Peptalk redux redux

Hende smarte-pigen foran spejlet står afgjort og passer den selv samme jakke, som jeg skal købe til Søs. Forbandet. Kan ikke bare stå her og glo, jeg vækker nok opsigt allerede. Testikler og sådan. Må gøre noget. Lade som om der er nogen, der ringer til mig! Yes!

- Hej Emil! Tak for sidst, total hygge! Jep, skulle hilse fra Lars. Haha, ja, det tænkte jeg også, hvad fanden sker der for det?

Imellem de split sekunder, hvor jeg står og ligger planer for min videre imaginære samtale med Emil, sender jeg lynhurtige blikke til jakken. Den hænger stadigvæk på pigen. Stadigvæk foran spejlet. Men hvor ivrig kan jeg tillade mig at være, når eller hvis hun lægger den fra sig? Skal hun ikke hænge den hen på stativet, førend man må gå til den? Der er garanteret indgået hemmelige pige-kontrakter, underskrevet i blod, der i detaljer beskriver, hvordan man håndterer sådan en situation.  Og jesus kristus, hvor lang tid kan det tage?!

- Altså, ja, jo, hvis man ikke har prøvet det, så synes jeg egentlig, at man skal holde ens fordomme for sig selv. Jeg forstår bare ikke, hvordan hun fik ham overtalt til det.

Åh nej. Jeg kan mærke, at samtalen med Emil udarter sig i en problematisk retning. Forbandede Emil og hans alternative men meget interessante venner. I mellemtiden har smarte-pigen tilsyneladende besluttet sig. Hun tager jakken af, hænger den på en bøjle. Og på plads. Yes! Jeg forlader mit stativ og går med meget målbevidste skridt hen til jakken. Smarte-pigen står lige ved siden af mig, i gang med at kigge på andre jakker. Idet jeg rækker ud efter jakken drejer hun hovedet og kigger på mig. Spørgende. Pis! Hun var ikke færdig med den!

- Eh, undskyld, jeg skal lige se, hvilken størrelse det er i.
- Ah. Jeg har lige spurgt, de har den ikke i andre størrelser end den her.
- Oh, okay. Kan være jeg bliver en meget populær kæreste, hvis det er den rigtige, den her.

Hun griner. En lille hvid løgn og min eksistens i det fremmede univers er begrundet. Og succes! Hun ER færdig med den! Ellers havde hun sagt noget. Jeg leder efter størrelsen i nakken på jakken. Ingenting. Hm, indersiden af ærmet måske?

- Nede ved venstre lomme. Altså på indersiden.
- Tak. Hehe. Lidt forvirrende, det her.

Jeg griner nervøst over min åbenbare uvidenhed omkring størrelsesangivninger på kvinde-tøj, og hvor dælen man finder dem henne. Det er i det mindste ikke en løgn. Hun smiler til mig, måske lidt forstående. Måske bare lidt underholdt. Alibiet holder. Og pis også. Det er en størrelse 34.

- Aw. Nåh. Og de har den ikke i andre størrelser, sagde du?
- Nej, desværre.
- Hm. Du skulle måske også bruge en størrelse 36?
- Jep.
- Og en størrelse 36 er en størrelse 36? Altså, det er ikke en stor 34'er, den her?
- Nej, ikke rigtig. Den sidder lidt trælst over brystet. Den strammer.

Hun laver en bevægelse med begge hænder for at illustrere hvor præcist jakken strammer. Jeg følger bevægelsen med øjnene.

- Øh. Så tror jeg også, at den er for lille til min, æh, kæreste. Hun er cirka lige så høj og, eh, i har meget de samme dimensioner, tror jeg.

Hun smiler som svar, og bladrer videre i tøjstativet. Jeg siger tak for hjælpen, og foretager den exit, som jeg har glædet mig til i de sidste 5 minutter. Tomhændet, lidt lettet og meget klogere på dametøjsafdelingen og dens beboere går jeg ud af hovedindgangen, hiver min telefon frem og ringer til Søs. Hun må i det mindste give mig point for at prøve.