Egennyttig handlen på en semi-tilfældig søndag uden andet egentlig formål

I dag lærte jeg en små-vigtig ting om mig selv, og jeg synes, at det er godt gjort for en søndag. Der findes mange dage på ugen, der tydeligvis har iboende intentioner om forandring, handling, egentlige intentioner om at sekrere potentiale. Søndag er bare ikke én af disse. Overhovedet.

Jeg lærte, mens jeg med beherskede men lange skridt bevægede mig tværs igennem Kristian F. Møller og dermed tættere på de bøger, som jeg måtte og skulle købe til storebror, at jeg ikke er mere selvstændig, mere reflekteret og funderet i mig selv, end en bi i en bikube. En myre i en myretue. En bølge blandt bølger blå.

Et eller andet ved at stå i kø i 45 minutter før butikken åbner, har i hvert fald forandret mit bog-behov. Et eller andet ved at lytte til de 35 mennesker, der står bag mig, har pludseligt fået mig til at indse, at jeg da helt klart har et eller andet, at bruge Tankens Magt - Vestens Idéhistorie bind 1-3 til. Givet, det er et godt tilbud. Et rigtig godt tilbud endda. Og alle i køen snakker om Tankens Magt. Det må være hot shit.

Så jeg blev grebet af en art midlertidig tilbuds-sindssyge. Idet jeg når frem til bøgerne, idet jeg rækker hånden ud for at sikre Storebrors eksemplar, lige da overbeviser jeg mig selv om, at jeg hellere må tage et eksemplar til. Til, du ved, filosofiske nødssituationer eller noget. Imens rækker ivrige hænder mig over skuldrene, for at gribe efter de få eksemplarer, der nu engang er tilbage. Hvilket egentlig er godt klaret, taget min højde i betragtning.

Jeg går derfra med 2 x Tankens Magt á tre enorme bind. Sjovt nok er det mens jeg traver op ad Langelandsgade, tungt læsset med bøger, at sindssygen kureres. Blip, siger det, og jeg spørger mig selv: 'Hvad FANDEN skal jeg med de bøger? Hvad står der i dem, som jeg IKKE kan google mig til?'. I modsætning til Storebror har jeg ikke specielt travlt med at finde passende inventar til mit ph.d. kontor. Det eneste unikke ved disse bøger er, at de kostede 1.999,95 bops før de blev sat ned til 400 spir.

Suk. Så jeg er faldet offer for en god gammeldags omgang vestlig materialisme. Besiddelyst, udelukkende følt, for at kunne besidde noget, som andre på daværende tidspunkt fandt attraktivt. Jeg er en påfuglhane i lånte fjer. Møgungen i børnehaven, der tager sig god tid om at blive færdig med at lege med den action-figur, som alle de andre også vil lege med. En mandlig undertøjsmodel med en sok i mine boxershorts. Så takket være en usædvanlig søndag hader jeg mig selv lidt nu. Bare en smule. Måske en af de vestlige filosoffer har en tanke, der kan kurere mig én gang for alle.

Ekstra-mand

Urfh, tænker jeg, og er lidt usikker på, hvordan jeg skal reagere. Jeg står med begge hænder og forsøger at montere nye bremse-klodser på Ane Mettes cykel. I mellemtiden står hun i hjørnet af det meget lille cykelværksted og laver ih-hvor-er-du-bare-bedårende-med-en-skruetrækker-og-lidt-skidt-fra-cykelen-i-ansigtet-lyde. Kun Ane Mette kan slippe afsted med at lave den slags lyde. Hun har netop påpeget, at jeg ser meget mandig ud. Jeg griner af forestillingen om, at det er noget, som jeg skal tilsmudses og bevæbnes (med skruetrækkeren) for at opnå. Far skulle se det her, smiler jeg for mig selv, og spænder den sidste møtrik-skrue-spænde-dims. Hvem fanden ved også, hvad alle de der små ting hedder?

Tips til en sparsommelig men meget fornuftig smuttur i Føtex

- Spis en halv pakke Bastogne før du smutter ud af døren. Drik evt. et glas kakaomælk ved siden af. Lavt blodsukker er din største og første modstander i kampen om at modstå de mange tilbud på uden tvivl dejlige varer, som du måske egentlig godt kan leve uden.

