31. jan. 2010

Egennyttig handlen på en semi-tilfældig søndag uden andet egentlig formål

I dag lærte jeg en små-vigtig ting om mig selv, og jeg synes, at det er godt gjort for en søndag. Der findes mange dage på ugen, der tydeligvis har iboende intentioner om forandring, handling, egentlige intentioner om at sekrere potentiale. Søndag er bare ikke én af disse. Overhovedet.

Jeg lærte, mens jeg med beherskede men lange skridt bevægede mig tværs igennem Kristian F. Møller og dermed tættere på de bøger, som jeg måtte og skulle købe til storebror, at jeg ikke er mere selvstændig, mere reflekteret og funderet i mig selv, end en bi i en bikube. En myre i en myretue. En bølge blandt bølger blå.

Et eller andet ved at stå i kø i 45 minutter før butikken åbner, har i hvert fald forandret mit bog-behov. Et eller andet ved at lytte til de 35 mennesker, der står bag mig, har pludseligt fået mig til at indse, at jeg da helt klart har et eller andet, at bruge Tankens Magt - Vestens Idéhistorie bind 1-3 til. Givet, det er et godt tilbud. Et rigtig godt tilbud endda. Og alle i køen snakker om Tankens Magt. Det må være hot shit.

Så jeg blev grebet af en art midlertidig tilbuds-sindssyge. Idet jeg når frem til bøgerne, idet jeg rækker hånden ud for at sikre Storebrors eksemplar, lige da overbeviser jeg mig selv om, at jeg hellere må tage et eksemplar til. Til, du ved, filosofiske nødssituationer eller noget. Imens rækker ivrige hænder mig over skuldrene, for at gribe efter de få eksemplarer, der nu engang er tilbage. Hvilket egentlig er godt klaret, taget min højde i betragtning.

Jeg går derfra med 2 x Tankens Magt á tre enorme bind. Sjovt nok er det mens jeg traver op ad Langelandsgade, tungt læsset med bøger, at sindssygen kureres. Blip, siger det, og jeg spørger mig selv: 'Hvad FANDEN skal jeg med de bøger? Hvad står der i dem, som jeg IKKE kan google mig til?'. I modsætning til Storebror har jeg ikke specielt travlt med at finde passende inventar til mit ph.d. kontor. Det eneste unikke ved disse bøger er, at de kostede 1.999,95 bops før de blev sat ned til 400 spir.

Suk. Så jeg er faldet offer for en god gammeldags omgang vestlig materialisme. Besiddelyst, udelukkende følt, for at kunne besidde noget, som andre på daværende tidspunkt fandt attraktivt. Jeg er en påfuglhane i lånte fjer. Møgungen i børnehaven, der tager sig god tid om at blive færdig med at lege med den action-figur, som alle de andre også vil lege med. En mandlig undertøjsmodel med en sok i mine boxershorts. Så takket være en usædvanlig søndag hader jeg mig selv lidt nu. Bare en smule. Måske en af de vestlige filosoffer har en tanke, der kan kurere mig én gang for alle.

5 kommentarer:

  1. ...hvis du virkelig ER en mandlig undertøjsmodel, vil jeg gerne opfordre til mere billedmateriale på bloggen. Sok eller no sok.

    Og så glæder jeg mig til et gratis (illustreret?) referat af Tankens Magt :D

    SvarSlet
  2. Hehe. Tror jeg mangler lidt over skuldrene, førend det ikke længere er en udsøgt hån, at sammenligne mig med en undertøjsmodel :) Her er dog et billede af undertegnede, iført rustning. Enjoy! http://picasaweb.google.com/lh/photo/CBLsEHKsZSanlgR2OKX0sA?feat=directlink

    Et stks. gratis (og illustreret) referat af Tankens Magt, coming up! Jeg skal bare lige, du ved, turbolæse de 2468 sider værket strækker sig over, så skal du få dit referat :p

    SvarSlet
  3. Ligegyldigt hvad, så ser den godt ud på din boghyllde.

    SvarSlet
  4. Jakob: Hehe. +10 til brainyness? :) Men ja, ender også med at beholde den. Troede egentlig, at det var et opslagsværk, men det har vist sig at være anderledes interessant.

    SvarSlet