Som regel plejer rødvinsfarvede og små-sene samtaler at blive til noget følelsesladet noget. Noget om uigengældt kærlighed, forliste forhold til perfekte kvinder, favorit-hunden der døde for enden af ens haglgevær bag et skur på en mark - den slags. I aftes var ingen undtagelse.
Efter at have spist definitionen af en herremiddag (kartofler, engelsk bøf og (hjemmelavet) bearnaise) kom Emil og jeg således omkring vores første mp3-afspillere, og hvordan de var specielle på hver deres måde. Hvilke formater de kunne afspille og alle de formater, som de nægtede at genkende. Hvordan det, at gå rundt med en snurrende, tonstung harddisk i rygsækken var som at gå med en aftenens smukkeste pige under armen. Man var noget specielt. Andre teknofile følte ubehag og misundelse i ens nærhed. Man var sej.
Jeg blev klar over, at dette var det, som tøser/kvinder/piger refererer til som 'rødvinssludder' idet vi begge to næsten koordineret drog et lille sentimentalt suk, og drejede vores hoveder for at kigge ud af vinduet og ud på en by, der havde ambitioner om at være en stjernehimmel. I en kort tavshed delte vi en undren over, hvor det hele blev af. Om det mon var for sent at føle den slags igen. Er vi blevet for gamle? Er det for sent, i det hele taget?
This guy..
7 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar