Cirkusartist in spe II

'Kom så Lange!' lyder det inde fra bredden. Min sergent står og griner med armene over korps. Det er hygge, det her, tænker han. Store drenge, der render rundt i skoven efter sengetid, fyrer løst krudt af, leger røver og soldater med night-vision goggles og andet legetøj. Det er fanme hygge. Selvom min dovendyrs-positur ser afslappet ud, så er det ikke helt tilfældet. Hvad fanden har han at smile af? Og hvordan kan dovendyr og pungrotter gøre det her dagen lang? Egern for den sags skyld? Fucked up egern. Det må være diæten.

En beslutning må træffes. Meget få er faldet i, en enkelt pige har klandret en sergent for at være et sexistisk svin, idet han ingen forståelse havde for at glide over et reb, når man har skamlæber (hun brugte et sprog, der var lidt mere kulør, end jeg giver udtryk for her). Hvilket egentlig var fair nok. Jeg går ud fra, at det er ubehageligt, måske mere ubehageligt end at ligge på ens nødder. Men for helvede. Jeg har ikke nogen undskyldning, for ikke at gøre det. Har ikke fået mindre søvn end alle mulige andre. Ikke mindre mad. Og jeg har ikke skamlæber. Hvor langt væk er tørt tøj og et bad? Hvor ER jeg i det hele taget?

Der må handles. Jeg får fat i rebet med begge hænder, og begynder at hive mig frem så hurtigt jeg kan. Mine muskler er trætte i forvejen, benene kramper allerede lidt, og jeg er generelt en pivskid. Det skal gå hurtigt, ellers kommer det slet ikke til at gå. Gruppe to, min gruppe, begynder at heppe. 16 sekunder senere er den resterende 2/3 af rebets længde tilbagelagt; jeg lander på bredden med gevær og udstyr og alting lige så tørt som før. Bortset fra lidt sved og brændsår på mine inderlår er jeg intakt. Gruppe to klapper fra den anden bred, jeg vender mig om, og vinker meget friskfyrsagtigt. Easy! Min sergent smiler det der smil, som han altid smiler, når han lige har demonstreret, at vi kære små soldater-spirer sandeligt kan mere end vi tror. Som han altid har sagt. Eller også hygger han sig bare stadigvæk. Og det gør jeg egentlig også.