En ikke-dag af en betydelig ubetydelighed

Min gode kammerat Brian har selvfølgelig købt sig en ny bil. Selvfølgelig, tør jeg sige, for hvad er der ellers at bruge pengene på, når man bor hjemme og i øvrigt ikke skal betale for det. Jeg har vist gjort det klart for Brian, flere gange, hvad jeg mener om den situation.

Brian ringede meget tidligt i morges, og proklamerede, at vi skulle ud og køre en tur. 'Okidoki', mumler jeg, mens jeg forsøger dels at vågne, dels at tage tøj på, dels at finde ud af hvad klokken er.

Det er en fin bil, synes jeg, og husker at fortælle det til Brian. Han siger ingenting, som sædvanlig. Han tænker, 'Det er jo bare en bil, den betyder i virkeligheden ikke noget', men jeg ved, at han er glad for den. For det er en fin bil.

Så vi kører rundt. Hvor aner jeg ikke. Solen skinner, marker, træer, buske, læhegn, alt muligt vokser om ørerne på os, og intet virker bekendt. 'Kæft mand', siger jeg, og Brian svarer 'Jep'. Vi er virkelig ude på landet.

Og så er vi hjemme igen, lige før myldertid. Eller, ja, det er en fornærmelse mod trafik alle steder, at kalde trafikken omkring kl. 16:00 i Midtjylland for myldertid, men der er øjnsynligt flere og flere biler på vejene. Vi har fået sol og vind i hår, snakket om kvindelår, og siddet i perfekt tavshed, og betragtet ingenting i særdeleshed. Det føles lidt som dengang i folkeskolen. Bare i en fin bil.