- Gør dine indkøb mellem 15:30 og 16:45. Det er myldertid, og der er mange mennesker, og det er træls, og du vil egentlig allerhelst bare væk. Hvorfor også hente ungerne fra institutionen FØR man går ud og handler? Så hellere lade dem være ene barn tilbage, så de kan have kvalitetstid med den vagthavende pædagog.

- Husk at, nej, stik imod hvad du måtte tro om din fryser, så indeholder den ikke er sort hul, og der er derfor ikke lige akkurat plads til 12 poser frosne kartoffelprodukter/bær/grøntsager.

- Eftersom det er myldertid er der også kø. Køer er det naturlige habitat for impulskøbet! Sørg derfor for at finde en kø i nærheden af tekstil-afdelingen. Sjældent har man impuls-købt et stræklagen. Undgå for alt i verden chokolade- og slik-køerne. Ud over at byde på chokolade og slik, hvilket du alligevel ikke har lyst til fordi du har maven fyldt af kvalme, grundet bastogne-kakaomælk kombinationen, så er der også hysteriske møgunger. Hysteriske møgunger, der hellere vil kaste sig ned på gulvet og græde, skide og pisse snot, end at undvære en pose Smarties.

- Bed om bonnen, når du har betalt. Kig på bonnen, mens du går hjem. Undre dig over hvor meget man kan betale for så lidt, og ræsonner dig frem til, at du måske skulle prøve at gå i Kiwi næste gang.

Collage

"Jeg kunne være i Bergen." Fortidens megalomaniske ambitioner krøller sig sammen i mine ideers harmonikasammenstød. Geværer og uniformer hvirvler sammen med dissektionsbestik og gigantiske mikroskoper, støder ind i sejlende bowlingkugler, plettet malertøj og forgyldte, evig-kolde stetoskoper. Håndtryk følger smilende anerkendelse følger håndtryk. For enden af det hele er en bog, som ingen vil læse. Når muligheden for at opleve alting igen, alting som det altid har været, melder sig, så melder alt det, der kun har været delvist, sig også. Det forkludrer enhver tanke, eksisterer som et kaos af billeder, lyde, smage, følelser, et kaos der ikke ønsker at være andet, end det enste, jeg sanser. Det gør det umådeligt besværligt at koncentrere sig om noget som helst.

Som en si

Forfrossen og fordrukken stavrer jeg igennem natten. Vejen er øde. Jeg fornemmer ingenting, ud over mig selv og kulden. En enkelt cyklist overhaler mig på et eller andet tidspunkt, og jeg bander i min ukontrollerede fuldskab over, at jeg ikke tog min cykel med. Så ville jeg være hjemme nu.

Uden at mæle et ord forlod jeg det gode selskab. Menneskerne, larmen, lugtene, øllet, barens mørke, det hele blev for meget, og jeg måtte ud og have noget frisk luft. Ude af stand til at sige ordentligt farvel valgte jeg at foretage et lydløst men ikke ubemærket exit. Må huske at undskylde ved lejlighed, tænker jeg, og åbner døren ud til en lydløs nat.

Den kolde vind hjælper imidlertid ikke på kvalmen. Jeg pakker mig selv ind i mine arme, og forsøger at lade være med at klapre tænder. Aldrig mere, mumler jeg for mig selv, og griner lidt af det hele. I morgen vil jeg ikke huske kulden. I morgen har jeg det fantastisk dårligt, og jeg vil mene, at det er sidste gang. Sjovt, fniser jeg, hvordan aldrig bliver til altid.

Teenager og lidt til

Hm, tænker jeg, og undrer mig over, hvad dælen der er sket. Dette er en ny ting. Jeg har lige, for første gang nogen sinde vil jeg påstå, følt en art fornøjelse ved at rode rundt med mine konti i webbanken. En følelse, som jeg troede hørte Halløjskolens beboerer til. Er jeg blevet ansvarlig og lige frem begejstret for det?

Vås, konkluderer jeg, og fortsætter mit budget-projekt. Selvfølgelig er det nok nærmere resultatet af mit roderi med cifre og konti, der fornøjer mig på forhånd. Det lyder sandsynligt. Én ting er sikkert. Forældrene må aldrig høre om dette. Hverken projektets formål eller fornøjelsen derved. Nu har jeg brugt næsten 26 år på at være helt og aldeles uinteresseret i bekymre mig for meget om det materielle, mens de har brugt næsten 26 år på at forsøge at undervise mig om vigtigheden af et vist mål bekymring. Ville det nogensinde få en ende, hvis jeg første begyndte at give dem ret?

