Peptalk redux

Det skal nok gå, tænker jeg, og hanker lidt op i mig selv. Jeg skal bare finde den jakke. Søs har skrevet en fem kilometer lang SMS med en beskrivelse af jakken, og hvordan jeg finder den. Skal bare finde den, købe den, og så ud og væk. Nemt!

Op ad to rulletrapper, drej 145 grader omkring egen akse mod højre, sig alfabetet fra midten og forfra og bagfra og hink præcist 35 cm bagud. Wupti! Så står man foran den rette stand. Jeg går i gang med at bladre i stativerne, med hvad der gerne skal ligne en art nonchalance. Målet er at udstråle et eller andet der minder om, at der snart ikke er noget, der kunne falde mig mere naturligt, end at stå midt i Magasin og bladre i stativer med dametøj. Kvindetøj. Hm. Tøj, der ikke er til mig. For ét er at følge efter en kæreste, søster, veninde eller mor ind i dette ingenmandsland (bogstavligt talt). Noget helt andet er at begive sig derind ene mand, og så gå i gang med at kigge undersøgende og interesseret på varerne.

Historien om den lettere støvede ægtemand, der lettere forvirret forsøger at købe lingeri til konen er ikke rent opspind. Det ér et fremmed land, og det føles meget underligt at være her alene. Det føles lidt som dengang mor slæbte Søs og jeg med i svømmehallen, dengang man var så lille, at man gik med ind i kvindernes omklædningsrum. Omgivet af alle mulige og umulige former for bryster og underskov var det svært ikke at glo, også selvom man udmærket godt vidste, at man selv var den fremmede. Den fremmede i landet med bryster og runde former.

Efter at have bladret hele stativet igennem i forsøget på at identificere jakken ringer jeg til Søs, for at bekræfte, at jeg står foran det rigtige stativ. Hvilket jeg gør. Men jakken er der ikke. En meget smart pige med meget smart og meget lyst hår står og vrider sig foran spejlet. Iklædt en jakke. En jakke, der matcher beskrivelsen af den jakke, som jeg nødvendigvis må og skal købe. Hm! Samme dimensioner, næsten, som min søster. Gad vide...