Selskabet gør hele forskellen

Af og til hader jeg mit studium. Alle hader deres studium af og til. Specielt midt i eksamenstiden, synes jeg, at det er slemt. Som regel sidder jeg fast i en gruppe, som jeg mest af alt har lyst til at sætte ild til. Det vil jeg dog påstå, at jeg ikke kan klandres for, taget visse medlemmere af gruppen i betragtning. Men at få lov til at snakke om film, spil, radio, tv, internet, rødvins-drikkende pseudo-intellektuelle læserbrevsskrivende Politiken-læsere, alt muligt i den dur - det er da for fedt!

Imidlertid snakker jeg ikke så meget om de dele af studiet, som jeg er glad for, åbenbart. I dag resulterede denne selv-censur i, at min kære fader brugte 3/4 af rejsen fra Århus til Viborg med at give mig en ganske grundig peptalk. Emnerne var lidt i retningen af "vi er vores egen bøddel/lykkes smed", "ingen vil tænke dårligt om dig, bare fordi du hopper fra et studie... for anden gang" og "måske militæret alligevel var noget for dig".

"Hmf," tænker jeg for mig selv, mens jeg bider tænderne sammen, og undrer mig over hvad jeg helt præcist skal bruge de meget velmente råd til. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv. Alt andet lige gør det det lidt besværligt at udstikke en kurs, når jeg ikke aner, hvor jeg vil hen. Hvorfor overhovedet diskutere det? Ingen er klogere end nogen anden alligevel. Det kan godt ske, at vi rejser i blinde, men man kan godt få serveret god mad og drikke i dejligt selskab undervejs.