Gave fører til fest fører til noget anderledes

Det er nu meget smart, det der Facebook. Jeg kan takket være Facebook se, at jeg er den eneste mand/fyr/dreng, der med sikkerhed kommer til aftenens fest. Resten af de inviterede repræsentanter for mit køn, kønnet der opfandt uvurderlige ord som 'dingleribs' og 'smatkasse', står alle som 'dukker måske op'.
Her begynder man så at føle en art panik-angst. Skal aftenen i sandhed gå med at diskutere X-factor og Twilight Sagaen? Jeg har for helvede allerede købt en gave til fødselsdagsbarnet, og jeg har egentlig ikke bedre ting at tage mig til. Afsted skal jeg.

Så længe jeg finder en plads ved siden af pigerne fra holdet, pigerne som jeg i det mindste kan føre en umiddelbar samtale med, så skal jeg nok overleve indtil det punkt, hvor jeg og de resterende gæster er blevet så tilpas snaldrede, at alle er gode venner med alle, hvilket i øvrigt er det helt rigtige tidspunkt at introducere mig selv til det halve håndboldhold, der åbenbart også dukker op.

Det skal nok blive en... en anderledes aften.

Hurtig middag på en fredag uden nogen speciel anledning overhovedet

Jeg havde svært ved ikke at grine af det ældre par, der sad ved siden af os, mens vi i åbent forum diskuterede menukortet. Den ældre herre, der sad tættest på Cecilie, blev ved med at læne sig til en side, så han bedre kunne beskue hendes røv. Enten beundrede han hende i al hendes skønhed, eller også var han forarget over hvordan hun valgte at beklæde hendes selvsamme. Cecilie så ingenting, og det føltes ikke som det rigtige tidspunkt at påpege, at hun blev begloet af et mosefund. Mosefundets kone sad trods alt over for ham, og selvom hun var blind, så var hun vist ikke døv. Så langt var der heller ikke imellem vores borde. Cecilie ville endvidere med en vis sikkerhed være ude af stand til at håndtere situationen på en diskret måde. Selvom det ville være underholdende, så ville det vist være bedre at gemme disse nøje indsamlede informationer til på mandag, hvor vi ses igen. Så jeg spider et stykke and på min gaffel og ærges endnu engang over, at jeg ikke kan finde ud af at confittere.

Tid til pausefisk

Man tror det er løgn, men jo, jeg forsikrer dig, den er god nok: i dag fik jeg en noget nær uimodståelig lyst til at gå til eksamen.
Jeg lader den lige stå lidt. I mellemtiden kan du beundre pausefiskene:

Sådan. Det må være rigeligt.

Jeg tror, at lysten udsprang af, at jeg egentlig ikke fandt dagens arbejde særlig spændende. Intet ved det hele forekom vigtigt. Det var jo bare endnu en dag. Udsigten til at blive konfronteret med endnu flere dage af denne slags var ikke overraskende voldsomt motiverende. De der eksaminer, som jeg egentlig har gået og været lidt ligeglad med, var måske ikke helt uvigtige, også selvom selve faget er det.

Det er år siden at jeg stod af ræset med at blive hurtig færdig, så man kunne bruge resten af ens dage på... tja. Mening og ekstentionel relevans udi et personligt lyst- og ambitionsunivers har taget overhånd. Selvom det er født af at stå meget tidligt op og udføre hårdt fysisk arbejde, så er det lidt rart at føle sig motiveret igen. Motiveret til at blive til noget andet. Motiveret til at høste ECTS point, motiveret til at færdiggøre og afslutte. Forandring fryder.

Hot-snot liste #3

Hot

- Tilbud på Bastogne kiks i Føtex, når man går og har den her enorme lyst til at dyppe dem i sort kaffe, og så ellers proppe dem i fjæset.
- At overnattende gæster folder afskeds-origami, nu når de alligevel forlader lejligheden mens jeg har travlt andetsteds. Afskeds-origami lavet af penge og blå karton.
- At man nødvendigvis må rejse til London for at købe en Nexus One. Øv altså!

