29. sep. 2009

Skiferie-tankerne

Efter at have snakket med lidt for mange mennesker, der afgjort skal på skiferie, er jeg misundelig. Jeg savner skiferie. Den der duft af tørt og varmt træ, der bliver stænket til med små sne-klumper, idet man pakker sig selv ud af de mange lag.  Nabohyttens schæferhvalp, der slet ikke kan komme sig over, hvor fantastisk alt det her hvide stads er, og at man gider at tumle rundt i det med den.

Fart. Blændende fart, der får snefnug til at bide sig ind i huden, tvinger tårerne ud af øjnkrogen og smilet helt op til ørerne.

Stilheden, der omfavner alt, mens familien i kollektiv meditation langrender sig gennem landskabet. Mors chokolade-pauser og tips til at køle kroppen af, når det har været lidt for stejlt i lidt for lang tid.

Dét savner jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar