Retur

På vej hjem fra endnu en aften, vædet i vin og bobler, cykler jeg pustende op ad Ny Munkegade. Selvom man måske føler sig som en glad Supermand, specielt oven på sådan en aften, så er bakken på aller stædigste vis stadigvæk ufattelig stejl.

Længere fremme er en gruppe syngende og dansende mennesker enten i gang med at passere ned ad Ny Munkegade, eller også har de bare slået lejer uden for de matematiske fag. Måske der er fest derinde? Hvor besynderligt! Eller... et eller andet må man vel gøre ved det hele, når/hvis man nu læser matematiske fag.

Halvvejs forbi gruppen bliver jeg råbt an af en gut, som jeg ikke umiddelbart genkender. I midlertid er jeg, grundet aftenens selskab og dens indflydelse på mig, for øjeblikket fyldt med kærlighed til alt levende og en uudtømmelig tro på menneskets iboende godhed. Så jeg stopper:

- Hey! Hey, hey stop lige!
- Gooodaften.
- Kan du se hende der, hende der nede?
Han peger ind i en lille gruppe mennesker, der er på vej ned ad Ny Munkegade, kun 15 meter, fra hvor vi står.
- Eh, nej, jeg er ikke sikker på hvem...
- Ej, vent lige, HEY TILDE! HVAD MED HAM HER?!
Tilde svarer ikke, hvem Tilde end så er. Tilde har måske ikke hørt råbet, endsige forstået, hvad det går ud på. I så tilfælde havde Tilde og jeg dén ting til fælles i det øjeblik.
- Øh, hva'ba'?
- TILDE! VIL DU KNALDE MED HAM HER?!
- NEJ TAK, ELLERS TAK!
Lyder det et eller andet sted inde fra gruppen.
Ude af stand til at bestemme mig for at være skuffet, lettet, smigret eller underholdt af situationen kigger jeg forundret på den fremmede fyr.
- Jeg er i gang med at skaffe hende et knald.
- Ah. Okay. Jamen held og lykke.
- Tak, mayn!
- Så lidt.
Mumler jeg, og cykler resten af vejen hjem.

Nu endnu mindre Supermand end før. Men stadigvæk glad.