Snot
- At telefonen nu har forladt denne verden til fordel for de evige jagtmarker. Marker, hvor telefoner jager hoveder, facehugger-fra-Alien-filmene-style.
- Chefens entusiasme for at udbetale en hel månedsløn i råvarer. Nej, kære chef, jeg er ikke en blåhval, og jeg spiser slet ikke så meget endda.
- Nidkære ekspedienter, der insisterer på at lave et tilgodebevis på 25,-, nu når man kun har formået at bruge de 575,- af de 600,- som den oprindelige vare var værd.

I modsætning til i dag

I morgen bliver en helt anderledes dag. Korkpropper skal flyve fra morgenstunden, for en ven bliver formodentlig færdig som arkitekt. Jeg skal stå tidligt op, så jeg kan møde op i tide. Så jeg kan blive middagsberuset, gå hjem og sove en lang eftermiddagslur og efterfølgende være aftenfrisk. Normalt ville jeg spille lidt natguitar i den forbindelse, men i går skar jeg en god luns af min pegefinger på venstre hånd. Det var ikke helt med vilje, men det er resultatet af overdreven brug af strygestål. Dét og så lidt for stor entusiasme og ivrighed omkring finsnitningen af skalotteløg. Under alle omstændigheder gør det en anelse avs at bruge enden af min pegefinger, og lige præcis enden af pegefingeren anvendes ret ofte, når man spiller guitar. Og skriver på den bærbare. Nuvel. I det mindste bløder jeg ikke ud over det hele længere.

Flyttelyst

Og så var det min tur til at være døden nær. Af ren og skær træthed valgte jeg i hvert fald at falde om i min seng i går aftes, udmattet efter alt for meget arbejde på alt for få dage. 70 travle timer fra tirsdag til lørdag, cirka. Søndag gik med at hjælpe Anna og Thomas med at flytte, hvilket heller ikke just var ren afslapning. Men det var et lækkert sted, og de bliver med garanti meget glade for det. Hvilket de nu også fortjener. Efter at have set lejligheden, så fik jeg selv lidt kriller. Man kunne jo måske godt flytte i noget lidt større, specielt nu hvor man har penge til overs. Man kunne få sig et ordentligt køkken. En egentlig stue. Et rigtigt soveværelse. Måske endda et kosteskab. Mmm. Kosteskab.

Det var en lille fornøjelse at betragte deres fælles eksistens, fordelt i flyttekasser og komprimeret til uigenkendelighed. Vidunderet var selvfølgelig at se, hvordan det at få velvalgte ting blev sat på plads i det nye hjem gjorde den store forskel. Et andet vidunder er, at de kan have fem, f-e-m, flyttekasser, proppet med kogebøger. Måske det er mere forunderligt end vidunderligt. Men hvad. Man glæder sig til at besøge under alle omstændigheder.

Upsadasse

Næsten død. Ikke helt i live. Lad os sige, at det har været en lang og hård dag, og at jeg tabte min telefon ned af fem trappetrin på vej ud af døren. Trappetrinene var, viste det sig, lavet af den hårdeste art sten, der overhovedet er at finde på denne planet. Og der var kun lige nok til de fem trappetrin, skal det siges. Fancy! Men telefonen kunne ikke lide at blive tabt på den måde, endsige at lande på noget så hårdt. Så den gik lidt i stykker. På en måde. Jeg kan ringe fra den, hvis jeg holde de to dele, som den nu er i, med begge hænder. SMS'er tør jeg slet ikke tænke på at overveje at vurdere at forsøge at skrive. Så nu er den næsten død. Ikke helt i live.

Det må betyde, at det er helt i orden, ja, endda nødvendigt for mig, at begynde at overveje hvilken HTC telefon, jeg skal købe mig inden alt for lang tid. Oh well!

Tvivlsom sikker viden

Efter alt for mange timer på jobbet står det lysende klart for mig. Det professionelle køkken og jeg har ingen delt fremtid. Alt det der er hyggeligt og legende dør en meget hurtig død, når alting skal være færdigt på 4 minutter. Men selvfølgelig skal det være færdigt på 4 minutter. Det er en forretning og tid er penge og lalala.

