11. nov. 2009

Endelighed

Farvede fyrfadsøer sejler rundt på bordet, spredt tilfældigt mellem knive, gafler og glas. Makrokonfetti med ild i. Katten glider imellem mine fødder, gør opmærksom på sig selv ved at gnubbe sig lidt op ad mit skinneben. Fred og ingen fare, siger den. Og vil du så venligst nusse mig lidt under hagen. Pigerne drikker mojitos, mens Thomas har skænket whisky til os 'mænd'. Jeg kan ikke huske, om ordet 'mænd' rent faktisk blev brugt, men det er vel efterhånden, hvad vi er. I hvert fald når vi drikker whisky. Forsøger at føre en samtale om årsagen til alting med Rune, men dejlig mad og mange flasker drømmevin kommer i vejen. Anna har været for god en vært, og aftenen har slet ikke haft respekt for hende. Ligeglad med al herligheden er den fløjet af sted, efterladt selskabet med ondt i kinderne af for meget latter. Natten fulgte dens eksempel, og nu er det lyst. Så lyst at jeg savner mine solbriller. Jeg føler et behov for at beklage på aftenens og nattens vegne, men er i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig det. Alting må have en ende, ligner det. Med lidt held får man lov til at opleve flere ender.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar