Oh lord, glory hallelujah

Jeg blive lige nødt til at elske mit nye nodestativ lidt. Beklager. Here goes!

Okay, jul, det har lige været jul, og jeg havde lavet en ønskeseddel, hvorpå der stod "nodestativ". Allerhelst det selvsamme nodestativ, som jeg lånte af min far, dengang jeg gik til guitar. Far brugte det i hvert fald ikke længere, hvilket alle de trompet-aficionados, der måtte være blandt vores naboer, med sikkerhed begræder. Eller, nej, det gør de sku nok ikke. Tværtimod.

Men jeg er studerende, og det er ikke noget, jeg forsøger at skjule. Jeg er tilnærmelsesvist stolt af det. Problemet med at være studerende er, at man ikke har så meget plads at gøre med. Så da jeg modtog stativet i julegave, var jeg ufattelig glad, og lidt i vildrede. Hvor skulle det dog stå?

Et par dage før nytårsaften ankommer jeg til min lejlighed, og pakker alting ud. Nederst ligger nodestativet. Jeg folder det ud, justerer og låser højden, retter benene til. I virkeligheden er der kun ét sted, det kan stå. Lige under lampen, der lyser ind på mine bogreoler, lige ved siden af vinduet. Og der står det stadigvæk. I øjeblikket badet i lyset fra den lampe, der skulle oplyse mine bøger. Lampen er drejet ned imod nodearkene, således at der reflekteres et blidt og varmt lys ud i lokalet. Metallet skinner bag noderne. Det ligner et lille podie, en art alter, hvorfra hellige tekster læses. Alt i alt er det meget pænt, synes jeg. Grænsende til smukt.

Det æstetiske udtryk varer lige så længe, som jeg kan modstå at sætte mig hen foran nodestativet og endnu engang gøre et ihærdigt forsøg på at slå Vivaldi ihjel. Før eller siden dør han sku. I det mindste ser det bragende godt ud i forsøget.