Ikke fordi jeg er ved at droppe ud af studiet, men fordi jeg betragter det som værende en absolut nødvendighed at spørge sig selv, bare en gang imellem, om man hellere ville være et andet sted, end hvor man er. Hvis man kan svare ja, og man ved, hvor man hellere vil befinde sig, så kan man kun holde sig selv ansvarlig for manglende glæde og begejstring. Altså. Såfremt man er sådan én, der finder den slags gennem arbejdet. Blandt andet.

En surfers død

Og så døde mit interwebs. Eller, ja, jeg kunne i hvert fald ikke komme online på nogen måde på trods af mange ihærdige forsøg på at finde ud af, hvad der var galt. Ihærdige, måske, men ikke oplyste.

Efter at have slappet lidt af oven på en travl arbejdsdag ringer jeg til min personlige support-person. Han er den her kammerat, som blev født med en meget kompleks kildekode i stedet for DNA. Jeg vil ikke sige, at han er en nørd, ikke som de kan opleves på Datalogisk Institut. Søde og rare som de er, de kære nørder, så er de lidt svære at kommunikere med nu og da. Ham her forstår hvad man siger, også selvom man refererer til noget, der ikke har med computerier eller Star Trek at gøre.

Kort historie endnu kortere, så redede han mit internet, og jeg kan nu komme igang med at skrive blog igen. Jeg har stadigvæk et indlæg eller to at indhente. Nej. Syv, tror jeg. Hm.

Lebbe til undsætning!

Jeg har lavet mig en lebbe. Det meste af tiden hænger hun ud i Las Vegas, hvor hun blæser hjernen ud på terrorister med hendes Heckler & Koch G3 riffel m. 6x kikkertsigte. Ud over enkeltstående uheld med nogle fladpandede civile, der måske kom lidt i vejen for kugleregnen, så er hun ret dygtig.

Den oprindelige tanke var egentlig, at se hvor smuk en kvinde, man kunne lave. Hun skulle helst være så smuk, at ingen terrorist kunne nænne at plaffe huller i hende. Hvis hun skal være en del af eliten, så skal hun jo have visse fordele. Men da jeg så bladrer igennem de forskellige ansigter, så står valget tilsyneladende mellem otte forskellige grader af lebbethed. Til sammenligning ligner mande-ansigterne noget en pansret mandskabsvogn har øvet sig i at parallelparkere oven på.

Forbløffet over, at der overhovedet findes otte forskellige måder, at ligne en lebbe på, beslutter jeg mig for at lave en rigtig led en af slagsen. Og led, dét er hun. Kort, sort hår, aviator solbriller, tanktop, cargo bukser, og kun den allermest nødvendige skudsikre rustning. Og en kæmpe stor gøb, selvfølgelig. Så nu må I have mig undskyldt, kuglerne i min lebbes gevær har en aftale med et utal af ondsindede lejesvende. Om noget har vi ikke tænkt os at være så uhøflige at komme for sent.

Peptalk redux redux

Hende smarte-pigen foran spejlet står afgjort og passer den selv samme jakke, som jeg skal købe til Søs. Forbandet. Kan ikke bare stå her og glo, jeg vækker nok opsigt allerede. Testikler og sådan. Må gøre noget. Lade som om der er nogen, der ringer til mig! Yes!

- Hej Emil! Tak for sidst, total hygge! Jep, skulle hilse fra Lars. Haha, ja, det tænkte jeg også, hvad fanden sker der for det?

Imellem de split sekunder, hvor jeg står og ligger planer for min videre imaginære samtale med Emil, sender jeg lynhurtige blikke til jakken. Den hænger stadigvæk på pigen. Stadigvæk foran spejlet. Men hvor ivrig kan jeg tillade mig at være, når eller hvis hun lægger den fra sig? Skal hun ikke hænge den hen på stativet, førend man må gå til den? Der er garanteret indgået hemmelige pige-kontrakter, underskrevet i blod, der i detaljer beskriver, hvordan man håndterer sådan en situation.  Og jesus kristus, hvor lang tid kan det tage?!

- Altså, ja, jo, hvis man ikke har prøvet det, så synes jeg egentlig, at man skal holde ens fordomme for sig selv. Jeg forstår bare ikke, hvordan hun fik ham overtalt til det.

