18. nov. 2009

Tilfældets uigennemskuelige intentioner

Jeg satte min vasketøjstaske ned, og så var jeg sikker. Det var Camilla. Camilla fra den gang vi tog på skiferie i folkeskolen med ungerne fra nabokommunens skole. Havde godt nok set hende et par gange før, men jeg var altid på vej et eller andet sted hen, og jeg var egentlig aldrig sikker. Men så står man her, midt i det 4 x 4 meter store vaskerum, og skal egentlig ikke nå andet, end at pakke noget tøj ned i en taske.

Jeg er ikke sikker på, at hun er klar over det, men jeg havde en lille ting for Camilla engang. Sådan cirka samtidig som jeg var kærester med Camillas veninde, Caroline. Upraktisk, vil nogle nok mene. Så jeg slog op med Caroline, som man nu gør, når man går i 8. klasse, og begyndte at cirkulere om Camilla. Uden resultat.
Og nu står vi her i en vaskekælder, og snakker om hvad vi hver især har lavet, de seneste år, hvordan det er utroligt, at der til stadighed skal udføres vejarbejde uden for vores vinduer. 8. klasse forekommer lige pludselig meget langt væk. Hun griner og smiler stadigvæk, som hun gjorde engang. Ærligt og helhjertet. Visse ting behøves ikke ændre sig, sådan partout. Også selvom der er gået 11 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar