hvad man kan få en læseferie til at gå med

Jeg elsker sort, men måske mest at gå i det. Altså, ikke på goth eller emo måden, men mest fordi jeg er så helvedes farveblind, at der er få andre farver, som jeg tør stole på.  'Hvid, hvad med hvid?' spørges der i det fjerne, og dertil kan jeg kun sige, at hvid ikke rigtig gør noget for mig. Ikke ulig blå.

Så derfor lidt nyt design. Tiltrængt, måske, efter 225 tekster på langt mere end 225 dage. Det er dog kun en skitse, så det forandrer sig nok i løbet af den næste måneds tid. Forhåbentligvis til noget interessant. Noget grønt! Noget, der næsten fotosynteserer, for hvem kan ikke lide fotosyntese?

Forskrækkelsens forskrækkelse

På trods af at jeg ikke har ét gram fedt på kroppen, så er min diæt direkte dødelig. Ingen tvivl om det, spørger man min mor. I modsætning til jeres hengivne, så er hun fedtforskrækket og efterfølgende forskrækket over, at jeg ikke er det. Lad mig sige det sådan, at det gør enkelte ting forholdsvist besværligt.

Som f.eks. at udtrykke kærlighed. Enhver der nogensinde har haft en bedstemor ved, at det at fodre folk, er det samme som at udtrykke ens dybeste følelser for dem. Forhåbentligvis er der oftest tale om kærlighed, men nogle gange brænder lortet altså bare på, og så må man leve med en lille dosis had. Man kan ikke være lige elskværdig hele tiden, og derfor ikke lige elsket.

Til mit store held skulle Mor ud og gå hendes aftentur, hvilket jeg ikke lige følte noget behov for, i dag af alle dage, hvilket gav mig hele 27 minutter til at smække en dessert sammen. Nu skal det bare blive torsdag, og hun skal IKKE opdage dessertens løsdele bagerst i køleskabet, og så skal hun fanme have en dessert. Om hun vil det eller ej, for jeg holder så ufattelig meget af hende.

Biblioteks blues

Som jeg nærmer mig IT-Huset, fylder der mere og mere i horisonten, såvel som i min bevidsthed. Timer. Dage. Nætter. Uger spenderet i kælderen på betonmonstret, kælderen i hvilken der netop på grund af arkitektens betonfetischisme overhovedet ikke er signal til mobilen. Det er siden blevet en velsignelse.

Den eneste måde, man kan blive forstyrret, er, hvis man sidder uden for bibliotekets lydisolerede glasvægge. Derude hvor folk må snakke. Undlader man endvidere at tænde den bærbare, så er det ens egen skyld, hvis man ikke får høvlet nogle tekster igennem.

Men det er ensomt i kælderen, hvorfor de bedste timer dernede afgjort foregik med læsegruppen som selskab. Nu hvor læsegruppen er væk, borte, reduceret til dens mindste bestanddele og fordelt på andre fag, så er det ikke helt det samme. Her er tomt, koldt og fyldt med tavshedens ekko. Kopimaskiner, der snurrer og brummer bag hjørner. Bøger, der lugter af viden og hemmeligheder. Men jeg er ligeglad. Jeg vil bare have min læsegruppe igen.

:<

Retur

På vej hjem fra endnu en aften, vædet i vin og bobler, cykler jeg pustende op ad Ny Munkegade. Selvom man måske føler sig som en glad Supermand, specielt oven på sådan en aften, så er bakken på aller stædigste vis stadigvæk ufattelig stejl.

Længere fremme er en gruppe syngende og dansende mennesker enten i gang med at passere ned ad Ny Munkegade, eller også har de bare slået lejer uden for de matematiske fag. Måske der er fest derinde? Hvor besynderligt! Eller... et eller andet må man vel gøre ved det hele, når/hvis man nu læser matematiske fag.

Halvvejs forbi gruppen bliver jeg råbt an af en gut, som jeg ikke umiddelbart genkender. I midlertid er jeg, grundet aftenens selskab og dens indflydelse på mig, for øjeblikket fyldt med kærlighed til alt levende og en uudtømmelig tro på menneskets iboende godhed. Så jeg stopper:

- Hey! Hey, hey stop lige!
- Gooodaften.
- Kan du se hende der, hende der nede?
Han peger ind i en lille gruppe mennesker, der er på vej ned ad Ny Munkegade, kun 15 meter, fra hvor vi står.
- Eh, nej, jeg er ikke sikker på hvem...
- Ej, vent lige, HEY TILDE! HVAD MED HAM HER?!
Tilde svarer ikke, hvem Tilde end så er. Tilde har måske ikke hørt råbet, endsige forstået, hvad det går ud på. I så tilfælde havde Tilde og jeg dén ting til fælles i det øjeblik.
- Øh, hva'ba'?
- TILDE! VIL DU KNALDE MED HAM HER?!
- NEJ TAK, ELLERS TAK!
Lyder det et eller andet sted inde fra gruppen.
Ude af stand til at bestemme mig for at være skuffet, lettet, smigret eller underholdt af situationen kigger jeg forundret på den fremmede fyr.
- Jeg er i gang med at skaffe hende et knald.
- Ah. Okay. Jamen held og lykke.
- Tak, mayn!
- Så lidt.
Mumler jeg, og cykler resten af vejen hjem.

Nu endnu mindre Supermand end før. Men stadigvæk glad.