Åh nej. Jeg kan mærke, at samtalen med Emil udarter sig i en problematisk retning. Forbandede Emil og hans alternative men meget interessante venner. I mellemtiden har smarte-pigen tilsyneladende besluttet sig. Hun tager jakken af, hænger den på en bøjle. Og på plads. Yes! Jeg forlader mit stativ og går med meget målbevidste skridt hen til jakken. Smarte-pigen står lige ved siden af mig, i gang med at kigge på andre jakker. Idet jeg rækker ud efter jakken drejer hun hovedet og kigger på mig. Spørgende. Pis! Hun var ikke færdig med den!

- Eh, undskyld, jeg skal lige se, hvilken størrelse det er i.
- Ah. Jeg har lige spurgt, de har den ikke i andre størrelser end den her.
- Oh, okay. Kan være jeg bliver en meget populær kæreste, hvis det er den rigtige, den her.

Hun griner. En lille hvid løgn og min eksistens i det fremmede univers er begrundet. Og succes! Hun ER færdig med den! Ellers havde hun sagt noget. Jeg leder efter størrelsen i nakken på jakken. Ingenting. Hm, indersiden af ærmet måske?

- Nede ved venstre lomme. Altså på indersiden.
- Tak. Hehe. Lidt forvirrende, det her.

Jeg griner nervøst over min åbenbare uvidenhed omkring størrelsesangivninger på kvinde-tøj, og hvor dælen man finder dem henne. Det er i det mindste ikke en løgn. Hun smiler til mig, måske lidt forstående. Måske bare lidt underholdt. Alibiet holder. Og pis også. Det er en størrelse 34.

- Aw. Nåh. Og de har den ikke i andre størrelser, sagde du?
- Nej, desværre.
- Hm. Du skulle måske også bruge en størrelse 36?
- Jep.
- Og en størrelse 36 er en størrelse 36? Altså, det er ikke en stor 34'er, den her?
- Nej, ikke rigtig. Den sidder lidt trælst over brystet. Den strammer.

Hun laver en bevægelse med begge hænder for at illustrere hvor præcist jakken strammer. Jeg følger bevægelsen med øjnene.

- Øh. Så tror jeg også, at den er for lille til min, æh, kæreste. Hun er cirka lige så høj og, eh, i har meget de samme dimensioner, tror jeg.

Hun smiler som svar, og bladrer videre i tøjstativet. Jeg siger tak for hjælpen, og foretager den exit, som jeg har glædet mig til i de sidste 5 minutter. Tomhændet, lidt lettet og meget klogere på dametøjsafdelingen og dens beboere går jeg ud af hovedindgangen, hiver min telefon frem og ringer til Søs. Hun må i det mindste give mig point for at prøve.

Peptalk redux

Det skal nok gå, tænker jeg, og hanker lidt op i mig selv. Jeg skal bare finde den jakke. Søs har skrevet en fem kilometer lang SMS med en beskrivelse af jakken, og hvordan jeg finder den. Skal bare finde den, købe den, og så ud og væk. Nemt!

Op ad to rulletrapper, drej 145 grader omkring egen akse mod højre, sig alfabetet fra midten og forfra og bagfra og hink præcist 35 cm bagud. Wupti! Så står man foran den rette stand. Jeg går i gang med at bladre i stativerne, med hvad der gerne skal ligne en art nonchalance. Målet er at udstråle et eller andet der minder om, at der snart ikke er noget, der kunne falde mig mere naturligt, end at stå midt i Magasin og bladre i stativer med dametøj. Kvindetøj. Hm. Tøj, der ikke er til mig. For ét er at følge efter en kæreste, søster, veninde eller mor ind i dette ingenmandsland (bogstavligt talt). Noget helt andet er at begive sig derind ene mand, og så gå i gang med at kigge undersøgende og interesseret på varerne.

Historien om den lettere støvede ægtemand, der lettere forvirret forsøger at købe lingeri til konen er ikke rent opspind. Det ér et fremmed land, og det føles meget underligt at være her alene. Det føles lidt som dengang mor slæbte Søs og jeg med i svømmehallen, dengang man var så lille, at man gik med ind i kvindernes omklædningsrum. Omgivet af alle mulige og umulige former for bryster og underskov var det svært ikke at glo, også selvom man udmærket godt vidste, at man selv var den fremmede. Den fremmede i landet med bryster og runde former.

Efter at have bladret hele stativet igennem i forsøget på at identificere jakken ringer jeg til Søs, for at bekræfte, at jeg står foran det rigtige stativ. Hvilket jeg gør. Men jakken er der ikke. En meget smart pige med meget smart og meget lyst hår står og vrider sig foran spejlet. Iklædt en jakke. En jakke, der matcher beskrivelsen af den jakke, som jeg nødvendigvis må og skal købe. Hm! Samme dimensioner, næsten, som min søster. Gad vide...

Peptalk

Jeg sidder og skriver på min mini-fabel. Er kommet så langt som til at have et mini-plot for de første halvanden sider. Fabelagtigt. Telefonen ringer.

- Hullo?
- Heeej, det er Søs!
- Hej Søs!
- Er du nede i byen?
- Næh, jeg er hjemme. Stadigvæk lidt elendig.
- Aw, det er jeg også.
- Men hvad så? Skulle du have hjælp til noget?
- Jaaa men nu skal du høre.

Søster kaster sig ud i den korte fortælling om et udsalgskøb med 40 % besparelse. En jakke, helt præcist. Den viste sig at være lidt i stykker, hvorefter det blev sendt til reperation. To dage senere kommer det tilbage fra reperationen, mens varen i mellemtiden er sat yderligere 10% ned. Søster vil gerne returnere jakken og købe den igen (og dermed spare 500,-), hvilket måske ikke er helt ubesværligt at gøre. Så Søs ringer for at få en peptalk.

- Ej, men det er jo noget fis. Du opdagede fejlen på dag ét! Hvis du ikke havde fået fejlen udbedret, så havde du slet ikke købt den jakke, jo. Bare bliv lidt sur på dem, hvis de ikke vil give dig pengene tilbage!
- I know, men jeg ved bare ikke, jeg er lidt syg, er ikke rigtig sikker på, at jeg kan mande mig op til det.
- Selvfølgelig kan du det! Bare start med at snak dem igennem forløbet, start med at du købte jakken i tirsdags og opdagede fejlen samme dag og så videre. Hvis de ikke vil spille bold, SÅ skal du blive sur.
- Det er rigtigt.
- Gu' er det rigtigt! Du kan godt! Wooh!
- Wooh!
- Hehe!

7 minutter senere ringer Søs, meget tilfreds med at have fået pengene tilbage. Hvilket er en start. De ville ikke lade hende købe jakken igen, hvilket lyder lidt fjollet i mine ører. Så jeg må hoppe i bad, barbere mig, tage anstændigt tøj på og så fræse ned og lade som om, at jeg absolut ingenting har at gøre med den lettere besværlige pige, der ville have den selvsamme jakke, men så alligevel ikke ville have den. Godt vi er tvillinger. Vi ligner nemlig ikke hinanden.

Oh lord, glory hallelujah

Jeg blive lige nødt til at elske mit nye nodestativ lidt. Beklager. Here goes!

Okay, jul, det har lige været jul, og jeg havde lavet en ønskeseddel, hvorpå der stod "nodestativ". Allerhelst det selvsamme nodestativ, som jeg lånte af min far, dengang jeg gik til guitar. Far brugte det i hvert fald ikke længere, hvilket alle de trompet-aficionados, der måtte være blandt vores naboer, med sikkerhed begræder. Eller, nej, det gør de sku nok ikke. Tværtimod.

Men jeg er studerende, og det er ikke noget, jeg forsøger at skjule. Jeg er tilnærmelsesvist stolt af det. Problemet med at være studerende er, at man ikke har så meget plads at gøre med. Så da jeg modtog stativet i julegave, var jeg ufattelig glad, og lidt i vildrede. Hvor skulle det dog stå?

Et par dage før nytårsaften ankommer jeg til min lejlighed, og pakker alting ud. Nederst ligger nodestativet. Jeg folder det ud, justerer og låser højden, retter benene til. I virkeligheden er der kun ét sted, det kan stå. Lige under lampen, der lyser ind på mine bogreoler, lige ved siden af vinduet. Og der står det stadigvæk. I øjeblikket badet i lyset fra den lampe, der skulle oplyse mine bøger. Lampen er drejet ned imod nodearkene, således at der reflekteres et blidt og varmt lys ud i lokalet. Metallet skinner bag noderne. Det ligner et lille podie, en art alter, hvorfra hellige tekster læses. Alt i alt er det meget pænt, synes jeg. Grænsende til smukt.

Det æstetiske udtryk varer lige så længe, som jeg kan modstå at sætte mig hen foran nodestativet og endnu engang gøre et ihærdigt forsøg på at slå Vivaldi ihjel. Før eller siden dør han sku. I det mindste ser det bragende godt ud i forsøget.

Et rigtig eventyr

Lidt inspireret af en drøm, som en person skrev om i vedkommendes blog, har jeg en helt ustyrlig lyst til at skrive et helt og aldeles standard eventyr i et Dungeons & Dragons univers. I ved, hvor magi udføres med en kostelig pris. Hvor karakterer mere eller mindre regelmæssigt dør, for det er en farlig verden. Hvor guder og drager er kun alt for virkelige og alt for interesserede i hvad mennesket foretager sig. Hvor skoven gemmer på et utal af ukendte farer, der kun venter på en chance, for at angribe. Trolde, alfer, dryader, den slags. Hvor troldmænd og magikerer går i støvede kåber, og studerer i støvede bøger på støvede biblioteker.

Så nu ville jeg ønske, at jeg rent faktisk havde spillet Dungeons & Dragons da jeg var yngre, så jeg måske kunne vide lidt om denne verden. Men nej. Nørdet var jeg, men ikke nørdet nok. Jeg må tage på biblioteket og søge dannelse ud i fantasy, så jeg kan skabe mit eget.

Der må være noget i vandet

- God morgen, Chef.
- Heeeeeeeeej Laaaaaaaaaaaaaaange! Dulydersomomduerdødennær?
- Hvaaa'?
- Harduwhiskey?
- Undskyld, jeg kan ikke rigtig høre, hvad du siger.
- DRIK NOGET WHISKEY!

Chef ringede i går mens jeg lå og sov, og jeg opdagede det alt for sent. Nu er det morgen, og jeg har overtalt mig selv til at ringe og høre, om det omhandlede noget vigtigt. Som f.eks. hvornår jeg har planer om at blive rask og komme på arbejde igen. I dag har Chef sig så en energisk morgen, kan jeg høre. Problemet er at Chef er hyper i forvejen, så når han

a) drikker kaffe
b) spiser sukker
c) har travlt
d) er begejstret
e) er ulykkelig

nærmer han sig momentært lysets hastighed. Både i tanke, tale og handling. Chef er nogle gange svær at forstå. Om igen er det svært at forstå at noget væsen kan være så begejstret, så fokuseret og så hurtig uden på noget tidspunkt at bryde spontant i brand. Du ved, lige som det der South Park afsnit, hvor Kenny dør, fordi han har fået en kæreste, hvorfor han forsøger ikke at lukke en eneste prut ud, hvilket resulterer i, at han spontant bryder i brand og reduceres til en bunke aske i løbet af et splitsekund?

- Arbejdelørdag, kun TO selskaber oooog detblivertotalthygge!
- Øh, jo, tror jeg godt jeg kan. Burde være rask.
- Whiskey sagde jeg! Whiskey!
- Jamen jeg har kun lidt slave vodka, tror jeg.
- Driiiiiiik deeeeeeet!
- Okay, Chef, vi ses på fredag.
- God bedring!

Et forbandet nytår

Urg. Nytåret var ikke slem på den der tømmermændsmåde. Overhovedet. Generel træthed i hele kroppen fulgte med mig ud af sengen og ud foran spejlet. Og næææh, se hvem der er fulgt med, det er General Trætheds gode ven, Rynke Fjæs. Så jeg gik tilbage til min seng, og sov lidt mere. Var først hjemme kl 07:20, cirka, nytårsmorgen, og så må man godt sove et par dage.

Men sandheden er, at jeg ikke har sovet i et par dage. Til gengæld har jeg været syg, hvilket for nogen er en åbenlys konsekvens af at følge Charlotte hjem, og derefter gå hjem til sig selv. I et jakkesæt. Charlottes kæreste blev meget fuld, så han blev sendt tidligt hjem, og jeg blev kaldt ind som erstatning.

Indtil videre har 2010 budt på snotnæse, hoste der holder mig selv og naboer vågne og så lige en klat feber hist og her. Forhåbentligt bliver det godt på et eller andet tidspunkt. Jeg ville så gerne fortælle om alt det, der skete før nytårsmorgen. Men for nu har jeg ingen ord for det, og ingen energi til det.